Hvis tilbuddet om gratis cykler i S-toget bliver et hit, vil DSB se på, om togene skal indrettes på en ny måde. I første omgang satser man på forlænge togsættene fra dag til dag, hvis der opstår pladsbehov. Dette tvivler trafikplanlægger i Cowi dog på.
Fra 15. januar kan alle S-togsbrugere tage cyklen med i toget ganske gratis. Tilbuddet er en del af DSB’s strategi for at øge salget af togbilletter med tre procent, men salgsdirektør i DSB S-tog, Niklas Marschall vil ikke gætte på, hvor mange flere cykler, passagererne vil tage med.
»I dag tager 15 procent af passagererne cyklen med engang imellem. Men vi er meget usikre på, hvad tilbuddet vil betyde, så vi prøver os frem,« siger han.
Trafikplanlægger i Cowi, Troels Andersen tror ikke, det vil betyde et boom af cykelkunder i S-togene.
»Der vil gå lang tid, før det siver helt ud til folk. Men DSB har fat i noget af det rigtige, fordi det bliver utroligt simpelt for folk, der ellers tager bilen, at de kun skal nøjes med at forholde sig til én køreplan og sin cykel i stedet for tre forskellige køreplaner, der er afhængige af hinanden,« siger han.
Undersøgelser hos DSB S-tog viser, at afstanden til stationen har stor betydning for, om man bruger S-toget.
»Hvis cykeltrafikken skal øges i byen, er der virkelig noget at hente i kombinationen af cykel og tog. Det betyder, at man ikke bare kan tale om København som en god cykelby, men om hele hovedstadsområdet,« siger Troels Andersen.
Stationerne er klar
Skulle den gratis cykelordning alligevel resultere i et boom, mener både trafikplanlæggeren og DSB, at tog og stationer er parate til flere cykler.
»Langt de fleste stationer er indrettet til cykler. Derimod er der ofte problemer med cykelparkeringen, så det er en god ting, at folk kan tage deres cykler med i stedet for at skulle lade dem stå ved stationen,« siger Troels Andersen.
De nuværende regler for at tage cyklen med i toget vil også gælde fremover, selvom presset på cykelvognene bliver større. Det betyder blandt andet, at antallet af flexrum (rummet til cykler og barnevogne) vil være de samme, og at Nørreport Station stadig er fredet for cykler i myldretiden.
»Man kan allerede i dag tage cykler med i S-toget, så alle stationer er forberedte. Men der er rigtigt mange mennesker på Nørreport Station, og vi vil ikke risikere, at der er nogen, der bliver presset ud på skinnerne. Det problem har vi ikke på andre stationer,« siger Niklas Marschall.
DSB har ikke umiddelbare planer om at udvide togsættene med flere cykelvogne, men hvis der opstår et behov, vil DSB kunne opgradere "med det samme". Med tiden vil DSB også se på, om indretningen af vognene skal være anderledes.
»Vi vil se på, om flexrummene skal være større, men det afhænger helt af udviklingen, og det kan være om to måneder eller om to år,« siger salgsdirektøren.
DSB oplyser, at der i 2009 var i alt 2,1 million solgte rejser med cykel. Tallet dækker over cykelbilletter, klippekort og abonnementskort til både S-tog, Metro og Regionaltog.
Hvad med metroen. Kan man også tage cyklen gratis med der?
Hvad med metroen. Kan man også tage cyklen gratis med der?
»Langt de fleste stationer er indrettet til cykler. Derimod er der ofte problemer med cykelparkeringen, så det er en god ting, at folk kan tage deres cykler med i stedet for at skulle lade dem stå ved stationen,« siger Troels Andersen.
Jeg synes det er lidt Molbo-agtigt at høre en fornem Trafikplanlægger i Cowi bifalde, at DSB får alle cyklisterne til at slæbe deres cykler med toget, hvis det egentlige behov blot er at kunne parkere cyklen forsvarligt.
Er der noget jeg har misforstået?
Rank 2009
Interaktivt kort med brancher og topliste »
Alle 800 virksomheder sorteret »