Accelerometer skal mindske dansk dødsrekord
Ingeniørstuderende udvikler accelerometer og et særligt armbåndsur, der skal tilkalde hjælp, når ældre falder derhjemme eller på isglatte fortove.
Accelerometeret monteres ved hoften og sender via Bluetooth besked til armbåndsuret i tilfælde af fald. (Foto: Henrik Olsen)
Læs mere om
Dokumentation
En løsning er nu klar til de omkring 45.000 ældre om året, der falder og efterfølgende frygter at ligge hjælpeløse og vente på hjælp. En gruppe ingeniørstuderende har udviklet et system, baseret på et accelerometer i bæltet og et særligt armbåndsur, der automatisk kan sms'e eller maile, når den uheldige kommer i problemer.
Armbåndsuret er en del af et afgangsprojekterne på Ingeniørhøjskolen i Århus. Tre studerende har sammen udviklet faldalarmen. En af de tre studerende, Rasmus Larsen, siger:
»Med alarmen vil de ældre få en øget frihed, fordi de kan gå ud, vel vidende, at de kan få hjælp med det samme, hvis de er ude for en ulykke.«
Løsningen fra de opfindsomme studerende består grundlæggende af et accelerometer, der placeres i den ældres bælte, hvor det måler brugerens bevægelser i form af accelerationer.
Den ældre er også iført et armbåndsur, de studerende netop nu er ved at udvikle. I uret skal der blandt andet sidde et Bluetooth-modul, der kan kommunikere med accelerometeret, et GPS-modul, der kan give besked om, hvor den uheldige ældre befinder sig og et GSM-modul, der kan sende sms'er og mails med alle oplysningerne, når noget er galt.
Datastrøm afslører, om det er fald eller hop
En anden af de studerende, Harald Nielsen, forklarer, hvordan accelerometret adskiller et hop fra et fald:
»På datastrømmen fra accelerometeret, ser fald faktisk ens ud uanset størrelse, højde og køn på personen, der falder. Derfor kan vi meget tydeligt se på strukturen af de data der kommer, om der er tale om et fald eller om det er løb eller hop.«
Indtil videre er uret en mobiltelefon med en særlig software, de studerende har udviklet, men håbet er, at der i fremtiden vil være tale om et reelt armbåndsur. Udover at understøtte faldalarmen, skal uret blandt andet kunne hjælpe de ældre med at åbne døre, og i fællesskab med accelerometeret vil uret holde øje med de ældres aktivitetsniveau.
Europarekord i 'døds-fald'
Det nye redskab er særligt relevant i disse kolde måneder med glatte fortove. Her kan en tur ud i den friske luft virke uoverkommelig for ældre, der er dårligt gående. Og statistikkerne taler også deres tydelige sprog; langt flere ældre indlægges med udendørs faldskader i vintermånederne.
I Danmark falder omkring 45.000 ældre hvert år, heraf 40.000 så voldsomt, at de ender på skadestuen, og over 1.300 ældre dør hvert år som direkte konsekvens af en faldulykke. Det er det højeste antal dødsfald på grund af faldulykker i Europa.






