Den nu forhenværende videnskabsminister Helge Sander har aldrig scoret særligt højt, når offentligheden har vurderet regeringens medlemmer. Det skyldes uden tvivl, at videnskabsministre først og fremmest omtales i snævre medier som dette og derfor generelt forekommer usynlige.

Mere alvorligt må man tage den kritik, som Sander har været udsat for af personer inden for hans fagområder. En del af kritikken har uden tvivl baggrund i holdningsforskelle, men ofte er Sander blot blevet affejet som uvidende og lidt af en klovn. En del af denne usaglige kritik skyldes uden tvivl, at han opfattes som en fremmed fugl uden en ordentlig uddannelse - Sander er uddannet journalist.

Hvad nogle mener, Sander har manglet af entusiasme og dyb indsigt, har han dog uomtvisteligt opvejet med solidt politisk håndværk. Når man ser på resultaterne, må det konstateres, at Helge Sander ikke har været helt ueffen i sine mere end otte år som videnskabsminister – en post han indtog, da VK-Regeringen tiltrådte den 27. november 2001.

Personer med indgående kendskab til Sanders virke vurderer ham som langt bedre end sit rygte – og generelt som en behagelig person. Nogle gange har vi skullet sige tingene et par gange, men han har lyttet, som en person udtrykker det.

Hjulpet af økonomisk medvind
Blandt de mange personer, ing.dk har talt med om den afgående videnskabsministers indsats, er der naturligvis delte meninger om Helge Sanders politik, og de er langt fra at tildele ham topkarakter på alle områder. Alligevel er der generel enighed om, at han været effektiv og dreven til at få en lang række reformer gennemført – gennemgående med brede politiske flertal.

Her har han helt klart gjort det bedre end sine forgængere på posten – godt hjulpet på vej af sit venskab med Anders Fogh Rasmussen og økonomisk medvind i hele perioden. Det hører nemlig med i billedet, at det først var, da Anders Fogh Rasmussen i 2005 efter finsk forbillede nedsatte Globaliseringsrådet med sig selv som formand, at det for alvor blev muligt for Sander at sætte tempo på udviklingen.

Kilderne peger dog på, at det kan være svært at vurdere, hvor mange af ministerens reformer, der skyldes ’systemets’ ønsker og hvor mange, der har udspring i Sanders egne tanker. Nogle finder dog denne diskussion mindre væsentlig - det vigtigste er, at ministeren har fået beslutninger igennem.

Sander har virket mest på sikker grund, når det gælder indsatsen for at skabe et system med konkurrence og belønninger til de bedste. Det er et område, hvor han via sin erfaring fra sportsverdenen har følt sig godt hjemme, og hvor han har kunnet få frit løb for sin hang til sportsanalogier.

Sanders ’finest hour’
På Videnskabsministeriets hjemmeside peger Helge Sander selv på universitetsreformen med selvstændige bestyrelser med eksterne flertal og fusionerne af universiteter og sektorforskningsinstitutioner, som de to vigtigste af hans resultater.

Der er generel enighed om, at universitetsreformen politisk set var Sanders ’finest hour’ - selv om der er delte meninger om indholdet.
Selv blandt de personer, som fundamentalt set er enig i reformernes indhold, kan man dog finde en opfattelse af, at det måske gik for hurtigt med fusionerne, og at det nok ikke endte med den optimale løsning.
Det skyldes bl.a., at Sander pga. af politisk modvilje ikke kunne gennemtrumfe beslutninger om fusioner, men måtte overlade det til institutioner at finde samme i frivillighed. Men hellere en ikke-optimal fusionsproces end slet ingen var nok Sanders holdning i den sag.

Sanders egen top 15-liste omfatter også oprettelsen af Højteknologifonden og slutter med udpegningen af den første dansker til ESA’s astronautkorps og placeringen af megaforskningscenteret European Spallation Source i Øresundsregionen (Lund).

I 2003 lancerede Helge Sander sloganet ’Tanke til Faktura’ – det tirrede rigtigt mange.

Mange brød sig ikke om denne direkte sammenligning af universiteter og erhvervsliv. Selv blandt de personer, der anerkender, at det var nødvendigt med en holdningsændring i forskningsverdenen for at fokusere på nytteværdien af forskningen, er der langt fra entydig opbakning til dette markante slogan, som medførte megen ’støj’, hver gang forskningspolitik blev diskuteret.

Den nye ministers opgave
Med Globaliseringsrådet tog VK-regeringen for alvor fat på at definere Danmarks rolle i en international verden. Men det er en diskussion, der først er begyndt.

Det helt overordnede spørgsmål er: Hvad skal Danmark leve af i fremtiden? Et spørgsmål som Sander aldrig formåede at definere. Det bliver en af de vigtigste opgaver for den nye minister.

Ministeren bør i den forbindelse prioritere forskningens relevans - ikke kun dens kvalitet, mener flere.

Undervisningen trænger også til et kritisk ministereftersyn, hvis Danmark skal fastholde sin velfærd og velstand.

Skal man endeligt gøre op med den forskningsbaserede undervisning på bachelorniveau og gøre det muligt at skabe karriere inden for undervisning på universiteterne? Hvordan får vi fat i (de rette) udenlandske studerende, og hvordan fastholder vi dem i landet bagefter?

Det er blot nogle af de undervisningsrelaterede problemstillinger, som den nye minister også må forholde sig til.

Endelig er det jo også it- og telepolitikken, som hører ind under ministerens område. Og her er det især telepolitikken, der trænger til en justering.
Helge Sander har forsømt at få fornyet og opdateret den politiske aftale fra 1999, der stadig danner fundament for telereguleringen i Danmark.
Forklaringen er nok, at han ikke har haft særlig stor interesse i at få fingrene ned i en hvepserede med modstridende interesser mellem TDC, de øvrige teleoperatører og Forbrugerrådet.