/byggeri

Frygt i Stockholm: Ny tunnelbane vil skade gamle huse

Nye miljøklager truer budget og tidsplan for Sveriges største infrastrukturprojekt.

Klik for at se billedet i stort

Borgerne i det indre Stockholm klager over byggeriet af den seks kilometer lange tunnelbane som de frygter vil ødelægge husene.


Læs også

Læs mere om

Dokumentation

Af Birgitte Marfelt, mandag 11. jan 2010 kl. 16:56

Sveriges største infrastrukturprojekt risikerer at blive forsinket, fordi projektet ikke overholder miljøloven.

I dag mandag gik en ankesag i gang ved Miljööverdomstolen om Stockholms seks kilometer lange tunnelbane, hvor en del anlægsarbejder allerede er godt i gang.

Klagesagen er rejst af borgere i Wasastan, hvor bygningsmassen har mere end 100 år på bagen. Borgerne protesterer mod tunnelbyggeriet, fordi de mener, at banens nordligste strækning mellem Riddarholmen og Tomteboda overtræder miljølovens krav om at vælge den miljømæssigt bedste løsning.

Citybanan skal efter planen udvide hovedstadens togflaskehals fra 2017. Men tunnelbanen, der er budgetteret til 17 milliarder svenske kroner, og som vil fordoble Stockholms sporkapacitet, har længe sat sindene i bevægelse.

Frygter vand og sætningsskader
Borgerne frygter skader på grund af indtrængende vand og sætninger og foreslår, at der i stedet for tunnel bliver bygget et tredje spor i terræn.

Bygherrer på Citybanen er Banverket, Stockholm stad og amtet (Stockholms län). I Banverket siger presseansvarlig Anders Sahlstrand:

»De næste fire dages sagsbehandling i Miljööverdomstolen skal klarlægge, om det planlagte niveau for, hvor meget grundvand, Banverket kan få lov at pumpe bort for bagefter at tilbageføre det, er det rigtige.«

Selv er han ikke i tvivl. Ifølge Anders Sahlstrand har Banverket allerede fået de nødvendige tilladelser til byggeriet. Det er de tilladelser, der nu bliver afprøvet ved ankeinstansen.

»Vi håber, det kommer til at gå hurtigt, og at vi snart får en afgørelse. Hvis afgørelsen imidlertid går imod Banverket, kan det ikke undgå at forsinke og fordyre projektet,« siger han.

Selve metoden med at pumpe grundvand bort og senere føre det tilbage er tidligere blevet anvendt i Malmös Citytunnel og i Københavns metro. Men i modsætning til metro og citytunnel bliver Stockholms citybane ikke boret med tunnelboremaskiner, men med konventionel tunnelanlæg ved at bore og sprænge.

Hovedparten af tunnelen bliver anlagt i granit, men en 200 meter lang strækning i sand, grus og moræneler bliver støbt fra oven i åben grav. Efter grundforstærkninger af eksisterende huse og anlæg af støttevægge bliver der gravet til 15 meters dybde, inden betontunnelen kan blive støbt.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.