Endnu et tag kollapser over 400 smågrise
Ti meter tag på en gammel trelænget gård nær Brovst i Nordjylland er kollapset. Grisene skulle være uskadte.
Læs også
Det er ikke specielt sjovt at være gris i disse dage. I dag er endnu et tag kollapset på en svinestald i Nordjylland, hvor Falck og beredskabsstyrelsen i øjeblikket har omkring tyve mand ude at arbejde på sagen.
Meldingen fra Falck er, at omkring 10 meter tag på den ene længe af en trelænget gård nær Brovst i Nordjylland er kollapset.
Hvor mange kvadratmeter tag det drejer sig om er endnu uvist på nuværende tidspunkt, hvor Falck og beredskabsstyrelsen arbejder på at afstive stalden udvendigt og om nødvendigt indvendigt.
De 3-400 smågrise stalden huser skulle være uskadte.
Med dagens kollaps er det samlede antal tagkollaps oppe på mindst ni styks, hvoraf hovedparten har været stalde og landbrugsejendomme.
Udover Falck, der nu har været ude ved seks tagkollaps, har Bygningskontoret Nord i Aalborg været ude ved tre.
Her oplyser akademiingeniør og direktør Bente Søgaard, at man ikke har oplevet nye tagkollaps i løbet af weekenden, men at der formentlig vil blive tale om flere, når sneen begynder at tø.
Bygningskontoret Nord arbejder i øjeblikket på at klarlægge, hvorfor tagene ikke har kunnet holde til snemængderne.
Jørgen Munch-Andersen, seniorrådgiver i Træinformation og tidligere seniorforsker hos SBI, advarede torsdag sidste uge om, at især ældre stalde og gårdbygninger er udsat under snevejr, fordi mange af dem er dårligt afstivet.






