Danmark holdt uden for JSF-software
For første gang slår forsvarsministeren fast, at Danmark ikke får fuld adgang til kildekoder i kampflyet JSF. Dermed kan vi ikke modificere egne fly, hvis vi ønsker det. "Ikke relevant", lyder begrundelsen.
Danmark vil alene få operationel råderet over JSF, hvis politikerne vælger dette kampfly. Kildekoderne til softwaren beholder amerikanerne for sig selv.
Fakta
Tema
Læs også
Den inderste nerve i F-35 Joint Strike Fighter, flyets kildekoder, bliver lukket land for Danmark og danske teknikere.
Det fastslår forsvarsminister Søren Gade (V) for første gang i en række svar til Enhedslistens forsvarsordfører, Frank Aaen.
»Det vurderes ikke nødvendigt eller relevant for Danmark at have adgang til kildekoderne i eventuelle danske JSF-fly,« siger Søren Gade.
Hvis politikerne beslutter sig for at købe JSF som afløser for de aldrende F-16, kan Danmark dermed ikke selv opgradere eller modificere de milliardkroner dyre kampfly, hvis vi en gang ønsker det i flyenes forventede 30-årige levetid.
Søren Gade: Helt i orden
Ifølge Søren Gade er det dog helt i orden. Han mener, at modificeringer altid vil ske i samarbejde med andre partnere.
»Adgangen til kildekoder har primært interesse, såfremt en nation på egen hånd – altså uden samarbejde med producenten - ønsker at gennemføre opgraderinger eller modifikationer,« siger forsvarsminister Søren Gade.
Danmark vil med andre ord kun få operationel råderet over de kampfly, der eventuelt skal afløse F-16.
Adgangen til de meste følsomme dele af JSF har længe været et følsomt emne hos de ni partnerlande.
Briterne er sure
Især i Storbritannien, der er eneste niveau 1-partner i JSF-programmet (Danmark er niveau 3-partner) og har investeret to milliarder pund i udviklingen af flyene, har man brokket sig højlydt over ikke at komme helt ind i JSF-varmen.
Ifølge den seneste udgave af Defence Technology International er det planen, at der skal opføres en særlig software opgraderingsfacilitet til JSF-flyene på Eglin luftbasen i Florida. Dermed lægges der op til, at internationale partnerlandes fly skal flyves til Florida, hvis de skal opdateres. Det vil øge levetidsomkostningerne betydelig over tid, og det har vakt stor bekymring i London, skiver DTI.
Gade: Det samme med F-16
I sine svar til Folketinget anfører Søren Gade, at Danmark heller ikke har haft fuld adgang til software i F-16 flyene:
»I relation til vedligeholdelsen af fly vurderes manglende adgang til kildekoden ikke at have nogen betydning, idet brugervedligeholdelsen ved forsvaret sædvanligvis omhandler fejlfinding og udskiftning af komponenter. Adgang til kildekoder vurderes derfor ikke at have indflydelse på Danmarks mulighed for at modificere, opgradere og vedligeholde fly.«











