Hold igen med propagandaen: GMO kommer ikke til at løse fødevarekrisen
Af gæsteblogger Rikke Bagger Jørgensen,
mandag 11. jan 2010 kl. 10:20
Kunne vi ikke bede bioteknologerne om en mere balanceret debat om GMO i stedet for ufortjent at hype GM afgrøderne som det middel, der redder os ud af fødevare-krisen - og samtidig skælde modstanderne ud for alverdens ting? Forskere (og fødevareministeren) har tilsyneladende ikke lært af den tidligere GMO-debat, hvor dialog mellem tilhængere og modstandere stort set ikke var til stede. Hype leverer ammunition til en ny runde skyttegravskrig om GMO.
Hvordan hindrer vi fødevare-mangel, når jordbrugs-produktionen er under pres på grund af et stigende befolkningstal og ekstreme klimatiske forhold? Er løsningen på det globale hungerproblem genetisk modificerede afgrøder (GM-afgrøder), der er tilpasset det ændrede miljø? På det seneste har der igen været en stærk promovering af GMO, som svaret på de udfordringer verdens fødevareproduktionen står overfor.
Hold igen med propagandaen
Her i Danmark har fx fødevareminister Eva Kjær Hansen været på banen med en vidensyntese om genmodificerede afgrøder i fødevareproduktionen. Også i Ingeniøren har der for nylig været flere bidrag fra bioteknologer, der gerne vil sælge GM-afgrøderne, som nødvendige for at løse fødevarekrisen.
Men hold igen med propagandaen - GMO kommer ikke til at spille nogen særlig rolle i løsningen af fødevarekrisen. Det er faktisk et forhold som de fleste eksperter, der ved noget om fødevarekrise, praktisk landbrug og klimaændringer er enige om. Det er helt andre ting, der batter.
GMO, fødevarekrise og miljø
I fremtiden får ulandene endnu større problemer med fødevareforsyningen, mens vi her i den nordlige del af Europa faktisk får bedre betingelser for landbrug. FN's klimapanel IPCC forventer, at Danmarks landbrugsproduktion stiger med den øgede temperatur og det øgende CO2-indhold i luften (IPCC, 2007, Working Group II). Så en reduktion i den danske produktion er næppe sandsynlig, og kan derfor ikke retfærdiggøre at vi skulle dyrke GMO.
Men hvad så hvis vi producerer til de sultne i ulandene, der vil få forringet deres dyrkningsbetingelser? Er det ikke et legalt argument for at dyrke GM-afgrøder her i Norden, at vi skal producere mere for at kunne eksportere til de lande, hvor fødevaremængden er utilstrækkelig? Men det løser ikke problemerne i udviklingslandene, at vi tjener penge på deres sult.
Udviklingslandene vil blive afhængige af importerede fødevarer i endnu højere grad end i dag, og med mindre de har andre varer, som vi efterspørger, vil deres økonomier sættes yderligere under pres.
Men skal vi så have GMO i Danmark for at forbedre miljøet?
Nye sorter uden GMO
Når fødevareministeriet og også Pernille Sølvhøj Roelsgaard/Søgaard (her i Ingeniøren 3/12) skal promovere GM-afgrøder i Danmark, så bliver GM-kartofler med resistens mod kartoffelskimmel fremhævet, fordi de kan spare miljøet for en del pesticider. Og det er rigtigt, at dyrkning af skimmelresistente kartoffelsorter er den optimale løsning for både landmænd, forbrugere og miljø. Men der er mange nye, gode spisekartofler med god resistens fremavlet uden brug af genetisk modifikation.
Så det er mere et spørgsmål om at få erstattet de gamle sorter med moderne, end det er et spørgsmål om gensplejsning. Heller ikke den herbicidresistente majs kan imponere. Nej, skal GM-afgrøder i Danmark have en fremtid, så skal der langt større nytteværdi på bordet for forbrugere og miljø.
Skræmmekampagner og myter
Pernille Sølvhøj Roelsgaard/Søgaard mener også (Ingeniøren 13/10) at forbrugerne modstand skyldes skræmmekampagner mod GMO. Fødevareminiseren kalder det ”Myter om GMO” og professor Peter Olesen ved KU Life udtaler (Ingeniøren 12/12), at NGOerne er fundamentalistiske i deres modstand mod GMO.
Det er muligt at nogle få lufter myter om GMO, jeg har nu snarere en fornemmelse af at det er GMO-tilhængerne, der klynger sig til den hypotese, at skrækhistorier gør indtryk på forbrugerne. NGOerne er såmænd ikke mere urealistiske i deres afstandtagen, end bioteknologerne er i deres begejstring.
Men forbrugerne er ikke dumme; de lader sig ikke påvirke væsentligt af hverken den ene eller den anden type propaganda. Hvis man graver sig bare lidt ned i undersøgelserne af holdningerne til GMO viser det sig hurtigt, at det ikke er såkaldte myter og skrækhistorier, der giver modstanden mod GMO. Jeg har selv været med til en af de sidst publicerede undersøgelser af, hvad forbrugerne mener om GMO (EMBO, oktober 2009). Undersøgelsen omfatter interviews med over 22.000 personer fra 12 europæiske lande samt USA, Israel og Japan.
Miljøkonsekvenserne er det vigtige
Undersøgelse viser, lige som de mange andre undersøgelser af holdningerne til GMO, at der ikke er tale om en generel skepsis over for GMO, men at accepten eller modstanden relaterer til den konkrete anvendelse af GMO. Vores undersøgelse, der specifikt var rettet med anvendelsen af GM-planter og GM-dyr til produktion af medicin viste, at størstedelen af de adspurgte – og her især danskerne! – var positive over for GM-afgrøder til produktion af medicin uden forudsætning af passende miljømæssig indeslutning.
Så borgerne kan sagtens acceptere den store risiko som GM-planter kan udgøre for miljøet, når bare nytteværdien er stor nok (for GM-medicinproducerende planter er der en betydelig risiko forbundet med sammenblanding med foder og fødevarer af samme afgrødeart). Så skrækkampagner virker åbenbart ikke på det store flertal.
Fødevareministeren ønsker nytteværdien inddraget i godkendelserne af GMOer, og det vil da være en stor forbedring i forhold til i dag, hvor kun de miljømæssige risici vurderes. Inddragelse af nytteværdien i vurderingen, vil også medvirke til at fjerne den stærke kobling mellem GMO og risiko, for en meget væsentlig årsag til at GMO forbindes med risiko er, at vores lovgivning ikke tillader andre legale argumenter imod GMO end dem, der kan indgå i en naturvidenskabelig risikovurdering.
Patenterne er et problem
Hvis ulandene ønsker at udvikle og anvende GMO, så bør det sikres at bønderne ikke stavnsbindes til producenterne gennem patent på de gener, der indsættes i GM-afgrøderne. Der kan i dag frembringes genetisk modificerede klima-tolerante afgrøder, der kan modstå tørke og høje temperaturer og som kan gro på jorde med et højt saltindhold; planter som potentielt ville kunne være af interesse visse steder i ulandene.
Forskningen inden for dette felt er intens, og tilsyneladende er de store agrokemiske firmaer som for eksempel BASF, Syngenta, og Monsanto i fuld gang med at patentere gener, der giver planter tolerance overfor miljømæssig stress. Flere hundrede patentansøgninger er indsendt for at dække anvendelsen af klimarelaterede gen-familier. Talsmænd for de agrokemiske firmaer meddeler, at det er nødvendigt, at der udtages patent på generne for at imødegå verdens hungerproblemer på effektiv vis.
Men skal GMO have en fremtid i ulandene må patent-holderne give adgang til at anvende generne og til at opformere afgrøderne uden vederlag.
Dyrkningserfaringer med GMO
Nu har verden dyrket GM-afgrøder kommercielt de sidste ca. 14-15 år, uden at vi har set store effekter på miljø og sundhed. Mange GMO fortalere hævder derfor, at de genetisk modificerede afgrøder har vist sig sikre, og at vi roligt kan acceptere teknologien. Men det er basal populationsbiologisk viden, at når gener spredes - fx fra en GM-afgrøde til en vild population – så tager det sin tid. Før den transgene egenskab får en miljøeffekt, der kan erkendes, skal genet have en høj frekvens i populationen, dvs. at mange individer i populationen har modtaget genet.
I naturen går der typisk omkring 10-25 plante-generationer før et gen er spredt til halvdelen af populationens planter. For de enårige planter svarer det til en tilsvarende tidshorisont på 10-25 år, for flerårige planter meget længere. Så effekter på naturen, fx at vilde arter får større konkurrenceevne på grund af de indsatte gener, vil først ses på lang sigt. Den dyrkningserfaring vi nu har, frikender altså ikke GM-afgrøderne.
Om den hidtidige dyrkning - der over hele perioden primært har fundet sted i USA og Canada - har haft effekter på miljøet er faktisk også dårligt undersøgt. Forskningsmidlerne er primært gået til at udvikle afgrøderne, og ikke til at foretage effektanalyser i miljøet. De effekter af GM-afgrøder, der i dag er registreret, er spredning af gener for herbicid-tolerance til beslægtede ukrudtsformer og imellem forskellige marker.
Konsekvenserne har været, at man visse steder har måttet anvende andre herbicider for at få fjernet ukrudtet, og at frøpartier, som man troede var rene, havde en så høj frekvens af GM-frø, at de kun kunne sælges til EU med en GM-mærkning, eller slet ikke eksporteres til EU, fordi det indsatte gen ikke har været godkendt her.
Nu kan man nok heller ikke forvente store miljøeffekter af herbicidresistente afgrøder. For arter i de naturlige økosystemer, hvor der ikke sprøjtes med herbicider, er en herbicidresistens ikke en fordel.
Økologi og GMO – som ild og vand?
Professor Peter Olesen taler for GMO i økologien. I Ingeniøren den 12/12 giver han udtryk for, at markedsføring af økologien som er GMO-fri er vildledning. Han mener at det er pseudoværdi, for hvad er fordelen ved, at det er NON-GMO. Men nej til GMO i økologisk jordbrug er et mere vidtgående forsigtighedsprincip.
Forsigtighedsprincippet i økologisk jordbrug begrundes i erkendelsen af vores begrænsede viden om naturen og om vores påvirkning af den.
Peter Olesens udtalelse er jo et fint eksempel på den stærke værdimæssig polarisering, der er mellem på den ene side bioteknologerne og på den anden side GMO-fornægterne, repræsenteret her ved økologisk jordbrug. Måske er økologien pseudo-værdi for Peter Olesen, men altså ikke for de, der tilvælger økologien, dens ideologi og metoder.
Personligt kan jeg heller ikke se de store fordele ved at blande økologi med GMO. Økologerne har andre udmærkede strategier end GMO til at overkommer de miljømæssige udfordringer som afgrøderne udsættes for, så hvorfor skal økologi og GM nu blandes sammen? Og hvad galt er der i, at økologien tilfredsstiller en kundekreds, der har særlige ønsker til produktionen, det er jo dybest set det, alle producenter søger at gøre.
Hele miljøbelastningen skal med
Man må respektere, at der er forbrugere, der ikke ønsker GMO i fødevarerne af den ene eller den anden årsag, så det handler ikke kun om de miljømæssige konsekvenser af spredningen, men også om accept af andres holdninger. Og er der økologer, der ønsker at konvertere og anvende GM i deres produktion, så kan de jo bare gå i krig. Reglerne er på plads, men de interessante planter lader vente på sig.
Pernille Sølvhøj Roelsgaard/Søgaard (Ingeniøren 3/12) mener, at da den økologiske produktion per arealenhed ofte er ringere end den konventionelle, så vil klimabelastningen stige betragteligt, hvis fødevarerne dyrkes økologisk, men det er jo en fejlslutning.
I klimabelastningen skal jo også indgå belastningen fra de anvendte pesticider, kunstgødning, vanding osv., så det er slet ikke sikkert at regnestykket falder ud til fordel for den konventionelle produktion. Og egentlig er det jo mere interessant at foretage ikke kun en klimabelastningsanalyse, men en bæredygtighedsanalyse, hvor også forhold som biodiversiteten inddrages.
Den slags livscyklus-analyser, der omfatter alle de forhold som påvirker miljøet er vanskelige og omfattende at lave, men før vi for alvor kan sammenligne den konventionelle og den økologiske produktion er det nødvendigt.
Hvordan løser vi fødevarekrisen?
Jeg vil ikke underkende, at GMO i nogle tilfælde kan være den bedste løsning på et konkret problem, i andre tilfælde vil økologi eller konventionel produktion uden GMO være løsningen. Men at tro at GMO er redningsplanken for fremtidens fødevareproduktion er naivt. Det der skal til for at bedre fødevaresituationen i ulandene er, at de får udviklet deres landbrugssektor.
Det Etiske Råd holdt i samarbejde med Forbrugerrådet en debatdag på Christiansborg i oktober. Både her og faktisk også på fødevareministerens eget møde ved frigivelsen af vidensyntesen om GMO var eksperter på ulandsområdet enige: Hovedårsagen til fødevarekrisen i udviklingslandene skyldes manglende investeringer i deres landbrugssektor gennem de sidste 30 år, og en ulige fordeling af verdens fødevarer på grund af handelsrestriktioner.
Hvad udviklingslandene har brug for inden for landbrugssektoren er uddannelses- og infrastruktur, hjælp til udvikling af produktionen af højværdiafgrøder og mindre afgrøder med et uudnyttet potentiale, og at handelsbarriererne mellem udviklings- og udviklede lande fjernes. Hvad de derimod ikke har brug for er, at multinationale agrokemiske firmaer, sælge dem GM-afgrøder, som ikke er udviklet med basis i de særlige afgrødetyper, som passer til de lokale dyrkningssteder. Skal der anvendes GMO til fremme af fødevareproduktionen i ulandene, så skal udviklingslandene selv udvikle GM-afgrøderne. Så kan vi levere know how og økonomisk støtte.
I denne forbindelse ville det klæde os at øge ulandsbistanden - i stedet har vi reduceret den. Et andet super effektivt middel til bekæmpelse af fødevarekrisen ville være, at vi reducerer vores kødforbrug til ca. 100g/dag per person (i dag spiser en gennemsnitsborger i OECD ca. 300g/dag). Det ville frigøre enorme landbrugsarealer kloden over, som i dag anvendes til husdyrproduktion, og samtidig halvere udgiften til at holde den globale opvarmning under 2C.
86
