Towel Control
Egentlig hører dette blogindlæg til på en 25. maj, men til den tid har jeg sikkert glemt det...
Sporten kort, som Rolf siger, er at konen ønskede sig håndklædevarmere og fik det i julegave: Selv i et gammelt utæt hus er det en menneskeret at have et tørt håndklæde.
Resultatet blev et par "Adora 12834.66" der ser meget smarte ud, men som gemmer et par grusomme detaljer for staklen der skal montere dem.
Hvilken type væg de medfølgende skruer skulle kunne fastholde noget i, er mig en gåde og hvordan man i det hele taget skal kunne komme til at skrue dem i, uden en Storm P skruetrækker, må stå hen i det uvisse.
Jeg burde i virkeligheden have anet uråd allerede da jeg åbnede den medfølgende pamphlet, der bla.a insisterer:
Citat:
Model 12834.66
Watt..................................................... 50W
Strømforbrug pr. time i Watt ............. 45W
Temperatur.......................................... 50°C
Samme vås kan man genfinde på importørens hjemmeside.
At man må sælge den slags i et byggemarked, uden så meget som en fin hentydning til, at schuko stikket nok er en dårlig ide, fatter jeg ikke.
Produktet får bestemt ikke en anbefaling med her fra.
Takket være et til formålet indkøbt 6mm diamantbor lykkedes det mig at komme igennem de imponerende hårde fliser, nogen beklædte det "nye badeværelse" engang for 50 år siden.
Så vidt jeg ved, er disse håndklædevarmere det første der ikke er monteret i fugerne og jeg forstår hvorfor: med diamantboret tog det 10 min per hul, ialt 12 huller.
Nu har vi nydt de varme tørre håndklæder i et par uger nu og teenagernes mugne gamle stenalderfund er begyndt at spare på energien igen.
2 * 50W koster 1750,- om året i elregning og jeg tror ikke en meter på at folk husker at slukke for den slags.
Altså skal der en eller anden slags timer på.
Det der med el i et badeværelse er noget tricky noget og jeg kunne ikke finde en færdig dims der var vandtæt nok til min smag.
Konklusionen blev at der måtte gør det selv til.
En IP67/IP68 vandtæt kasse, indeholdende en microcontroller med kapacitiv føling og et solid state relay var løsningen, på den måde er der kun 3 huller i bunden af kassen, passende forskruet om ledningerne og intet blankt metal i nærheden af strøm noget steds.
Efter nogle dage i lab'et er dimsen nu færdig og monteret. Den ser, ihvertfald rent overfladisk, ud til at virke, resten handler om at justere programmeringen.
Jeg kan godt forstå at visse af mine bekendte taler om "elektronikhelvedet": hvor må det være frustrerende, ikke selv at kunne løse et sådant problem, men være henvist til enten at flikke noget sammen af de discountvarer som byggemarkederne kolporterer, eller at betale ved kasse 1 hos elselskabet...
phk
|
