Nasa må vælge: Venus, Månen eller en asteroide
Amerikanerne har snævret feltet af kandidater til New Frontiers-rumprogrammet ind til tre favorit-missioner.
Konkurrencen om at blive den næste rummission i Nasas New Frontiers-program står mellem en landing på Venus, prøver af en asteroide eller prøver fra Månens sydpol. (Grafik: Nasa)
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Skal vi lande på Månen eller Venus eller hjembringe prøver fra en asteroide? Det er spørgsmålet for Nasa, der har indsnævret feltet til den kommende mellemstore mission i New Frontiers-programmet til tre mulige missioner.
»Dette er projekter, som inspirer og ansporer unge forskere, ingeniører og offentligheden. Disse tre forslag giver den bedste videnskabelige værdi blandt de otte, som blev indsendt til Nasa i år,« siger Ed Weiler, Nasas rumvidenskabelige direktør i en pressemeddelelse.
De tre projekter vil hver modtage 16 millioner kroner i år til at gennemføre et etårigt studie om implementeringen samt definere de præcise omkostninger og planer for missionerne.
I midten af 2011 vil Nasa så udpege det forslag, der skal føres ud i livet. Opsendelsen af det endelige projekt vil finde sted i slutningen af 2018 og den samlede pris skal være mindre end 3,2 milliarder kroner ud over opsendelsesomkostningerne.
New Frontiers-programmet omfatter allerede rumsonden New Horizons, der er på vej til Pluto, og Juno-rumsonden, der skal opsendes til Jupiter i 2011.
Sage skal lande på Venus
De tre nye kandidater er Sage, Osiris-Rex og Moonrise:
Rumsonden Sage (Surface and Atmospheric Geochemical Explorer) skal frigive et lille robust fartøj, som skal landsættes på Venus’ overflade og her modstå det enorme tryk og den store varme fra planetens atmosfære.
Sage skal måle Venus’ atmosfære under landingen, der skal finde sted på kanten af en kæmpe vulkan. Her skal rumsonden grave 10 centimeter ned i overfladen og analysere planetoverfladens sammensætning. Landingssonden forventes at kunne overleve i tre timer.
»Det er 25 år siden, en rumsonden sidst landede på Venus, og vores nysgerrighed og videnskabelige muligheder har udviklet sig enormt siden. Missionen vil være et stort skridt fremad for forståelsen af planeters udvikling, både i vores solsystem og ved andre stjerner,« siger Larry Esposito, der er den ledende forsker på Sage og fra University of Colorado.
Osiris-Rex skal undersøge asteroide
Osiris-Rex (Origins Spectral Interpretation Resource Identification Security Regolith Explorer) er en rumsonde, der skal flyve ud og møde en primitiv kulstofrig asteroide. Her skal den gå i kredsløb om asteroiden og blandt andet indsamle 120 gram materiale fra asteroiden, som efterfølgende skal sendes tilbage til Jorden.
Missionen blev oprindelig foreslået til Discovery-programmet i 2004 og 2006, men blev dengang vurderet som for dyrt. I dag mener forskerne at den passer ind i New Frontiers-programmet.
»Osiris-Rex skal tilbringe et år i kredsløb om en asteroide, blandt andet med at tage billeder, måle refleksionen og udvælge det bedste sted til at svæve ned og tage en prøve fra i en slags møde med asteroiden - ikke en egentlig landing,« forklarer Paul Hertz fra Nasas rumvidenskabelige afdeling.
Missionen skal både være med til at fortælle noget om det materiale, som stammer fra solsystemets oprindelse, kortlægge ressourcer i asteroider, som kan benyttes ved fremtidige bemandede udforskninger, samt øge forståelsen for den trussel, som asteroider kan udgøre for Jorden.
Moonrise skal tage en bid af Månen
Den tredje mission er Moonrise, der skal lande tæt ved Månens sydpol og indsamle et kg måneklipper og bringe det tilbage til Jorden.
Moonrise skal lande i Månens store Aitken-bassin, som er et nedslagskrater, der er over 2.400 kilometer i diameter. Disse klipper kan være med til at fortælle en masse om Månens oprindelse, da de menes at stamme fra dybt inde i Månen.






