Urinseparerende toiletter kan være løsningen på hospitalernes forureningsproblemer med udledning af medicinrester. Langt de fleste skadelige stoffer i hospitalsspildevand stammer fra netop urinen.

Et udredningsprojekt på DHI skal vurdere, hvad urinseparerende toiletter og vandrensningsanlæg på hospitalerne kan gøre for hospitalernes spildevand. DHI er et teknologisk serviceinstitut (GTS), der forsker i vand, miljø og sundhed. På DHI er chefplanlægger Ulf Nielsen leder af projektet. Han påpeger, at der stadig er meget vi ikke ved om hospitalers spildevand og rensning af det.

»Det man diskuterer, er hvor meget man kan vinde ved at bruge urinseparation. Man ved ikke, hvad potentialet i urinseparation er og hvilke rensemetoder, som er mest fordelagtige,« siger han.

Da miljøminister Troels Lund Poulsen (V) i maj sidste år lancerede en handlingsplan for hospitalsspildevand, satte det gang i undersøgelserne af, hvordan medicinrester kan renses ud af spildevandsstrømmen fra hospitalerne.

Blandt spildevandseksperter havde handling på området været efterlyst gennem lang tid. De løsninger, der bliver undersøgt nu, har derfor været undervejs længe, men det er først nu, forskningen for alvor kan komme i gang. I projektet deltager bl.a. Lynettefællesskabet, Hvidovre Hospital, Rigshospitalet, Grundfos og Lunds Universitet.

Toiletter med to afløb
De farlige stoffer i hospitalernes spildevand spænder fra patogene (sygdomsfremkaldende) organismer, over radioaktive stoffer, til medicinrester som cytostatika og antibiotika. Det er derfor nødvendigt at bruge en særlig rensningsteknik inden spildevandet ledes videre til et almindeligt rensningsanlæg.

Det kan gøres simplere ved hjælp af urinseparation, forklarer Ulf Nielsen:

»Hovedparten af medicinresterne udskilles gennem urin, så man kan rense en stor del af lægemiddelstofferne ud ved at rense en meget lille del af spildevands-mængden.«

Urinstrømmen udgør kun to-tre procent af den samlede spildevandsstrøm. Hvis man kan fjerne størstedelen ved at rense en meget lille delstrøm er det derfor en økonomisk og ressourcemæssig fordel.

Patogener og mikroorganismer kommer ud med afføringen, mens urinen transporterer hovedparten af medicinresterne fra kroppen til kloakken.

Urinen kan renses ved hjælp af såkaldte poleringsteknikker, der dels består af avancerede oxidationsprocesser og dels består af behandling med aktivt kul.

Selv om urinrensningen teoretisk set kan løse problemet, er det dog ikke sikkert, at det ser sådan ud i virkeligheden.

»Der kan blandt andet forekomme problemer med udfældninger, der stopper rørene til og problemer med at få brugerne til at bruge det korrekt når vi når til den praktiske implementering,« forklarer Ulf Nielsen.

Konkret skal patienterne vænne sig til at der er to afløb i toiletterne. Det er så op til patienterne selv at ramme rigtigt så de to strømme bliver korrekt sorteret.

Blandt andet derfor er spørgsmålet, hvor meget man ønsker spildevandet renset. Ulf Nielsen siger:

»Om man så ønsker hele strømmen renset eller kun delstrømmen ved hjælp af urinseparation, er en politisk beslutning.«

Holdet på DHI undersøger også, hvordan den samlede strøm kan renses. I store træk er der tale om de samme teknikker. Der skydes blot en forbehandling ind. Her er tale om en membran-bioreaktor (MBR) teknologi, der kombinerer kompakt biologisk rensning med membranfiltrering.

Ingen kender omfanget
Da regionerne står over for en stribe større hospitalsudvidelser og –nybyggerier, er det nødvendigt at tænke spildevandet med, når der bygges nyt. Hvis spildevandet for eksempel kræver et rensningsanlæg på selve hospitalet eller kræver to separate afløbssystemer, er omkostningerne ved at lave ombygninger senere hen, uforholdsmæssigt store.

De endelige krav til spildevandet skal stilles af hospitalernes kommuner. Kommunerne er derfor også på jagt efter forskning på området.

Omfanget af problemet er fortsat relativt ukendt, først og fremmest på grund af at det er svært at bedømme hvor meget medicin der løber ud med spildevandet og hvor stor en del af det der klarer turen gennem det lokale spildevandsanlæg og videre ud i naturen.

Når medicinstofferne findes i naturen, er spørgsmålet hvor skadelige de egentlig er for dyr og mennesker. Når det kommer til resistente bakterier, er det muligt, at der kan ske en spredning i naturen.