Hver tredje nyuddannede ingeniør er nu arbejdsløs. Det er dobbelt op i forhold til sidste år. Og selv om vi heldigvis ikke rammer de voldsomme arbejdsløshedstal fra begyndelsen af halvfemserne, er der grund til at råbe op og finde en løsning. Det er ikke nok at vente på, at krisen klinger af, og virksomhederne igen begynder at ansætte de unge talenter. Der vil mindst gå et par år, før konjunkturerne er gunstige nok til, at virksomhederne vil opsuge de nye ingeniører.

I mellemtiden vil det gå som i sidste jobkrise: De arbejdsløse ingeniører vil vælge andre veje og ender med at køre taxa, blive tømrere eller kaffesælgere - god og ærlig beskæftigelse, men sjældent den bedste løsning for det enkelte menneske og i hvert fald en slet konsekvens for samfundet. Når opsvinget kommer, vil mange allerede være evig tabt for standen. Så får vi atter mangel på kompetent arbejdskraft og må enten importere hoveder eller udflage udvikling.

Derfor har samfundet en betydelig, langsigtet interesse i at hjælpe de unge ingeniører til at holde fast i deres uddannelse. Og derudover har staten og erhvervslivet også et særligt ansvar i forhold til den enkelte dimittend. For man kan ikke propagandere, køre kampagner og særligt markedsføre teknik og naturvidenskabelige uddannelser over for opvoksende generationer for bare at overlade dem til sig selv i en krisetid, når de nu har rettet ind efter autoriteternes indtrængende anbefalinger. Dertil vil den erfarede ledighed undergrave enhver kampagnes troværdighed.

Løsningen er ikke, som man tidligere har gjort, at parkere de uheldige på universiteterne i langvarige ph.d.-projekter. Det er nemlig ingen naturlov, at alle dygtige ingeniører nødvendigvis også er fremragende forskere. I stedet må det vigtigste være, at ingeniørerne får mulighed for at udøve deres fag og virke, hvor det batter - nemlig i de virksomheder, hvor man har brug for deres kompetencer men ikke i øjeblikket har råd til at honorere dem.

Vi finder spor til løsningen blandt nogle af de 11 milliarder kroner, som ugebrevet Mandag Morgen har kortlagt bliver delt ud i blinde via indirekte statsstøtte i form af fritagelse for moms- og skattebetaling til udvalgte dele af erhvervslivet. I stedet kan staten tilbyde dimittenden personligt et rimeligt løntilskud, såfremt denne kan formulere et nyt job eller projekt i samarbejde med en virksomhed, der giver fagligt mening og er kompetencemæssigt relevant.

Virksomheden betaler en grundløn på dagpengeniveau. Tilskuddet og selve ordningen er naturligvis tidsbegrænset. Allerede i dag eksisterer der ordninger med løntilskud. Og tanker i stil med ovenstående har tidligere været formuleret - også i IDA. Man må bare konstatere, at ordningerne, som de ligger nu, ikke for alvor rykker noget.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen fortalte danskerne, at han nu kravler i arbejdstøjet i regeringens vækstforum. Her vil han finde ud af, hvordan vi fremover kan kapitalisere på grøn teknologi. Et hurtigt tip i et ressourcefattigt land er at lade pengene følge kompetencerne, der er nationens primære råstof, i stedet for erhvervsstrukturer. Flyt erhvervsstøtten til morgendagens dygtige, nytænkende men arbejdsløse ingeniør, og vi vil være tættere på at kunne indfri ambitionen om at bære Danmark op i verdensklasse.