blogs kategori-billede

Vind en Arduino i ing.dk/grupper

Af Rolf Ask Clausen,  torsdag 07. jan 2010 kl. 10:25

Fortæl om dit projekt, vind en Arduino. Så enkel er opskriften på at deltage i den første konkurrence i ing.dk/grupper.

Konkurrencen foregår i gruppen ”Selvgjort er velgjort”, som gennem et par måneder er vokset voldsomt og har tiltrukket en lang række hjemmefuskere i ordets bedste forstand.

Men hvad er en Arduino? Kort fortalt er det et lille stykke open source elektronik. En meget simpel computer, som det er ganske let at tilslutte alle mulige slags elektronik og komponenter og derefter programmere; sensorer, lysdioder, displays - alt muligt. Arduino’erne er ved at blive voldsomt populære hele kloden rundt.

Poul-Henning Kamp har på sin blog beskrevet en Arduino-drevet spillecomputer til børn.

For at deltage, skal du være medlem at gruppen. Du tilmelder dig på gruppens side: http://ing.dk/grupper/selvgjort-er-velgjort/. Klik på "Bliv medlem af denne gruppe". Du skal have en brugerprofil på ing.dk for at kunne blive medlem. Har du ikke det, kan du oprette dig på et øjeblik her.

Selve opgaven er enkel: Beskriv dit igangværende Arduino-projekt eller hvad du kunne tænke dig at bygge i denne tråd i gruppen inden mandag den 18. januar.

Blandt alle indsendte forslag i gruppen trækkes lod om en basis-Arduino: Arduino Duemilanove.

Præmien er sponseret af Arduino-forhandleren Let Elektronik i Ålborg, som er blandt læserne her på ing.dk og i denne gruppe.

PS: Redaktionen arbejder på en opfriskning af reglerne for grupperne. Mere om kort tid.

PPS: Der er en fejl i gruppesoftwaren. Pas på med at redigere indsendte indlæg. Indlæggene risikerer at gå off-line og ”forsvinde”. Vi arbejder på sagen.



07. jan 2010 kl 20:04

avatar

Ernst Krogager

Til lykke, hr. redaktionschef

Og hermed fik redaktionschefens egen gruppe 'Selvgjort er velgjort' så i løbet af bare en enkelt dag indhentet gruppen 'Elbiler unplugged' med hensyn til antallet af medlemmer. I skrivende stund står det 88-88.

Til lykke med det!

Men når det er sagt, skal også lyde et: Velbekomme! Jeg finder det nemlig mildest talt besynderligt, at redaktionschefen himself finder anledning til at afholde en konkurrence for – inden hele tre måneder er gået, siden gruppen blev stiftet – at komme op og overtage den ærefulde titel af 'Stifter af største gruppe på første danske medie på internettet'.

Om muligt endnu mere besynderligt finder jeg det, at det hele har et præg af reklamebudskab over sig, selv om det jo hedder sig (http://ing.dk/vilkaar), at det ikke er tilladt: "Indlæg må ikke være reklamebudskaber." Tusindkronersspørgsmålet er naturligvis: Hvornår er der tale om et reklamebudskab?

Måske skulle jeg – efter at jeg som muligvis bekendt pr. 25. november 2009 er ophørt med at være CityEL-forhandler – overveje at udskrive en rask lille konkurrence i gruppen 'Elbiler unplugged' med en eller anden CityEL-ting som præmie. Konkurrencen kunne fx baseres på indsendelse af noget i retning af "Hvorfor jeg ikke vil køre i CityEL" … men lad det nu hellere ligge.

Apropos regler, så slutter Rolf Ask Clausen ovenstående indlæg med en bemærkning om, at redaktionen arbejder på en opfriskning af reglerne for grupperne. Det skal blive interessant at høre, hvad den opfriskning så nærmere kommer til at gå ud på …

Og når man nu er i gang med at kigge på regler, kunne det måske også være en passende anledning til at få nærmere forklaret, med hvilke retfærdighedsprincipper og sanktionsmidler man så vil sikre, at reglerne overholdes.

I forbindelse hermed og til mulig videre inspiration kan jeg henvise til et endnu ikke besvaret spørgsmål i denne tråd: http://ing.dk/artikel/104725-o...ort.

Debatværten Julian Henlov har i øvrigt selv stillet det hertil relevante spørgsmål:

"Debatindlæg skal holdes i en sober tone - men hvor går grænsen? Vi kører efter et "bolden, ikke manden" princip. Det er tilladt at angribe argumenter og holdninger men ikke personer. Derfor er det f.eks. acceptabelt at kalde en udtalelse for idiotisk, men ikke at kalde en navngiven modpart i debatten for idiot." (http://ing.dk/artikel/102379-d...ring)

Og minsandten om det så ikke i mellemtiden er blevet til 90-88 – til mere lykke!


07. jan 2010 kl 20:25

avatar

Rolf Ask Clausen

Re: Til lykke, hr. redaktionschef

Konkurrencen kunne fx baseres på indsendelse af noget i retning af "Hvorfor jeg ikke vil køre i CityEL" … men lad det nu hellere ligge.

Denne glimrende ide vil vi ellers gerne høre nærmere om. Har du nogle præmieegnede elbil-ting liggende?

Og hvad gik galt? Fortæl fortæl...


07. jan 2010 kl 20:31

avatar

Ernst Krogager

Re: Re: Til lykke, hr. redaktionschef

Nu er det jo ikke mig, der ikke vil køre i CityEL … :-)


07. jan 2010 kl 20:34

avatar

Rolf Ask Clausen

Re: Re: Re: Til lykke, hr. redaktionschef

Heller ikke mig. Jeg har haft en yderst fornøjelig oplevelse rundt i Københavns myldretidstrafik med sådan en i cabriolet-udgave. Bagsiden er vist prisen, ikke sandt, hr. ex-forhandler, og måske også dens anvendelighed uden for byer.

Så lad os lige høre, hvorfor ophørte forhandlingen ?


07. jan 2010 kl 20:58

avatar

Ernst Krogager

Re: Re: Re: Re: Til lykke, hr. redaktionschef

Forhandlingen ophørte blandt andet på grund af, at stort set ingen vil køre i CityEL, som landet ligger. Manglende tid og revisorregninger var andre væsentligt medvirkende årsager til at lukke underskudsforretningen – altså ikke manglende revisorregninger!


08. jan 2010 kl 15:43

avatar

Rolf Ask Clausen

Elbilgruppen

Med alle de medlemmer, der allerede er i elbilgruppen - og med al den brede interesse for elbiler, kunne det være rigtig godt at få mere gang i elbilgruppen.

En konkurrence ville sikkert være en rigtig god ide. Måske er der flere muligheder. Redaktionen giver gerne en hånd. Forslag modtages med tak.


08. jan 2010 kl 20:46

avatar

Ernst Krogager

Re: Elbilgruppen

Tak for den udstrakte hånd, Rolf Ask Clausen. Nu var det jo godt nok ellers mest ment som en lille PR-spøg til fordel for de tilbageværende CityEL-forhandlere, hvilket jeg jo skulle kunne tillade mig som ex-forhandler, ligesom du som ikke-ex-forhandler kan tillade dig at slå et slag for Arduino.

Men på den givne foranledning vil jeg da overveje sagen nærmere og foreslå importøren i Assens at tage udfordringen op – han forhandler i øvrigt også elbilen Reva. Måske kunne jeg endda lokke ham til at oprette en profil på ing.dk og skaffe indtil flere nye medlemmer af elbilgruppen – for den er da ligegodt ved at få baghjul – 96-88 står det nu!

Lad mig så også lige som en ekstra krølle på ophørsårsagerne medgive, at det i forbindelse med ophøret nok også har ligget lidt i baghovedet, at I ikke lader bloggere bruge bloggen til at reklamere for deres produkter/serviceydelser – om end det naturligvis kan være lige meget, når man alligevel ikke skal være blogger på ing.dk. :-)


09. jan 2010 kl 19:40

avatar

Rolf Ask Clausen

PPS: Indsend færdige indlæg

Gentager lige PPS'et, da jeg kan se, at nogle har forsøgt at redigere deres gruppeindlæg.

Pas på.

Der er en fejl i gruppesoftwaren, som betyder, at hvis man redigerer et netop indsendt indlæg og derefter forsøger at gemme det igen, så går det tabt. Det eneste spor, der bliver tilbage, er et tomt link i overskrifts-rullen.

Pas på.

Fejlen gælder kun i grupperne. Vi er på sagen. Indtil da, indsend kun færdige indlæg i grupperne!


10. jan 2010 kl 13:00

avatar

Rolf Ask Clausen

Fejl i tidsfrist

Der var en fejl i tidsfristen i ovenstående blogindlæg (der stod 11. januar, hvilket er forkert og nu er rettet, beklager).

Konkurrencens frist er indsendelse inden 18. januar.

Der er fuld fart på og der er allerede indsendt 18 forslag. Der kan derfor nå at komme mange flere.


25. jan 2010 kl 13:16

Ove Andersen

Arduino gruppe

Kunne det ikke være en ide at lave en arduino gruppe her på ing.dk? Det ser ud til at mange er interesserede i Arduino (jeg inklusiv, og skal da vist have et sæt), og så ville ing.dk da være et perfekt sted at samĺe informationer og personer med viden om Arduino :)

EDIT:
Okay ser nu, at mange har skrevet om Arduino i Selvgjort er velgjort, så det er vel Arduino gruppen? :)


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Debatterede
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.