Så skete det alligevel: Mindst otte tagkollaps i Nordjylland
Det er sandsynligvis store snemængder, der har fået otte tage til at kollapse i Nordjylland. Hårdest ramt er en grisestald og en 500 kvm. stor fabriksbygning. For få dage siden vurderede eksperter ellers, at risikoen for tagkollaps var lille.
De store snemængder i Nordjylland har indtil videre resulteret i mindst otte tagkollaps. Det seneste skete sent i går aftes, da taget på en svinestald på Birketvej ved Sindal i Nordjylland kollapsede.
Hos Falck lyder meldingen, at 700-750 kvm af svinestaldens tag kollapsede i stalden, der var fuld af grise, og siden har Falck haft et omfattende redningsarbejde i gang, hvor man har afstivet dele af bygningen, for at kunne redde grisene ud.
Hos Falck frygter man, at kollapset på svinestalden ikke er det sidste.
»Vi havde fire tagkollaps i går plus taget på grisestalden. Det er svært at vide, om der kommer flere, men det ville være mærkeligt at antage, vi slipper med de fem. Der er dog ikke udsigt til mere sne trods alt, så det kan være, vi slipper med skrækken,« siger kommunikationschef hos Falck, Louis Illum Honoré.
Omfanget af skaderne og bygningernes tilstand før ulykkerne ligger Falck endnu ikke inde med, men udover grisestalden, hvor det meste af taget er kollapset, skulle taget på en 500 kvm stor fabriksbygning også være kollapset.
Derudover har Falck fået meldinger om tagkollaps i staldbygninger ved Farsø, Buddum og Hurup.
»Ulykken på fabriksbygningen var relativt stor. Det var taget på en stor fabriksbygning, der brød sammen,« siger kommunikationschef hos Falck, Louis Illum Honoré.
Hos Bygningskontoret Nord, der har haft en bygningskonstruktør ude for at undersøge skaderne på svinestalden ved Sindal hele natten, lyder meldingen, at man udover de fem tagkollaps, som Falck kender til, desuden har fået tre meldinger om tagskader som følge af sneen på et maskinhus, en kyllingestald og endnu en svinestald.
Dermed drejer det sig indtil videre minimum om otte bygninger, der i større eller mindre omfang har oplevet dele af taget kollapse.
Hos Bygningskontoret Nord er man enig med Falck i, at det formentlig ikke er de sidste tagkollaps, man oplever i denne omgang:
»Jeg tror ikke, det er de sidste meldinger, vi har fået. Det er meget svært at få et overblik. Vi får dem ind løbende, men det er frostsne, og når det begynder at tø, bliver det ikke bedre. Det er en barsk belastning det hele er udsat for. Ældre bygninger og sammenbygninger, hvor der pludselig er snelommer, der bliver fyldt ud,« siger Bente Søgaard, akademiingeniør og direktør i Bygningskontoret Nord.
For få dage siden vurderede eksperter til ing.dk, at risikoen for tagkollaps i samme omfang som for tre år siden var usandsynlig. Dengang kollapsede tagene på 15 bygninger i løbet af en weekend.






