Kapløbet om at lave den første laser blev for alvor skudt i gang, da Charles Townes og Arthur Schawlow i 1958 skrev en teoretisk artikel om muligheden for at lave infrarøde og optiske masere.

Townes havde nemlig allerede i 1953 lavet en maser, der forstærkede mikrobølgestråling ved 24 GHz efter samme princip som lasere i dag forstærker synligt eller infrarødt lys. Hvor 'l' i laser står for lys, står 'm' i maser for mikrobølger.

Townes var dog klar over, at en optisk eller infrarød maser med en kortere bølgelængde ville have større interesse for molekylær spektroskopi. Schawlow og Townes redegjorde omhyggeligt for, at der helt klart var en række tekniske problemer ved at opnå effekten ved optiske frekvenser, men også at disse problemer ikke var uovervindelige.

Det blev Theodore Maiman fra Hughes Research Laboratories i Californien, der vandt kapløbet om at lave den første laser.

Med en blitzlampe belyste Maiman en rubinkrystal med sølvcoatede endeflader, som derved frembragte stimuleret optisk stråling ved en bølgelængde på 6.943 ångstrøm (rødt lys). En del af hans hemmelighed var, at han baserede sig på velkendte dele, som han 'blot' satte korrekt sammen.

Maiman beskrev sit eksperiment i en ultrakort artikel 'Stimulated Optical Radiation in Ruby' på mindre end en side, som Nature bragte den 6. august 1960 - i øvrigt efter Physical Review Letters først havde afvist at bringe artiklen - hvilket måske er meget sigende for det ringe kendskab til lasere og deres potentielle betydning, som fysikerne havde for 50 år siden.