»Jeg forstår godt, at virksomheder ikke ansætter nyuddannede«

Ingeniørvirksomheder efterspørger først og fremmest erfaring, når de nyansætter, viser Ingeniørens og IDAs konjunkturanalyse. Og det er fuldt forståeligt, mener it-ingeniør Vedran Leso, der som ledig dimittend er vant til at vige for mere erfarne jobkandidater.

Af Sara Rosendal, fredag 08. jan 2010 kl. 00:45

Der er ikke meget tudefjæs over Vedran Leso, selv om han har gået ledig, siden han dimitterede fra ingeniørstudiet i sommer. Var han selv arbejdsgiver, ville han ikke tøve med at sortere sig selv fra, hvis han kunne vælge en mere erfaren kandidat.

»Sådan er vilkårene under en krise, hvor virksomhederne ikke har råd til langvarig oplæring,« siger Vedran Leso, der er uddannet it-ingeniør fra Ingeniørhøjskolen i Ballerup og indtil videre har søgt omkring 30 job uden held.

På bare ét år er dimittendledigheden steget fra 17,3 til 33,3 procent, og de nyuddannedes chancer for at få foden indenfor bliver ikke lettere af, at virksomhederne tilsyneladende foretrækker folk med erfaring. Det fremgår blandt andet af Ingeniørens og IDAs konjunkturanalyse blandt godt 200 ingeniørtunge virksomheder. Her angiver 55 procent af virksomhederne erfaring som den vigtigste personlige egenskab, når de ansætter nye medarbejdere.

»Det er selvfølgelig et paradoks, for som nyuddannet kan jeg ikke skaffe den dybe faglige erfaring, før jeg får et job. Men det forhindrer mig ikke i slå på den erfaring, jeg trods alt har, og jeg forsøger også at udvide mine kompetencer hele tiden,« siger Vedran Leso.

Selvstændig kaffeimportør

Som 15-årig begyndte han at samle og reparere computere i en mindre butik i København. Siden har han programmeret og designet flere hjemmesider og læst en del af multimediedesigneruddannelsen. Som ledig har han startet en bibeskæftigelse med import af kaffebønner fra Uganda, som han sælger til danske cafeer.

»Jeg har lært rigtig meget om salg og markedsføring gennem min nye forretning. Blandt andet har jeg erfaret, at mit udenlandsk klingende navn kan være svært at huske for kunder. Det er jeg træt af, derfor overvejer jeg at tage William som mit professionelle navn, som jeg også kan bruge i jobansøgninger,« siger Vedran Leso, der kom til Danmark som niårig fra eks-Jugoslavien.

Fremhæv generelle kompetencer

Ifølge Susanne Lindeløv fra Konsulentvirksomheden Akantus er evnen til at opbygge generelle kompetencer afgørende for ledige dimittender. Hun mener, at unge ingeniører har den fordel, at de tilhører en it-generation, der er trænet i hurtigt at kunne tilegne sig ny viden via internettet. Det er blandt andet den slags generelle kompetencer, de skal fremhæve.

»Ingeniører er ofte meget fokuserede på deres faglighed, fordi den undervisning de har modtaget har været fagspecifik. De kan derfor have svært ved at sætte ord på deres generelle kompetencer, men det skal de øve sig i, når de som nyuddannede søger job,« siger Susanne Lindeløv.

Hun opfordrer ledige dimittender til at konkretisere de situationer, hvor deres generelle kompetencer har været i brug. Det gælder for eksempel i projektarbejde i løbet af uddannelsen, der kan demonstrere jobansøgerens evner inden for kommunikation og samarbejde over for en kommende arbejdsgiver.

Fakta: Sådan får du dit første job
Bevar kontakten til dit fag enten gennem faglige netværk eller ved jævnligt at tale med folk, der arbejder inden for faget. Spørg til deres arbejdsområder, og hvad der aktuelt rører sig i branchen både teknologisk og forretningsmæssigt. Kan du udvise up-to-date-viden under en jobsamtale, øger du chancen for at blive udvalgt.

Brug tidligere studiekammerater og andre bekendte i branchen som ambassadører, der hele tiden holder øje med eventuelle jobmuligheder.

Beslut et specifikt antal ansøgninger, du vil have sendt ud hver uge. Er der ikke opslåede stillinger, så send uopfordrede ansøgninger - og følg op på dem.

Målret din ansøgning og besvar altid de krav og ønsker, der er beskrevet i stillingsopslaget. Konkretisér dine kompetencer ved at give eksempler på, hvordan du har løst diverse opgaver og udfordringer.

Har du svært ved at sætte ord på dine generelle kompetencer, så beskriv for dig selv, hvordan du helt konkret har løst forskellige opgaver. Sådan finder du frem til dine evner til at planlægge, koordinere, samarbejde, analysere etc. Det er kompetencer, man ofte selv tager for givet, men som er afgørende i mange job.

Læg en plan for din jobsøgning med både kort- og langsigtede mål. Det gør jobsøgningen til et projekt, der er lettere at forholde sig professionelt til. Derved begrænser du risikoen for at tage afslagene personligt.

Kilde Susanne Lindeløv, Akantus