LPG - en helt anden gas-historie
Autogas var stort i Danmark fra 1960 til 1990. Men det var en helt anden slags gas end den naturgas, som debatten nu drejer sig om.
Læs også
Danmark har haft masser af gasbiler og tankanlæg til dem, men de biler havde intet med naturgas at gøre.
Bilerne kørte derimod på LPG (Liquified Petrolium Gas), også kaldet GPL, LP Gas, autogas eller simpelthen flaskegas. Den gas er et biprodukt fra raffinaderiernes forarbejdning af olie.
Det er langt enklere at bygge gastank til at fylde LPG på en bil end naturgas. LPG har en helt anden sammensætning end naturgas. Den består først og fremmest af butan og propan. Energiindholdet i LPG i væskeform er knap tre gange så højt som i naturgas ved 200 bars tryk, og LPG behøver kun et driftstryk på ti bar for at holdes flydende ved almindelige temperaturer.
Naturgas, der hovedsageligt består af metan, skal derimod ved atmosfærisk tryk køles til minus 162 grader C for at gøres flydende. Derfor tankes naturgas i stedet under højt tryk, mindst 200 bar, for at sikre biler og busser tilstrækkelig rækkevidde.
Med LPG er det muligt at installere en tank i bagagerummet, og der findes ombygningskit til almindelige benzinbiler, så de i stedet kan brænde flaskegassen af.
I Danmark var storhedstiden for LPG i bilerne ifølge Dansk Gasteknisk Center fra 1960 til 1990. Forbruget toppede i 1980. Da den afgiftslettelse, som havde båret markedet, forsvandt, uddøde LPG i danske biler lige så stille. I dag er der kun nogle få tankstationer tilbage, som hovedsageligt betjener turister sydfra.
Ifølge projektleder Henrik Iskov kan LPG være en genvej til bedre miljø. I forhold til naturgas er der dog kun tale om en halv løsning. CO2-udslippet nærmer sig benzinmotorens, partikeludslippet er større end med naturgas, og flaskegassen svinger voldsomt i prise.
Ikke desto mindre havde København indtil for nylig en af de største europæiske flåder af gasbusser, drevet af Arriva - 250 busser, da der var flest. De er også på vej ud af bybilledet.





