Naturens tankelæser
Under en forelæsning i april 1820 observerede Hans Christian Ørsted, at en magnetnål slog ud til siden, når en elektrisk ledning blev ført hen over den. Elektromagnetismen var opdaget.
På wikipedia kan man læse (http://da.wikipedia.org/wiki/Elektromagnetisme):
”Opdagelsen af elektromagnetismen tilskrives derfor ofte H.C. Ørsted, der ved et tilfælde observerede den samme effekt i 1820, mens han forberedte sig til en forelæsning”.
Tilfælde? Nej, det er det rene vås.
I en omfattende biografi om Hans Christian Ørsted dokumenterer Dan Ch. Christensen, hvordan Ørsted gennem næsten tyve år målrettet havde arbejdet hen mod at vise et slægtskab mellem kemiske, elektriske og magnetiske kræfter. Han fejlede flere gange i sit forsøg på dette, bl.a. da han i Paris i 1803 uden held viste eksperimenter over for de førende franske videnskabsmand i et forsøg på at skaffe sin ven, den tyske kemiker Johann Ritter, en stor videnskabspris.
Ørsteds overvejelser omkring naturkræfterne udgav han i 1812 på tysk ”Overvejelser over de kemiske naturlove på grundlaget af nyere opdagelser” – ”Ansciht der chemischen Naturgesetze durch die neueren Entdeckungen gewonnen”.
Året efter udkom en fransk udgave med titlen ”Undersøgelse over identiteten mellem kemiske og elektriske kræfter” – ”Reserches sur l’identité des forces chimiques et électriques”.
Disse var grundlaget for Ørsteds eksperimenter i 1820.
I perioden november 1819 til maj 1820 udbød Ørsted en privat forelæsningsrække over ”Elektricitet, Galvanismus og Magnetismus tillige med de chemiske Naturlove, som deraf lader sig udlede”. Forelæsninger blev afholdt om aftenen på tirsdage og torsdage.
Dan Ch. Christensen skriver:
”Ørsteds tilhørere var ikke tilfældigt forbipasserende, men mænd med betydelige forkundskaber. Mange af det havde fulgt hans forelæsninger og må betegnes som viderekomne amatører. I sine forelæsninger havde han sat dem godt ind i sine dynamiske teorier fra Ansicht, bl.a. i det tankeeksperiment, at stærke elektriske kræfter kunne påvirke en magnet. Denne idé havde han kun fremsat på papiret, da den var udtænkt på en rejse, hvor han ikke havde adgang til at prøve den af, fordi de nødvendige instrumenter ikke var til stede. Det var de nu i form af hans og Esmarchs trugapparat. Så hvorfor ikke prøve?
Ørsted besluttede sig i et anfald af tillid til egen fornuft til at vove forsøget. Og mens Dyssel gjorde trugapparatet klart, satte han tilhørende ind i formålet med det forestående eksperiment. Han førte platintråden langsomt om kompasset i forskellige vinkler, Dyssel sluttede forbindelsen mellem lederen og det galvaniske batteri, og pludselig, da han holdt tråden parallelt med kompasnålen, så han bevægelsen, udslaget, virkningen! Tilhørerne så det også. Magnetnålen nikkede bekræftende til Ørsteds tankeeksperiment.”
Det vides ikke præcist, hvilken tirsdag i april 1820 denne forelæsning blev holdt, men Dan Ch. Christensen peger på den 4. april som en mulighed. Det var en periode, hvor Ørsted havde meget travlt. Han havde sine andre forelæsninger at passe. Desuden skulle han kort tid efter oplæse en rapport i Videnskabernes Selskab om en geologisk undersøgelse af Bornholm, som han deltaget i september 1819. Den 12. april skulle han være med meddommer i en konkurrence til at finde den bedste plov. Ørsteds femårsperiode som sekretær for Videnskabernes Selskab udløb i maj måned, så han skulle også overveje om, han ville stille op til genvalg. Og var der alle de studerendes filosofikumopgaver, der skulle rettes.
I juli fik Ørsted dog endeligt tid til at eksperimentere på egen hånd og undersøge nærmere om magnetnålens reaktion med Dan. Ch. Christensens ord ”var en ægte sensation”. Det var det.
Den 21. juli kunne Ørsted sammenskrive sine undersøgelse på latin i skriftet ”Experimenta circa effectum conflitus electrici in arcum magneticam” - eller på dansk: ”Forsøg over den electriske Vexelkamps Indvirkning paa Magnetnaalen”.
Den blev sendt til 48 videnskabsmænd i Europa. Mange anerkendte den straks som et gennembrud, andre skulle lige tænke sig om et stykke tid, før de var villige til erkende sammenhængen. Men i løbet af kort tid blev Ørsted en af Europas mest kendte og anerkendte videnskabsmænd og han kunne lade sig hylde i Tyskland, Frankrig og Storbritannien under en europarejse i 1822-23.
Dan Ch. Christensen har skrevet en utrolig flot bog om Ørsted. Vi hører om Ørsteds personlige og faglige kampe – ikke mindst for at skaffe naturvidenskab en fremtrædende plads på universitet. Ørsted var helt sikkert så langt overvejende et gennemsympatisk menneske, men det er ikke kun et glansbillede, bogen tegner af Ørsted. Vi hører om hans hidtil hemmeligholdte første forlovelse. Hans velkendte nære forhold til broderen Anders Sandøe Ørsted, der blev Danmarks førende jurist, er naturligvis beskrevet, men det samme er også de problematiske forhold til tre yngre brødre. Vi hører både om Ørsteds geniale indfald og hans mere tvivlsomme teorier – og hans måde til at sno sig i systemet, hvor han ofte lovede mere, end han kunne eller ville overholde.
Dan Ch. Christensen tager læserne med på mange sidespor i sin fortælling. Men det gør blot bogen bedre – for den bliver derved ikke kun en beretning om Hans Christian Ørsted, men også en fascinerende historie om hele perioden fra slutningen af 1700-tallet til 1800-tallet.
Sproget er flydende og elegant, trykfejl er stort set ikke eksisterende. Bogen er utroligt flot illustreret. Papir og tryk er lækkert. Som læser bliver man taget godt i mod og sikkert ført fra begyndelse til ende.
”Naturens tankelæser” får min allerstørste anbefaling.
Dan Ch. Christensen
Naturens tankelæser – En biografi om Hans Christian Ørsted
1210 sider (to bind), Museum Tusculanums Forlag, 2009
ISBN 978 87 635 2524 4, vejl. pris 498 kr.
vejl. pris 498 kr.
Anmeldelser:
|
