/elektronik

Skotter laserskanner historiske monumenter

Et hold af skotske eksperter tager en millimeterpræcis laserskanner i brug for at bevare truede monumenter i digital form. De fire amerikanske præsidenter på Mount Rushmore er blandt holdets første opgaver.

Af Christian Østergaard, onsdag 06. jan 2010 kl. 06:18

Skotske ruiner og gamle bydele har lagt mursten til de første af et skotsk ekspertholds skanninger af bevaringsværdige bygninger og monumenter. Holdets laserskanningsmetode er ikke i sig selv ny eller unik, men skotterne er verdensførende i at udnytte den. Holdet vil undgå at vigtige historiske steder bliver udslettet uden, at man har en mulighed for at genskabe dem. Det skriver New York Times.

Der er behov for metoden, mener holdet bag projektet. Dels kan computermodellerne være nyttige i undervisningssammenhæng, eller når der skal forskes i for eksempel erosion, og dels kan skanningerne fungere som en slags backup af vigtige dele af vores kulturarv. Det kunne for eksempel have været nyttigt på Windsor Castle nær London, der i 1992 blev delvist ødelagt af en brand, påpeger David Mitchell, der er leder af Historic Scotlands gruppe for teknisk konservering over for New York Times. Han siger:

»Hvis restaurationsarbejderne havde haft laserskanninger dengang, kunne de have genopbygget alt med en præcision på tre millimeter, men i stedet blev de nødt til at være afhængige af gisninger ud fra fotografier.«

Teknologien bag skotternes metode er relativt simpel. En laser er placeret i en kasse der roterer 360 grader om sig selv. Samtidig bevæger laseren sig op og ned. Laserens stråle rammer således 5000 punkter i sekundet og kan placere dem på en computermodel af stedet. Automatikken giver en ekstremt høj sikkerhed og effektivitet i forhold til menneskelige målinger med laser. Herudover har laserudstyret den fordel at det på afstand kan skelne visse materialer fra hinanden.

I Skotland har gruppen allerede haft en del opgaver med at skanne noget af landets kulturarv. Når de fem skotter tager til USA for at laserskanne Mount Rushmore, er det dels for at udbrede kendskabet til muligheden, fortæller holdet til heritage-key.com. Det har nemlig givet metoden opmærksomhed på den anden side af Atlanten.

Gruppen har planer om at laserskanne omkring fem steder fra UNESCOs verdensarvsliste og David Mitchell nævner blandt andet Taj Mahal som en af mulighederne, men holdet arbejder også på muligheden for at skanne steder i blandt andet Chile og Kina.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.