blogs kategori-billede

Som forudsagt: Influenza-katastrofen er afblæst - men vaccinen blev solgt

Af Overingeniør Petersen,  onsdag 06. jan 2010 kl. 10:12

Ak-ja, lad os bare starte det nye år med at konstatere, at sidste års største medieflop uden for diskussion var alt det vrøvl om en særlig farlig influenza-pandemi, den væmmelige 'svineinfluenza', der truede os med tusindvis af dødsfald og i hvert fald med at lægge halvdelen af befolkningen i sottesengen.

Aldrig har så få lobbyister tjent så utroligt mange penge på at skabe unødig frygt i alverdens befolkninger. Det var sensationsjagtende mediers ukritiske opbakning til medicinalindustriens trusselsbillede, som desværre blev formidlet af selveste WHO, der fik de rige landes regeringer til at købe uhæmmet ind af overflødig vaccine for mange millliarder kroner. 

”Stop! Nu gider vi ikke høre mere om den ligegyldige svineinfluenza”, skrev jeg som overskrift på et indlæg her i klummen allerede 12. august sidste år. På det tidspunkt havde Sverige bestilt vaccine for ca. 3 milliarder kr. for at kunne vaccinere hele befolkningen to gange. Så nu brænder man inden med ubrugt og formentlig ubrugelig vaccine for mindst halvanden milliard kroner derovre.

"Influenza A-vacciner hober sig op i lægernes køleskabe", skrev man forleden dag her på kanalen. Statens Serum Institut mener, at faren ved influenza A er drevet over, og nu hober vaccinen sig derfor op hos lægerne, mens yderligere 2,1 millioner forudbestilte portioner vaccine er på vej. Derfor skylder danske skatteborgere nu nogle medicinalfirmaer godt 400 mill. kr. for medicin, vi ikke har brug for.

Helt vildt gik det for sig i Frankrig, beretter dagbladet Politiken idag. Her står man nu med ubrugte lagre af vaccine for ca. 16 milliarder kroner. Kun 5 millioner af de 63 millioner franskmænd har nemligt ladet sig vaccinere, og nu er det jo ligesom lidt sent. Sundhedsministeren bliver formentlig fyret, fordi hun havde ladet sig presse af den hysteriske presse til at indkøbe de store mængder vaccine uden at sikre sig, at kontrakten kunne annuleres, hvis der ikke blev brug for varerne.  
    
Når jeg allerede for et halvt år siden kunne forudsige skandalen, var det såmænd baseret på min egen skepsis og de ret få ædruelige røster fra lægefaglig side, der dristede sig til at rejse tvivl om pandemikatastrofens forventede omfang. De røster fik ikke nogen fremtrædende plads i mediernes sensationshistorier, for død og ulykke sælger nu engang langt flere aviser. 

Nu vælter de samme medier sig naturligvis i historier om den udeblevne katastrofe: 'Pandemien er en af århundredets største medicinalskandaler', skrev eksempelvis dagbladet Information forleden. I artiklen citreres en vis Wolfgang Wodarg, der er formand for Europarådets sundhedskomite og desuden epidemiolog og tidligere sundhedsdirektør i Flensborg, for at sige: ”Vi har haft en mild influenza - og en falsk pandemi”. Han har med sin faglige baggrund fulgt H1N1-pandemien nøje fra i sommer og kalder med rette den udeblevne pandemi for ”en af århundredets største medicinalskandaler”.

Problemet er nu, at vores mest vitale internationale organ på sundhedsområdet, WHO, er under stærk mistanke om at have ladet sig manipulere af vaccineindustrien – ja, at nogle i WHO's besluttende organer måske ligefrem er købt til at blæse i pandemitrumpeten, for at industrien kunne få forudsolgt vaccinen uden annuleringsbetingelser. Wolfgang Wodarg vil derfor i Europarådet tage initiativ til en undersøgelse af medicinalindustriens indflydelse på WHO med høringer af de ansvarlige for pandemiberedskabet, fremgår det af artiklen i Information.

Vi ved allesammen, at korruption på mange niveauer indgår i de normale handelsbetingelser i størstedelen af verden, selv om vi nødigt snakker højt om det. Det gælder også i programmer, som FN har stået for. Med den betændte pandemi-udmelding har WHO derfor fået et meget alvorligt problem med sin troværdighed.

Den globaliserede medicinalindustri har ikke samme problem. Dens troværdighed kan - med nogle få hæderlige undtagelser - i forvejen ligge på et meget lille sted. 

Rrrrrr!
Petersen, overingeniør



06. jan 2010 kl 13:24

avatar

Christian Munch-Petersen

Terror?

Gælder bemærkningerne ikke også den såkaldte "Terrortrussel"?


06. jan 2010 kl 14:03

Jens Ramskov

Har overingeniøren fejet for egen dør

Jeg synes, den sure overingeniør har ganske ret - selv om han nu godt kunne have sagt det hele på den halve plads.

Jeg kunne dog godt lide af vide, om overingeniøren ikke selv på nogle på nogle af sine mange salgsrejser i udlandet har været med til at sælge noget, som han udemærket vidste, kunden ikke havde brug for?


06. jan 2010 kl 14:09

avatar

Søren Rosendal Jensen

Re: Terror?

Gælder bemærkningerne ikke også den såkaldte "Terrortrussel"?

Helt bestemt. Jeg har aldrig taget den terrortrussel alvorligt. Man kan forstå, at den gælder for enkelte personer som Salman Rushdie og senest Kurt Westergård, men slet ikke for almindelige mennesker.

Med de foranstaltninger, som hysterikerne med Bush og de danske medløbere som især DF og Mikkelsen i front har fået iværksat, har vist netop givet den effekt som terroristerne kunne ønske sig. Her er indskrænkningen af de demokratiske rettigheder det værste.

Men også de latterlige ting man må igennem som flypassager - selv om de selvfølgelig er ret ligegyldige i sig selv, så tjener de til at skræmme (nogle af) os mere end terroren selv.

- Søren


06. jan 2010 kl 15:01

avatar

Overingeniør Petersen

Re: Har overingeniøren fejet for egen dør


Jeg kunne dog godt lide af vide, om overingeniøren ikke selv på nogle på nogle af sine mange salgsrejser i udlandet har været med til at sælge noget, som han udemærket vidste, kunden ikke havde brug for?

Svaret er nej. Men nu kan Jens Ramskov med sin baggrund fra det beskyttede værksted på Ingeniørens redaktion, hvorfra han yder sin fortræffelige indsats i oplysningens tjeneste, jo ikke have megen erfaring fra forretningsverden.

Ellers ville han vide, at stort set alt, hvad rådgivende ingeniørfirmaer sælger af ydelser, fremkommer efter et udbudsmateriale, der er specificeret mere eller mindre omhyggeligt af kunden selv eller af hans konsulenter. Jeg skal ikke afvise, at en kunde somme tider beder om at få noget projekteret, han ikke har brug for, men så er det hans egen skyld.


06. jan 2010 kl 15:45

Henning Svane

Influenza-pandemi og terror

Vi har haft en influenza-pandemi, men en meget ufarlig, men meget smidtsom variant. Som forøvrigt var besværgelig at komme af med.
Dette har været kendt som rigtigt nævnes i ovenstående artikel helt tilbage fra august/september måned da SSI meddelte at den var meget smidtsom men meget mild. Derfor ville de ikke købe mere hjem af vaccinen. Hvor mange gang har en fra SSI ikke blevet gennembanket for åben skærm fordi vi ikke alle skulle have adgang til vaccinen. Problemet var jo at da man skulle bestille vaccinen viste man ikke på det tidspunkt hvor kraftig den var. Derfor slog SSI koldt vand i blodet og så tiden an. Meget fornuftigt.
Jeg synes ikke at WHO har været så useriøse som der her gives udtryk for. De har fulgt pandamien og reporteret antal af døde. At så pressen blæser det op til at dert er verdens undergang er en helt andet historie. Det er jo snart ikke muligt at læse en sobert artikel. Sprogbruget er forfærdeligt.
Bolt her på ing.dk er sproget sunget til det forfærdelige. Så sent som i går kan man læse en overskrift "Facadesystem i højstyrkebeton smækker CO2-udledningen i bund". Suk! Komponenter bliver ofte og ligeledes smækket i.
Hele denne sag er medie skabt. Medierne kunne jo hele ikke forstå det skulle kunne tage så lang tid at lave en vaccine.
Det er jo også medierne der skaber terror truslen. Se blot JP der stiller sprøgsmål om Kurt W. skulle gå i sikkerhed og kalde på hjælp eller gå ud og prøve at forsvare sin barnebarn. Et fuldstændigt absurt spørgsmål og tillige uforskammet. Efter en herre i hans fremskeden alder har jo ikke har meget at byde ind med over for en ung mand med en økse fyldt med had. Her efter opfortres vi læser til at moraliser over hans valg. Afskyeligt!
Hilsen
Henning


06. jan 2010 kl 15:53

Henning Svane

Fra SSI om pandamien

Fra SSI omkring pandamien
http://www.ssi.dk/sw72331.asp....asp
Hilsen
Henning


06. jan 2010 kl 23:34

Jesper Ljungquist

Eftervirkninger!

Nu er så tiden kommet til at sætte fokus på følgevirkninger af vaccinationen!

ER DER konstateret bevirkninger?
Hvilke?
Hvor mange?

Hvad er resultatet af hele indsatsen mod H1N1?

Hvis ikke det er en statshemmelighed?


07. jan 2010 kl 00:29

avatar

jørgen holm-jensen

Re: Influenza-pandemi og terror

Det er jo snart ikke muligt at læse en sobert artikel. Sprogbruget er forfærdeligt.
Bolt her på ing.dk er sproget sunget til det forfærdelige. Så sent som i går kan man læse

Kære Henning

Inden du næste gang slipper en kommentar med kritik af sproget i en artikel, vil du så venligst korrekturlæse den en gang og måske endda udsætte den for en stavekontrol?

MvH.: JH-J.


07. jan 2010 kl 00:51

Thomas Jørgensen

Re: Eftervirkninger!

Jeg kunne nu godt have tænkt mig at have fået et vaccine-shot der kunne have holdt mig oprejst i det meste af december måned. Nu blev jeg ikke testet, men umiddelbart vil jeg gætte på H1N1 med efterfølgende bihulebetændelse og almindelig forkølelse.

At dette ikke var muligt skyldes vel først og fremmest logistik, på det tidspunkt hvor jeg måske kunne have fået vaccinen var det allerede for sent i forhold til den tid vaccinen skulle bruge for at have en effekt.

Man havde vel også mere travt med at selektere i de mennesker der kunne få vaccinen uanset at man burde have tænkt på at man nærmede sig den forventede toppunktsdato.

Nåja jeg lever da stadigt...


24. jan 2010 kl 19:47

martin gosvig

katastrofe stunt?

er det ikke lidt som med klima katastrofen?
jeg hørte ellers i et dokumentar program omkring vira at h1n1 vist nok har været kendt siden 1 verdenskrig. Dengang slog den dog en del flere ihjel.
Men disse vira vil blive værre i fremtiden, da det jo er klodens måde og bekæmpe os på..
Men trist man kan skabe så meget profit på folks panikangst. og jeg er konspirationsteoretiker.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Debatterede
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.