I mine øjne er det pt. 50/50, om vi fortsætter derouten indtil det hele bryder sammen
Uanset hvor godt man har klaret det hidtil, det være sig familie, karriere, friværdi, helbred m.fl. så kan vi nok blive enige om at egen succes er en dårlig målestok for samfundets styrke.
Udgifterne stiger, og indtægterne falder.
Der bliver færre hænder, og vi er ikke gode til at få alle spillere med på banen.
At ældrebyrden iflg PH forkæles (økonomisk?) er måske ikke relevant, hvis vi alle kører på røven, som samfund.
Netop ældrebyrden har jo vist at de kunne nogen tricks, feks producere varer og unger der kunne arbejde. Hvis vi tænker os, at vi lader de 20-50 årige arbejde videre som nu, fokuseret på børn, skattebetaling og karriere, og så kigger på de unge og de ældre.
Masser af unge mangler selvværd og tro på fremtiden. Er der brug for mig?
Lad os gamle tage en eller flere som føl. Det at arbejde sammen, overholde aftaler, lære nogen færdigheder på tværs af generationerne. Det giver selvværd og kompetancer. Begge veje.
Og lad være med at straffe frivilligt arbejde. Det er alt for kortsigtet.
Sundhedsudgifterne stiger, fysisk og mentalt er vi presset.
De ældre kan grave nogen erfaringer frem, feks fra krigens tid, hvor folks helbred blev mærkbart bedre, trods (eller pga?) manglende kød-sukker-kaffe-osv.
Forebyggelse af sygdom og udstødelse er meget, meget billigere end helbredelse.