De spildte årtier
Der er ikke ret mange der kan huske noget om årtiet 1900-1909.
Hvis man giver sig til at søge efter det på internettet, får man at vide at Carusoe indsang sin første plade, Victoria døde og Henry byggede en bil, fem år efter opfindelsen af vindusviskeren.
Men alt i alt, kan 1900-9 ikke rigtig klare sig i skæret fra festen i 1890-9 eller kanonilden fra 1910-9.
Hvis vi skal skære 2000-9 helt ind til benet, blev det også et spildt årti:
Abstinenserne fra DOT-com boblen fik politikerne til at experimentere med de økonomiske rusmidler, som deres forældre forbød ved lov efter 1930'erne og den ene mere syrede udmelding ("De økonomiske lærebøger skal skrives om") fulgtes den næste ("Vi kan snart købe hele verden").
At vi stadig ikke er ude af dette kviksand dokumenterer gårsdagens overskrifter om at Tiger's bollen ved siden af "har kostet 60 mia kroner".
Jeg formoder at han ved at indsende den overskrift kan overtage Marcus Antonius' plads i Guiness Rekordbog, under overskriften "Verdens dyreste knald" ?
Om der bør trækkes paralleler imellem Den Anden Internationale Fredskonference i Haag, der nedskrev spillereglerne for blodbadet i Første Verdenskrig, og COP15's pauvre resultat, er det for tidligt at afgøre.
Helt objektivt set, er det svært at få øje på væsentlige områder hvor vi er i en bedre position end vi var i 2000:
Elektronik er bygget til at gå i stykker efter 2 års brug, forskere tør ikke udtale sig offentligt af frygt for at sige noget regeringen ikke kan lide, finansbranchen malker skånselsløst statskasser og pensionsopsparinger, ældrebyrden forkæles, de unge piskes igennem uddannelser og ungerne i børnehaverne skal fodres af med tvangsboller og masseproduceret plastikmad.
Altsammen for dansen om mindst 2% årlig økonomisk vækst.
Det eneste vi har at vise for det, er iPhones, samtalekøkkener, fladskærme og at vores børn mobber hinanden på Facebook istedet for skolegården.
Hvis vi skal være lidt mere præcise end at kalde 2000-9 for et spildt årti, kan vi istedet kalde det for "det faktaresistente årti" hvor sund, men ubekvem, videnskab måtte vige for spin og henkogte reaganistiske luftkasteller.
I mine øjne er det pt. 50/50, om vi fortsætter derouten indtil det hele bryder sammen, eller om vi rammes af moralske, miljømæssige og økonomiske tømmermænd, som får os til at tage os sammen og anstrenge os, for vores efterdømme og efterkommeres skyld.
Personligt hepper jeg på tømmermændene.
phk
|
