/energi

Minister i kovending: Grav de tilsandede havne fri

De mange danske havne, der trues af tilsanding, får alligevel ikke problemer med at holde vanddybden, efter Miljøminister Troels Lund Poulsen (V) nu har droppet planerne om at lukke depotområder for havnesediment.

Af Birgitte Marfelt, onsdag 23. dec 2009 kl. 14:58

Miljøminister Troels Lund Poulsen har indtil videre droppet planen om at forbedre havmiljøet ved at lukke sedimentdumpningsområder.

Beslutningen om at udsætte lukningen af havnenes depoter bliver mødt med tilfredshed blandt havnene.

»Vi har opnået et tilfredsstillende resultat med drøftelserne med miljøministeren,« siger Uffe Steiner Jensen, formand for Danske Havne.

»Med de bebudede påbud om lukning af havnenes depoter har flere havnes eksistens været truet. Men miljøminister Troels Lund Poulsen vil nu sikre, at lukningerne stilles i bero. Det er vi meget tilfredse med.«

Et eventuelt nyt påbud kommer først, efter at Miljøministeriet og Danske Havne har drøftet spørgsmålet og udarbejdet en vejledning for indretning og drift af depoter til havnesediment.

»Arbejdet med en vejledning må kunne gennemføres meget hurtigt. Vi var enige i juli 2007 om teksten, og da næsten alt opgravet havnesediment er renere end det kompost, vi må bruge i vores haver, bør reglerne også være tilsvarende enkle,« mener Uffe Steiner Jensen.

Minister og havne begynder at forhandle efter årsskiftet og satser på et hurtigt resultat.

»Det er helt afgørende for havnene, at de kan planlægge og gennemføre de jævnlige opgravninger af sejlrender og havnebassiner. Lige nu mangler Frederikshavn Havn 1,5 meter i sejldybde. Lavere sejldybde kan få store konsekvenser for havnens muligheder for at tiltrække nye godsruter, og regionens erhvervsliv mister konkurrenceevne,« advarer Uffe Steiner Jensen.

Hvert år opgraver havnene 3 millioner m3 sedimenter. Heraf deponeres 2 millioner m3 på dybt vand, såkaldte klappladser, og næsten 1 million m3 i såkaldte spulefelter tæt ved kysten.

Det store behov for at uddybe sejlrender og havne har tre årsager: Skibe til danske havne bliver større og stikker dybere. Storme bliver hyppigere og mere sediment flyttes langs kysterne, og for det tredje udvider erhvervshavnene med 5.000.000 m2 nyt erhvervsareal inden 2015.



23. dec 2009 kl 16:38

avatar

Per Erik Rønne

Timaru

Jeg kunne forestille mig at østaten Timaru, der kun stikker 1,5 meter over Stillehavet, ville blive begejstret over at modtage sedimentet :-).


23. dec 2009 kl 17:42

Arne Sørensen

Re: Timaru

Jeg kunne forestille mig at østaten Timaru, der kun stikker 1,5 meter over Stillehavet, ville blive begejstret over at modtage sedimentet :-).

Hvis vi lavede en stor rørledning derned kunne det blive en slags moderne pendant til Amager.


24. dec 2009 kl 18:23

avatar

Peter Kamp Nielsen

Eksport ikke ønskelig Re: Re: Timaru

Bemærk at der skal betales for at deponere affald, også i havet.

Så eksport er nok ikke regeringens drøm, selv om det modvirker temperaturstigningen :-(

De bedste julehilsner
Peter Kamp


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk