Ny brug af stjernekameraer på Hubble gør miniasteroider synlige
Amerikanske forskere piner data ud af Hubble-teleskopets stjernekameraer, hvor små lysændringer afslører miniasteroider. En ny teknik har afsløret det svageste objekt nogensinde opdaget i Kuiperbæltet.
En grafisk fremstilling af hvordan en komet bevæger sig ind foran en stjerne og skaber et 0,3 sekunders fald i stjernens lys (den gule linje). (Grafik: NASA, ESA, STScI).
Læs mere om
Dokumentation
Astronomer har med Hubble-rumteleskopet fundet en asteroide som blot er 975 meter og befinder sig i Kuiperbæltet 6,76 milliarder kilometer fra Solen.
Det er det mindste og svageste objekt som nogensinde er fundet i Kuiperbæltet og viser, at kometer er nedbrudte legemer fra asteroider, som er kollideret i milliarder af år ude i de fjerneste egne af Solsystemet.
Indtil dato var det hidtil mindste isfyldte objekt, forskerne havde set i Kuiperbæltet, på 48 kilometer eller cirka 50 gange større end dette nyeste objekt. Dette er et enormt spring i størrelsen, specielt når man tænker på, at denne isklump blot har en lysstyrke størrelsesklasse 35, hvilket er for svagt til direkte at kunne ses med Hubble-rumteleskopet.
Det er et hold forskere, under ledelse af Hilke Schlichting fra California Institute of Technology, som har brugt en ny teknik til at finde svage objekter via målinger foretaget med Hubble’s tre stjernekameraer (Fine Guidance Sensors). Disse benytter Hubble til at holde retningen i rummet, når den undersøger objekter med sine videnskabelige instrumenter.
I den forbindelse foretages der præcise målinger af bestemte stjernes lys i op til 40 gange i sekundet. Hilke Schlichting mente at, hvis disse små Kuiperbælteobjekter passerede ind foran disse positionsstjerner, ville der ske et kortvarigt faldt i deres lystyrke, og samtidig opstår en diffraktion, når lyset bliver bøjet rundt om objektet.
Fem og et halvt års målinger er gennemgået
Hilke Schlichting og hendes kollegaer har gennemgået fem og et halvt års målinger med Hubbles stjernekameraer, omfattende mere end 50.000 positionsstjerner.
Her har de søgt efter minimale fald i stjernes lys, og blandt de mange observationer fandt de blot et minimalt fald på 0,3 sekunder, fra et legeme som var alt for svagt til at kunne ses direkte med Hubble.
Ud fra længden af faldet i lyset kunne afstanden bestemmes, og ud fra størrelsen på faldet i lysstyrken kunne objektets diameter beregnes.
Efter opdagelsen har Hilke Schlichting og hendes kollegaer fået blod på tanden og planlægger nu at gennemgå alle stjernekameradata helt tilbage fra Hubble’s opsendelse i 1990, for at søge efter flere svage objekter.
