Uden for kategori
Læs mere om
Spændende og samtidig hamrende kedelig og forudsigelig. Det lyder måske selvmodsigende, men det er mit indtryk efter at have tygget mig igennem ”Uden for kategori” af forfatterne Nicolaj Ejler og Flemming Poulfelt. En velskrevet bog om de ledelsesudfordringer, der hersker i videntunge virksomheder, hvor man ikke sælger en veldefineret ydelse.
Den spændende del er beskrivelsen og casene fra konsulentbranchen – en branche, som jeg ikke har været ansat i, men har benyttet mig af.
Det kedelige skyldes, at bogen i hovedtræk beskriver de værktøjer, som almindelige virksomheder med højtuddannede har anvendt i årtier – det er gammel vin på nye flasker -¬ og måske alligevel ikke:
I 1999 udfærdigede jeg selv en HD-A hovedrapport for et af de største advokatfirmaer i Danmark, hvor jeg spurgte 1.200 virksomheder i det område, hvor firmaets kunder befandt sig, om ydelse, relationer, benchmarking etc. Den første rapport nogensinde, fordi det ikke var kutyme at gøre sådan noget i branchen. Jeg oplevede en lukket verden, et fastlagt karriere-system og ingen synlig strategi overhovedet.
Om konklusionerne fra rapporten nogen siden blev anvendt, kan jeg umiddelbart tvivle på, når jeg læser, at ”Uden for kategori” er den første af sin slags.
Når det så er sagt, er konklusionerne i bogen heller ikke nyskabende og overraskende, idet forfatterne i hovedtræk kommer frem til, at kundeforståelse og behov er yderst vigtige elementer. Og at disse relationer og succeser skabes gennem medarbejderne. Og at lederne i de såkaldte videntunge virksomheder skal gøre nøjagtig det samme som i andre brancher og virksomheder: have fokus på de menneskelige relationer, hvor der arbejdes med bl.a. nærværende kommunikation, motivation, coaching og facilitering. Ledelse handler om mennesker, men også det at turde vælge (fravælge).
Bogen er selvfølgelig en god inspiration til mig selv – uden tvivl. Men ikke et julegaveønske, måske fordi man efterhånden har læst rigeligt om emnet, gennemført lederuddannelser etc, og måske fordi man ikke har været ansat i branchen.
Jeg læste i øvrigt en anmeldelse fra internettet af René B Bertramsen, hvor han meget rosende beskriver bogen, som en Bach-Fuga. Jeg har spillet klaver i mange år, også Bach, som i øvrigt er meget svær at spille – men jeg fanger ikke denne komposition i bogen. Der er en logisk tilgang og en rød tråd i bogen uden de store overraskelser.
Kim Vagtborg Fogtmann er direktør for Projekt og Udvikling hos Danfoss Solar Inverters A/S og medlem af Ingeniørens Lederpanel. Han er uddannet svagstrømsingeniør, HD-afsætning og CBA fra AVT. Tidligere har han været projekt- og servicechef hos Mærsk Data Defence og udviklingsdirektør hos Bang & Olufsen i Tjekkiet.










