/transport

Kraftig kondens kortslutter TGV-tog under den engelske kanal

Det elektriske system i de franske højhastighedstog trækker sne med ned i tunnelen under den engelske kanal og går i stå på grund af kondens.

Af Birgitte Marfelt, mandag 21. dec 2009 kl. 14:43

På fjerde døgn lægger store snemasser i Nordfrankrig al togkørsel mellem England og Frankrig ned.

Fredag aften brød fem TGV-tog sammen i tunnelen under den engelske kanal, hvilket betød at mere end 2000 passagerer tilbragte en isnende kold nat under havet uden lys, aircon, mad og drikke på en af årets travleste rejsedage. Og siden har Eurostar aflyst al kørsel, indtil videre frem til i aften.

Efter testkørsler søndag har Eurostars ingeniører, ifølge salgschef Nick Mercer, fundet årsagen til togets strømproblemer. De skærme og sneskjolde, der hidtil har beskyttet det elektriske system, kunne ikke holde sneen ude, og nede i den lunere tunnel blev der dannet kondens, som kortsluttede togenes elektriske system.

Ifølge direktør Niels Daugaard hos Eurostar’s franske togproducent, Alstom, har TGV-toget ubesværet kørt igennem kanaltunnelen både sommer og vinter i 15 år. Men eftersom Alstom hidtil ikke er blevet inddraget i Eurostars problemer, tør han ikke udtale sig om årsagen til togets vanskeligheder.

Brug for stærkere skjold foran motorvogne

Ifølge Eurostars hjemmeside er samtlige af virksomhedens tog tidligere blevet vinterklargjort. Men efter testkørsler i går, erkender Eurostar nu, at de skærme og skjolde, som skulle have beskyttet motorvognene, skal forstærkes.

»Vi har allerede påbegyndt forstærkningerne, og for at være sikker på, at den nye beskyttelse er effektiv, gennemfører vi en ny række testkørsler i morgen,« sagde Nick Mercer i går.

Eurostars topchef, Richard Brown, erkender, at det har taget virksomheden alt for lang tid at evakuere strandede passagerer fra tunnelen.

Imens forsøger færgeoperatørerne at afhjælpe driftstoppet og transporterer togvogne over kanalen, der kan samle strandede passagerer op i terminalerne i Dover og Calais og transportere dem tilbage mod Paris og Bruxelles.

Men for de titusinder af mennesker, som indtil videre har fået aflyst deres rejse med Eurostar, er der ikke meget andet at gøre end at vente på, at sneen forsvinder, så de sarte højhastighedstog igen kan komme ud at køre.



21. dec 2009 kl 15:20

Philip Grove

Præcision

Lidt mere præcis formulering havde været ønskelig. TGV er ikke en tog type, det er en familie af tog typer der blandt andet omfatter British Rail Class 373 som er den type toge der kører i kanaltunnelen.


21. dec 2009 kl 15:39

Steen Thomassen

Re: Præcision

Lidt mere præcis formulering havde været ønskelig. TGV er ikke en tog type, det er en familie af tog typer der blandt andet omfatter British Rail Class 373 som er den type toge der kører i kanaltunnelen.

Det er an på synvinkel - du nævner den britisk, men set fra fransk side er det en variant af TGV - en TGV-TMST - TGV TransMancheSuperTrain.


22. dec 2009 kl 10:06

Steen Schütt

Nu håber jeg, at min grammatik er i orden.

Det elektriske system i de franske højhastighedstog trækker sne med ned i tunnelen under den engelske kanal og går i stå på grund af kondens.

Der er noget helt galt i grammatikken her.

Grundleddet er (det elektriske) system. Grundleddet har tilknyttet to udsagnsled; trækker og går.

Dermed får sætningen den betydning, at ’det elektriske system …. går i stå på grund af kondens’.

Her troede jeg, at det var togene, der gik i stå!


22. dec 2009 kl 11:18

Benny Olsen

Re: Nu håber jeg, at min grammatik er i orden.

Der er noget helt galt i grammatikken her.
Det ser da OK ud.

Hovedoverskriften melder klart ud at det toget det her drejer sig om, det er underforstået, hvis teksten skulle være mere klar kunne der have stået," Smeltevand fra sne på de elektriske komponenter standser TGV-togene nede i tunnelen."

De fleste opfatter nok teksten som ovenstående når de læser artiklen.

Men underligt at der går 15 år før der opstår en vejrsituation, hvor det står helt klart hvad det er der sker.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.