Ingeniørvirksomheder: Nu går det fremad
Fyringsrunder, underskud og mangel på ordrer prægede 2009, men det bliver bedre til næste år, mener hver anden ingeniørvirksomhed.
Læs også
-
Rockwool isolerer sig fra krisen med skarpt fokus på kundernes behov
Læs mere om
2010 bliver året, hvor krisen slipper sit faste tag, og det igen bliver sjovt at drive virksomhed. Det forudser hver anden virksomhed ifølge Ingeniørens og IDAs årlige konjunkturanalyse, som er foretaget af Rambøll Management blandt et repræsentativt udsnit af de ingeniørtunge danske virksomheder.
Således forventer 48 procent af de adspurgte, at "virksomhedens økonomiske situation er bedre om et år sammenlignet med i dag", mens kun 11 procent regner med, at det bliver værre.
De positive toner kommer fra en analyse, som ellers mest lyder som en klagesang i mol. Mere end halvdelen af virksomhederne angiver således, at de har klaret 2009 dårligere eller meget dårligere end 2008.
Kun 20 procent kan se tilbage på et 2009, der viste bedre takter end de foregående. Så måske er optimismen i stor udstrækning baseret på en antagelse af, at bunden må være nået, og at det herfra kun kan gå fremad. Det mener formanden for IDA, Lars Bytoft:
»Det er jo logik for burhøns. Når virksomhederne og samfundet har fået så mange økonomiske tæv, så kan det næsten kun blive bedre. Det kommer til at gå langsomt, og vi skal vænne os til, at vi ikke længere kan vækste med 12 procent hvert år. Det bliver snarere tre-fire procent, men hvis bare det kan give en vækst i BNP, så er det godt,« siger han.
Ifølge cheføkonom i Danske Bank, Steen Bocian, har ingeniørvirksomhederne en vis grund til optimisme. I løbet af 2009 har bankerne nemlig fået det bedre, og det vil smitte af på erhvervslivet forudser han:
»Når bankerne får det bedre, giver det virksomhederne bedre muligheder, og derfor forventer vi vækst over de kommende år,« siger han.
En af dem, der forventer fremgang i 2010 er Kresten Nørgaard, der er direktør i den århusianske virksomhed Develco, som udvikler elektronik og indlejret software for store industrivirksomheder:
»Et halvt år inde i 2010 forventer jeg en stigning, men om den bliver brat eller langsom, er svært at sige. Forhåbentlig midt imellem, for det er svært at følge med, hvis det bliver alt for brat,« siger Kresten Nørgaard.
Antallet af virksomheder, der ser optimistisk på fremtiden, er som nævnt vokset til 48 procent i år, mens der kun var 39 procent i 2008, som forventede, at det kommende år ville blive godt økonomisk set.
Dengang forventede næsten dobbelt så mange - 18 procent - at 2009 ville blive værre end 2008. Et tal, der ligger væsentligt højere end de foregående fire år, hvor højst fire procent har regnet med det nye år ville blive værre end det gamle.
Den massive nedtur, som 2009 har budt på med fyringer og manglende vækst, dokumenterer, at virksomhederne havde ret i deres sortsyn, da de sidste år forudsagde, hvordan det ville gå i 2009. Hvis de er lige så dygtige til at spå om, hvilken vej det går i 2010, kan det være, at lavkonjunkturen klinger af i det kommende år.
Læs mere i magasinet Året Rundt, der følger med Ingeniøren fredag - eller log på og læs artiklen HER






