Eksperterne skændes om prisen for naturgasfyr og varmepumper
Dansk Energi Brancheforening og EA Energianalyse er dybt uenige, om det er billigst at købe et nyt fyr eller en varmepumpe, hvis naturgasfyret står af.
EA Energianalyse og Dansk Energi Brancheforening er uenige om prisen for at skifte naturgasfyret ud med en varmepumpe.
Læs også
-
Ny ledning til 1,5 milliarder skal forsyne os med russisk gas
-
Absurd brandskat på el gør livet surt for effektive varmepumper
Læs mere om
Eksperternes tal flyver frem og tilbage og afslører en dyb uenighed om, hvad der bedst kan betale sig for de godt 300.000 danskere, der har indlagt naturgas, hvis deres fyr brænder sammen.
På den ene side står EA Energianalyse, der for nylig præsenterede en analyse, som hovedsageligt handler om fjernvarme, udført i samarbejde med blandt andet Risø-DTU for Energistyrelsen.
I forbindelse med rapporten konkluderede partner Hans Henrik Lindboe, at det allerede i dag bedst kan betale sig at installere en vand-til-vand-varmepumpe, der bliver brugt til jordvarmeanlæg, i stedet for et nyt fyr.
»Helt forkert«, siger sekretariatschef Jørgen K. Nielsen fra Dansk Energi Brancheforening, som blandt andet organiserer installatører af både naturgasfyr og varmepumper.
Brancheforening: Spar 3.000-5.500 kr. med et gasfyr
Efter at have gennemgået de første tal, som Hans Henrik Lindboe sendte til Ingeniøren, konkluderede Jørgen K. Nielsen, at der tværtimod er 5.500 kroner årligt at spare ved at vælge naturgasfyret.
Senere sendte Hans Henrik Lindboe et nyt regnestykke, hvor blandt andet prisen for varmepumpen var opjusteret.
Men selv hvis Jørgen K. Nielsen benytter nogle af de samme forudsætninger som Hans Henrik Lindboe, er naturgasfyret ifølge Jørgen K. Nielsen stadig knap 3.000 kroner billigere årligt.
»Man kan altid justere lidt på parametrene og rykke 1.000 kroner til den ene eller den anden side, men varmepumper vil aldrig være billigere end gasfyr med dagens priser,« fastslår Jørgen K. Nielsen.
Regnestykkerne tager udgangspunkt i en installation, der leverer varme til radiatorerne og de varme haner i et hus med et årligt varmebehov på godt 18 megawatttimer.
EA Energianalyse: Varmepumpe sparer 700 kr. årligt
Et af de steder, hvor eksperterne er uenige, er prisen på selve varmepumpen som Hans Henrik Lindboe efter at have gennemgået markedet opjusterede fra 84.000 til 110.000 kroner. Det er ifølge Dansk Energis Brancheforening stadig 10.000 kroner for billigt.
Også service og vedligeholdelse er ifølge Dansk Energi Brancheforening dyrere, end EA Energianalyse regner med, og virkningsgraden er i praksis lavere end de 329 procent som analysen regner med, når der skal leveres vand til radiatorer.
Hans Henrik Lindboe fastholder sin konklusion om, at varmepumper er billigere end nye gasfyr allerede i dag, men påpeger, at EA Energianalyse oprindeligt regnede på tiden frem til 2025.
Han har i sit nye regnestykke benyttet en varmepumpe, der koster 110.000 kroner. Konklusionen på det regnestykke er, at en varmepumpe kan opvarme gennemsnitshuset for 17.000 kroner om året, hvilket er ca. 700 kroner billigere end et nyt gasfyr.
»Jeg fastholder, at selv om varmepumper er dyrere end i vores oprindelige beregninger, så er alle alternativerne også dyrere. Konklusionen er altså rigtig allerede i dag, selv om man skal låne til hele investeringen,« siger han.
Opfordrer myndighederne til at fremlægge beregninger
Hans Henrik Lindboe kalder forskellen til et nyt naturgasfyr for "lille" de første år, men den vokser, hvis boligejeren selv kan finansiere noget af indkøbet.
Hans Henrik Lindboe kan ikke umiddelbart gennemskue, hvordan den store forskel til de tal, som Dansk Energi Brancheforening benytter, fremkommer. Han påpeger dog, at det er vanskeligt at finde nøjagtige tal for, hvad service og vedligeholdelse på en varmepumpe koster, og derfor har han regnet med omtrent samme årlige beløb som for naturgasfyr.
Jørgen K. Nielsen opfordrer til, at en offentlig myndighed som Energistyrelsen gennemfører autoriserede beregninger med standardiserede metoder, så danskerne ved, hvad de har at rette sig efter.
»I dag må man først og fremmest forholde sig til prisen for installationen,« siger han.
Varmepumpe sparer ikke CO2
I øvrigt sparer danskerne ikke CO2 ved at skifte fra naturgasfyr til varmepumpe.
»Du skal ikke skifte til varmepumpe af CO2-mæssige årsager, før den marginale elproduktion ikke længere leveres fra kulfyrede kraftværker,« siger Hans Henrik Lindboe.
Den marginale produktion kommer fra de kraftværker, der producerer lidt mere, når elforbruget stiger, og det er i dag hovedsagelig fra de store kulfyrede kraftværker.
Derimod viser hans beregninger, at der er 10 til 15 procent CO2-udslip at spare ved at skifte fra oliefyr til varmepumpe allerede i dag.





