Forsvarskommandoens indkøb af nye kampfly - der engang i fremtiden skal afløse F-16 - er et politisk dilemmavalg af de større. Tre diskussioner er filtret sammen: Den teknologiske diskussion om, hvad flyene skal kunne. Den storpolitiske diskussion om sammen med hvem, og mod hvad, flyene skal bruges. Og endelig den industripolitiske diskussion.

Sidstnævnte spidser til nu. Situationen er den, at hvis Danmark vælger Joint Strike Fighter, så er der ingen modkøbsaftale med flyproducenten. Handlen skal derfor indgås på markedsliberale vilkår. Vælger vi derimod et af de to alternative fly, enten fra Saab eller fra Boeing, så er der en klassisk modkøbsaftale med i pakken. Valget afgøres i starten af 2010.

I 2002 vurderede regeringen gennem Økonomi- og Erhvervsministeriet og efter dialog med "en bred skare af danske virksomheder og videninstitutioner", at danske virksomheder havde interesser i JSF-projektet. I den forbindelse gav daværende økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) dispensation til Joint Strike Fighter-projektet fra de gældende lovkrav om industrisamarbejde (modkøb).

Modkøb betyder, at flyene bliver dyrere, idet flyproducenten forpligter sig til at lægge ordrer hos danske underleverandører. Dette tager producenten sig naturligvis betalt for ved at sætte prisen op. Argumentet kan vendes på hovedet: Man må forvente, at flyprisen uden modkøbsforpligtelse bliver lavere.

Derudfra kan man placere de industrielle interesser. Én dansk producent, Terma, er så stærk, at virksomheden vil få ordrer på forsvarsteknologi med eller uden modkøbsklausuler. Terma kan i princippet være ligeglad med, om Danmark vælger Lockheeds Joint Strike Fighter eller et af de to andre fly. Den øvrige danske industri er til gengæld ikke stærk nok, og er derfor interesseret i at sikre indkøb med modkøbsaftale. Groft sagt: Den svagere del af industrien ønsker sig - og kæmper for - skatteborgerbetalt statsstøtte via udenlandske modkøb.

Modkøbsaftalerne er - i sukkerindpakning - gammeldags industristøtte og virker tilmed ikke særlig godt. Danmark har ikke skabt en enorm forsvarsindustri med for eksempel F-16-modkøbene. Kun tre danske virksomheder tager 97 procent af alle ordrer til JSF-leverandørerne - og de seneste to år har ingen andre danske selskaber fået så meget som én eneste ordre. I 2008 blev der ifølge Erhvervs- og Byggestyrelsen omsat for cirka 1,6 mia. kroner i modkøb i danske virksomheder, hvoraf Terma får en meget betydelig del. Terma er og bliver den store vinder.

Den industripolitiske vinkel efterlader et tomrum. Skatteborgerne har krav på at vide, hvor regeringen og erhvervsminister Lene Espersen står:

- Er JSF blevet billigere af, at modkøbsklausulen er væk?

- Er det tilfredsstillende for regeringen, at reelt én virksomhed får ordrer i JSF-programmet?

- Hvordan stiller ministeren sig, når det store flertal af danske forsvars- og aerospacevirksomheder trygler om at modkøbs-dispensationen droppes?

Forhistorien viser, at modkøb ikke virker. Tør regeringen stå på mål for denne holdning?