Fuldautomatisk solcellefabrik i København skal bygge verdens største solcellepaneler
Danske investorer er villige til at investere trecifret millionbeløb i opbygning af ny fuldautomatiseret solcellefabrik i København.
Med et prisvindende verdenspatent i bagagen vil den lille Frederiksberg-baserede teknologivirksomhed, Racell, etablere landets første fuldautomatiserede solcellefabrik i København.
Den trecifrede millioninvestering vil muligvis kunne trække dansk solcelleindustri frem fra vindmøllernes skygge, oplyser dagbladet Børsen.
»Vi starter med en mindre produktion i 2010, og i 2011 åbner vi en helt ny og større fabrik på mellem 5.000 og 10.000 kvadratmeter,« siger Racells grundlægger og indehaver, Yakov Safir, til Børsen.
Navnene på de solcellefabrikkens kommende institutionelle og industrielle investorer holder Yakov Safir indtil videre for sig selv. Men ifølge Børsen bliver virksomheden 100 procent danskejet.
I dag har Racell godt en halv snes medarbejdere, men Yakov Safir regner med at have mere end 100 ansatte i løbet af 2010 og betydeligt flere, når den store fabrik åbner i 2011 med en årlig produktionskapacitet på op til 120 MW.
Racells patenterede teknologi betyder, at de kan producere solceller større og billigere end tilsvarende løsninger på markedet i dag.
Racell har bl.a. projekteret DR-Byens solcelleanlæg og har udviklingsprojekter kørende med både Velux, Grundfos og Danfoss.
Rettet: Artiklen er rettet, så der nu, som rigtigt er, står, at der bliver tale om en trecifret million-investering.






