Afrika revner og sprækker, og med tiden vil det store kontinent blive delt i to. Den bagvedliggende geologiske proces har været i gang i millioner af år og har nu produceret den længste og dybeste revne, der nogensinde er observeret på klodens overflade. Det skriver etiopiske og amerikanske forskere i Geophysical Research Letters.

60 km lang, 10 km dyb og otte m bred strækker den nye revne sig gennem Afar-regionen i det nordøstlige Afrika. Regionen, der er ca. 300x600 km stor og deles af Etiopien, Eritrea og Djibouti, er hjem for en såkaldt spredningszone, som ellers mest kendes fra havbunden. I spredningszoner trækker to eller flere tektoniske plader så meget i hver sin ende af området, at det bliver tyndere og tyndere som en dej, der rulles ud og til sidst sprækker og slår revner. Op ad revnerne flyder så ganske stille og roligt magma og danner ny havbund eller jordoverflade.

Afar-regionen er nu blevet strukket så meget, at den er blevet markant tyndere end det omgivende landskab. Det har følgelig sænket overfladen så meget, at den i dag ligger mere end 100 m under havets overflade. For hver sprække, der opstår, falder jordoverfladen yderligere, og havde det ikke været for de omgivende højere landmasser, var området blevet oversvømmet for længst.

Med tiden, advarer geologerne fra blandt andet universitetet i Addis Ababa, vil det dog ske. Om ca. en million år er de omgivende landmasser så nedslidte, at vand fra Det Røde Hav kan flyde ind og skabe et nyt hav, der skiller det afrikanske kontinent i to.

Mens dette fremtidsscenarie er rimeligt klart, er det ikke helt så klart, hvorfor den geologiske aktivitet er så voldsom i Afar.

At der ligger en spredningszone i området forklarer selvfølgelig en del, men det kan ikke forklare, hvorfor sprækkerne opstår så hurtigt, som de gør. Den seneste sprække på 60 km opstod på blot to dage, og noget andet må derfor være på spil.

Forskerne mener, at der samles kæmpe lommer af magma under Afar-regionen, som bliver så omfangsrige, at der til sidst 'går hul' på dem, så de bryder op gennem jordoverfladen. Kombinationen af spredningszoner og sprængklare magmalommer, der yderligere forårsager vulkanudbrud, kan tilsammen give den dynamik og energi, der får sprækkerne til at opstå så hurtigt.

Hvis sprækker kan opstå så hurtigt i Afar, kan det også ske andre steder, pointerer forskerne. De fleste spredningszoner ligger på havbunden og kan sjældent true livet på overfladen. Men der findes også spredningszoner på Island, der hjemsøges af spredningsaktiviteter med 200-300 års mellemrum, hver gang varende i ca. 5-10 år. Med den nye Afar-viden må islændingene nu indstille sig på, at kilometerlange sprækker kan opstå på Atlanterhavsøen i løbet af få dage.

»Sådanne enkelte pludselige store hændelser på land udgør en langt mere alvorlig trussel mod de befolkninger, der bor i nærheden end mange små hændelser,« forklarer en af de involverede forskere, Cindy Ebinger, professor i jord- og miljøvidenskaber ved University of Rochester, USA.

Afar-regionen er et af de tørreste og varmeste steder på Jordens overflade, og befolkningstætheden er ikke nær så stor som på Island. Truslen er ikke desto mindre den samme her som på Island.