/produktion

Novozymes vil lave flaske af 100% planteplast

Planter er den nye olie, hedder det fra Novozymes, der nu går i gang med at udvikle den første plastflaske, der er fremstillet af 100 procent plantematerialer.

Klik for at se billedet i stort

Danske Novozymes har indledt samarbejde med brasilianske Braskem om udvikling af 100 procent plantebaseret plastik, der kan bruges til eksempelvis plastflasker. (Foto: Novozymes)


Læs mere om

Af Torben R. Simonsen, torsdag 17. dec 2009 kl. 14:21

For kort tid siden kunne Coca-Cola lancere en grøn cola, der dog ikke havde fået ny farve, men blev solgt i miljøvenlige plastflasker delvist fremstillet af mallasse - et affaldsprodukt fra produktion af rørsukker.

Cola-flasken kunne dog ikke prale af at være fremstillet 100 procent af plantedele, men det vil danske Novozymes kunne med sin nye planteplastflaske, som selskabet skal udvikle i samarbejde med brasilianske Braskem.

De to selskaber har netop indgået en aftale om at fremstille en holdbar biobaseret polypropylen, der er en plasttype, der anvendes i en lang række dagligdags produkter – fra fødevarebeholdere, sugerør og vandflasker til vaskemaskiner, møbler og støddæmpere til biler.

Årligt produceres der 44 millioner tons polypropylen og markedsværdien på verdensplan vurderes til over 300 milliarder kroner med en årlig vækstrate på 4 procent.

»Kunderne er der allerede, og vores umiddelbare indtryk er, at de er meget interesserede,« siger Thomas Videbæk koncerndirektør i Novozymes og leder af biobusiness-divisionen i Novozymes til Ing.dk.

Han oplyser, at Braskem netop har opført en middelstor fabrik til produktion af biobaseret polyethylen - et blødere plastmateriale - og Novozymes' indtryk er, at den fabrik er fuldbooket i lang tid fremover.

»Så interessen for bioplast er der, og hvis vi kan leve op til konkurrenceparametrene i markedet, så er der muligheder på verdens næststørste plastikmarked,« siger han.

Selskaberne er dog ikke i mål med hele fremstillingsteknologien, og ifølge koncerndirektøren ligger der et stort arbejde forude.

Novozymes har endnu ikke den mikroorganisme, der på en rentabel måde kan producere de nødvendige mængder olie. Og det er et åbent spørgsmål, hvor hurtigt det vil ske.

»Men vores målsætning er at fremstille en biobaseret polypropylen, der er konkurrencedygtig over for olie,« siger Thomas Videbæk.

Han peger på, at det nye projekt baserer sig på årtiers udviklingsarbejde i Novozymes.

»Vi har jo i mange år arbejdet med, hvilke hastighedsbegrænsende trin, der er i mikroorganismerne, når de producerer enzymer, og det er den forståelse, som vi bringer et skridt længere ud nu, ved at kigge på denne type platformskemikalier,« siger Thomas Videbæk.

Det indledende samarbejde mellem Braskem og Novozymes er planlagt til at vare fem år, og koncerndirektøren mener, det er lidt for tidligt at pege på konkrete områder, hvor den nye plasttype vil få anvendelse.



19. dec 2009 kl 11:29

Karsten Bo Andersen

Engangs bestik lavet af majs stivelse !

det findes allerede på markedet, der er flere fabrikker i Kina der laver det.
Så håber vi bare på at de snart er klar med plastik poser og afdæknings plastik, så bønderene undgår de problemer de har idag !
Det er absolut vejen frem, affaldet skal komposteres eller afbrøndes uden at forurene !


19. dec 2009 kl 12:26

Claus Madsen

Nemt at lave plast

Det er meget enkelt at konvertere bioethanol til polyethylen (PE) som er en af de mest udbredte plasttyper. Det er kun konkurrence fra olie som holder den proces tilbage.
Jeg tror det er en klog satsning at udvide paletten af kemikalier og materialer man kan lave udfra biomasse i industriel skala.
Når olien slipper op vil det nok blive den vigigste nonfood anvendelse af biomassen.


20. dec 2009 kl 18:52

Niels Berg Olsen

Nemt at lave plast

"Cola-flasken kunne dog ikke prale af at være fremstillet 100 procent af plantedele".

Nej, ligefrem plantedele er det jo ikke.
Coca-Colas såkaldte PlantBottle er kemisk set den helt samme som hidtil, nemlig en flaske af PET, PolyEtylenTereftalat.
En vis del af den ene ingrediens ved syntesen, ethylenglycol, er som I skriver fremstillet ud fra melasse.

Se linket

http://www.coca-cola.dk/conten...html

Men en "planteflaske" synes jeg godt nok ikke, det kan kaldes. Så skulle man have lavet en flaske af en udhulet kokosnød eller en aubergine :-)


21. dec 2009 kl 03:13

Karsten Bo Andersen

Men det skulle jo kunne lade sig gøre !

Når man kan lave engangs bestik af majs stivelse kan man vel også lave flasker af det !
Der skal jo nok in belægning til på indersiden så den ikke begynder at gå i opløsning for tidligt !
Det er bare fremad ! Så er den rigtige løsning der snart, det er jo utroligt hvad det vil gøre for miljøet ! Og ikke mindst den synlige forurening !


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.