/elektronik

CSC: Vi har undervurderet digitaliserings-projektet

Systemudvikleren til den digitale tinglysning indrømmer nu at have undervurderet "et af de mest ekstreme integrationsprojekter, der er gennemført i Danmark".

Af Birgitte Marfelt, torsdag 17. dec 2009 kl. 11:20

Problemerne i overgangen til digital tinglysning, der skulle have fungeret fra 8. september, kunne måske have været undgået, hvis leverandøren CSC ikke havde undervurderet opgavens kompleksitet. Det indrømmer CSC nu.

Problemerne koster mange danskere titusindvis af kroner, mens tinglysningssagerne hober sig op.

I CSC, der har udviklet systemløsningen til Domstolsstyrelsen, siger Fritjof Lind, direktør for offentlig sektor:

»Det er korrekt, at vi i starten af projektet tabte seks måneder, fordi vi undervurderede digitaliseringsprojektet. Det har vist sig at være et af de mest ekstreme integrationsprojekter, der nogensinde er gennemført i Danmark,« fastslår Fritjof Lind.

»Kompleksiteten hænger sammen med, at projektet involverer så mange interessenter, hele den finansielle sektor og operatørerne i den offentlige sektor. Dén styring, som det kræver, har vi alle sammen undervurderet,« vurderer han.

»Nu er der nogenlunde styr på det. De seneste 12 måneder har samarbejdet være lydefrit, men det tog os et stykke tid at få det op at køre. Det er korrekt,« lyder det nu fra den udskældte systemleverandør.

Medvirkende til den dårlige start på det knapt en halv milliard kroner dyre prestigeprojekt var mandefald hos CSC:

»Vi havde den kedelige oplevelse, at vi tabte to-tre af vores nøgleressourcer på tilbudsprojektet. De søgte simpelthen væk. Så vi måtte nærmest starte forfra med friske ressourcer,« fortæller Fritjof Lind.

Resultatet af den dårlige projektstart er, at selv i dag, over tre måneder efter driftstart, er CSC stadig i færd med at rette fejl og ændre på systemets funktionaliteter. Men det, som Fritjof Lind kalder børnesygdomme er klaret til nytår. Og så kan CSC få den sidste af de 50 millioner kroner, som Domstolsstyrelsen har holdt tilbage af leverandørhonoraret.

Læs interview med Domstolsstyrelsens direktør, Adam Wolf, i Ingeniøren fredag.

Læs mere om den digitale tinglysning på Version 2



18. dec 2009 kl 14:54

Torben Lund

Dårlige undskyldninger

Gang på gang læser vi om dårlige undskyldninger når man ikke kan klare den opgave men har kontraheret, undervurdering af opgaven, kompleksitet. Prisen for at løfte en sådan opgave kr. 500 Mill. syntes dog at indikere at det ikke er en venstre hånds opgave. Det er grin at være til sjov men der er ikke sjovt at være til grin :)


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.