Udtjente fjernsynsskærme perfekte til røntgensikkert glas
Indholdet af bly i gamle fjersynsskærme er så højt, at glasset kan genbruges som gennemsigtigt røntgenglas.
Læs også
-
Genbrugs-paradoks: Bærbar pc kan være større miljøsynder end stationær
-
Pladesaks og røntgenstråler afslører ulovlige kemikalier i elektronik
-
Greenpeace: »Det går absolut i grøn retning for elektronikbranchen«
Læs mere om
Den hastige udbredelse af fladskærme betyder samtidig et farvel til de gamle CRT-skærme, og netop gamle tv-skærme har så meget bly i glasset, at det kan bruges til at blokere for røntgenstråler.
Ikke nok med, at det blokerer for de farlige stråler, det er også lykkedes genbrugsselskabet Stena Metall at fremstille et glas, der er mere gennemsigtigt end andet røntgenglas på markedet.
»Det kom også bag på os selv, at vi kunne fremstille et røntgensikkert glas, der var så gennemsigtigt,« siger udviklingsdirektør i Stena Metall Detlef Oertel til Ing.dk.
En fjerdedel af skærmen er bly
Der er omkring 23 procent bly i glas fra CRT-skærme, og ifølge Detlef Oertel bliver kun 35 procent af glasset i det europæiske elektronikskrot genindvundet. Stena Metall har aftaler med kunder i ti europæiske lande om at aftage udtjente fjernsynsskærme og har over de seneste 12 år genindvundet omkring 10 millioner europæiske tv-apparater.
I første omgang vil selskabet gå efter at levere røntgensikkert glas til hospitaler og klinikker, med Detlef Oertel vil ikke udelukke at andre anvendelsesformer kan komme på tale.
Selskabet har i øvrigt haft den kuriøse oplevelse, at en af medarbejderne havde en prøve af glasset i sin kuffert, der blev gennemlyst i lufthavnen. Men sikkerhedspersonalet kunne kun se en sort skærm, da glaspladen passerede forbi, hvilket ifølge Detlef Oertel selvfølgelig undrede personalet.
»Men det er jo et meget godt eksempel på, at vores teknologi virker,« siger han.






