/fødevarer

Nøl i sag om bisphenol A kan udløse mistillidsvotum til minister

Enhedslistens Per Clausen har mistet tålmodigheden med fødevareminister Eva Kjer Hansen (V), der ikke vil imødekomme en folketingsbeslutning om forbud mod bisphenol A (BPA) i sutteflasker. Han er klar med mistillidsvotum.

Af Torben R. Simonsen, onsdag 16. dec 2009 kl. 11:59

På trods af en folketingsbeslutning om indførelse af et dansk forbud mod brug af det sundhedsfarlige stof bisphenol A (BPA) i sutteflasker, har fødevareminister Eva Kjer Hansen hidtil intet gjort for at få indført et forbud.

Ved en forespørgselsdebat i slutningen af november måned meldte ministeren klart ud, at et dansk forbud ikke kan komme på tale, men at sagen bør afklares via EU, og der for øvrigt ikke var klare beviser på bisphenol A's skadelige virkning.

Men den går ikke, mener Enhedslistens miljø- og fødevareordfører Per Clausen, der oprindeligt fremsatte beslutningsforslaget, der allerede har opnået en tilslutning af et flertal af medlemmer i Folketinget.

»Der findes kun en løsning på fødevareministerens problemer med bisphenol A-sagen. Det er, at fødevareministeren øjeblikkelig gennemfører det forbud mod bisphenol A i sutteflasker, som et flertal i Folketinget har vedtaget. Alle andre løsninger er uacceptable,« siger han.

Han er klar til at tage sagen op i Folketinget igen med det formål at få ministeren til at makke ret eller gå.

»Hvis sagen ikke er løst inden Folketinget mødes igen efter juleferien, vil Enhedslisten tage initiativ til en forespørgselsdebat i folketingssalen. Her kan der stilles en mistillidsdagsorden til ministeren, hvis hun ikke bøjer sig for flertallet i folketinget. Tålmodigheden med fødevareministeren er for længst brugt op,« siger Per Clausen.

Bisphenol A er et plastblødgørende stod, der ud over sutteflasker findes i en lang række produkter i vores dagligdag. Det er tidligere påvist, at bisphenol A eksempelvis kan vandre fra eksempelvis emballage til fødevarer, men forskerne er i tvivl om de små dosseringer af bisphenol A også er skadelige.

Verdenssundsorganisationen WHO vil i 2010 gennemføre en større undersøgelse af de helbredsmæssige aspekter omkring bisphenol A.



16. dec 2009 kl 15:46

Boe Jørgensen

Farlige plast Sutteflasker

Problemet kunne vel løses ved at forbyde plastsutteflasker og gå tilbage til Glasflasker.
Boe Jørgensen


16. dec 2009 kl 16:04

Claus Overgaard

Re: Farlige plast Sutteflasker

Problemet kunne vel løses ved at forbyde plastsutteflasker og gå tilbage til Glasflasker.
Boe Jørgensen

Lige nøjagtigt, hvor svært kan det egentligt være.
Man har dokumentation for at stoffet er skadeligt, og alligevel sidder Eva Kjer Hansen og nøler med et forbud.
Og der er alternativer til polykarbonat som feks glas, så hvorfor venter man?


16. dec 2009 kl 16:19

Bent Andersen

Re: Re: Farlige plast Sutteflasker

Bisfenol A er et plastblødgørende stod,

Forkert! Bisphenol A er basis for epoxy og polycarbonat som absolut ikke er bløde.
Blødgørere er bla. Phtalater.

Bent.


20. dec 2009 kl 17:38

Johan Thomasson

Re: Re: Re: Farlige plast Sutteflasker

Det er ikke en samfundsopgave at få folk til at bruge hovedet selv. Som far til 2 drenge på henholdsvis 1 og 3 år har jeg situationen i frisk erindring.

I vores omgangskreds hvor småbørn ikke er et ukendt begreb, har jeg ikke set en eneste sutteflaske af plast. Glas en langt nemmere at rengøre, opvarme og kontrollere for skader end plast.

Regn trygt med at dagens småbørnsforældre har helt tjek på hvad der kan være en risiko for deres yngel, og lad så fødevareministeren tage sig af de tunge opgaver som vi ikke kan gennemskue endnu.


20. dec 2009 kl 21:46

Rolf Hansen

Re: Re: Re: Re: Farlige plast Sutteflasker

Regn trygt med at dagens småbørnsforældre har helt tjek på hvad der kan være en risiko for deres yngel, og lad så fødevareministeren tage sig af de tunge opgaver som vi ikke kan gennemskue endnu.

Har du nogensinde lige fået kigget over på flimmerkassen imens din bedre halvdel har set "de unge mødre"?


20. dec 2009 kl 22:11

Jørgen Nilsson

Hvor farligt er BPA?

Jeg har endnu ikke set uvildige rapporter om farligheden ved BPA; alt jeg ser er wikipedia links, og dem giver jeg ikke meget for, samt en skræmmekampagne fra Fenton Communications.

Ikke at jeg tror, at BPA ikke er homonlignende, men lad der lige komme en, eller flere, rapporter på bordet fra forskere, før der bliver taget beslutninger.

Læg også mærke til at BPA er farligt når det ikke er polymiseret (især i Kina med lemfældig omgang med miljø) er det et problem. Når først det er polymiseret, som i PC, er det ikke farligt.

Tag nu beslutninger på et oplyst grundlag, og ikke ud fra en wiki artikel.





21. dec 2009 kl 08:12

Rolf Hansen

Re: Hvor farligt er BPA?

En hver med lidt biokemisk indsigt, ved at hvis det binder til de receptore som dine kønshormoner normalt skal binde til, forhindrer de dine egen kønshormoner i at binde til disse receptore og dermed få effekt.

Det er måske ikke så slemt for dig, men hos fostre, børn og unge under 20-30år hvor kønshormonerne spiller en meget dominant rolle for udviklingen af både krop og hjerne, påvirker det udviklingen fatalt, både reproduktions mæssigt, men også vores psykiske udvikling bliver ændret.

Ja der findes flere videnskabelige undersøgelser af selve effekterne, blandt andet ser man at piger bliver mere aggresive...

Men reelt kan vi sige at det er farligt bare udfra hvordan det binder til vores receptore, og det gør det, det er kun industriens lobbyister og politikerne bag dem der vil have fakta som ikke er nødvendige og vi skal bruge millioner på før de mener det er bevist skadeligt, men om det er skadeligt afhænger helt af hvor godt det binder til vores receptore og det kan man idag temmeligt let lave en computersimulering af.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.