Københavns Universitet har skandinavisk rekord i bureaukrati
En omfattende analyse af alle skandinaviske universiteter viser, at store universiteter relativt set bruger langt flere ressourcer på supportfunktioner end de mindre.
Ud fra de empiriske data har forskerne fastlagt en ”naturlov” for, hvordan universiteternes bureaukrati vokser i takt med deres størrelse. Den siger, at antallet af støttemedarbejdere Ns i forhold til antallet af akademiske medarbejdere Na er givet ved denne formel: Ns = 0,07 x Na^1,3 (Kilde: PNAS)
Dokumentation
Københavns Universitet har det mest udbyggede bureaukrati blandt samtlige universiteter i Skandinavien. Over halvdelen af de ansatte på universitetet beskæftiger sig ikke med forskning eller undervisning, men arbejder i forskellige støttefunktioner.
Det fremgår af en omfattende analyse, der er foretaget af tre forskere ved Universitetet i Oslo og publiceret i Proceedings of the National Academy of Science (PNAS).
Forskerne sammenholder i undersøgelsen antallet af videnskabelige medarbejdere med antallet af ansatte i støttefunktioner på alle skandinaviske universiteter og et mindre udvalg af kendte udenlandske universiteter fra bl.a. England, Frankrig, Schweiz, Japan og USA. Og undersøgelsen dokumenterer en klar sammenhæng mellem universiteternes størrelse og omfanget af bureaukrati.
Eksempelvis ligger andelen af ikke-videnskabeligt personale på de tre største danske universiteter, Københavns Universitet, Aarhus Universitet og DTU, på henholdsvis 50,4, 48,2 og 48,4 procent.
Til sammenligning er det på de to mindste universiteter, IT-Universitetet og Roskilde Universitet, kun henholdsvis 39,9 og 42,4 af medarbejderne, der ikke er videnskabeligt personale.
Naturlov for bureaukrati
Ud fra datamaterialet har de norske forskere kunnet fastlægge en slags ”naturlov” for, hvordan universiteternes bureaukrati vokser i takt med deres størrelse. Den siger, at antallet af støttemedarbejdere Ns i forhold til antallet af akademiske medarbejdere Na er givet ved denne formel:
Ns = 0,07 x Na^1,3
Det betyder, at hver gang antallet af akademiske medarbejdere bliver fordoblet, kommer der 2,5 gange så mange medarbejdere i supportfunktioner. Tidobles antallet af akademiske medarbejdere, vil antallet af supportmedarbejdere blive 20-doblet.
Denne tendens i organiseringen af universiteterne er uafhængig af de lokale forskelle, forklarer professor Bjørn Jamtveit fra Universitetet i Olso, der har stået i spidsen for forskningsprojektet, til det norske forskningsmagasin Apollon.
»Selv om historikken, ambitionerne og de lokale forskelle er store, har man den samme grundlæggende struktur. Tendensen er også den samme, uanset om institutioner er vokset gradvist eller er blevet sammenlagt,« siger han.
Ifølge Bjørn Jamtveit skal årsagen nok findes i den interti, der kan herske i organisationer, og han mistænker støtteapparatet for delvis at generere sin egen virksomhed, som ingen har efterspurgt eller har behov for.
»Forklaringen kan være, at når man lægger mindre enheder sammen, beholder man den gamle administration og lægger samtidig et nyt administrationslag ovenpå. Ved næste fusion kommer endnu et lag ovenpå,« påpeger han.
Loven gælder også for sundhedssektoren
Kun for Universitet i Oslo og enkelte norske enheder rummer undersøgelsen data for de enkelte institutter – ellers er alle data for hele universiteter.
»Det er helt klart mere interessant at se på mindre subenheder end hele universiteter,« forklarer en af medforfatterne til undersøgelsen, Joachim Matthiesen, der tidligere var ansat ved Universitetet i Oslo og i dag er lektor ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet.
»De norske data følger dog den samme skaleringstrend, dvs. at der findes en mere ”fundamental” struktur, hvormed forskningsenheder organiseres eller organiserer sig,« skriver Joachim Mathiesen, der for tiden er bortrejst, i en email til ing.dk.
De fleste data vedrører enheder med mellem 20 og 7.800 medarbejdere, men selv det britiske sundhedsvæsen med 1.360.000 ansatte følger loven. Her udgør det medicinsk uddannede personale kun 230.000 medarbejdere, mens de resterende 1,1 millioner arbejder i støttefunktioner.
