Succes for Boeing: Tre timers jomfrutur for Dreamliner
Efter to års forsinkelse lykkedes det endelig for flyfabrikken Boeing at få sendt deres kulfiberliner 787 i luften. Tre timer varede jomfruturen.
Multimedia
Video:
Boeing 787 Dreamliners jomfrutur
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Selv om vejret ikke var det bedste besluttede Boeing alligevel at gennemføre den første flyvning med kulfiberflyet Dreamliner 787. Flyet lettede fra Paine Field flyvepladsen kl 19.27 og landede efter godt tre timers flyvning kl. 22.33 dansk tid i Boeing Field flyvepladsen midt i Seattle.
Boeing kalder selv flyvningen for historisk og en succes. Kroppen på 787'eren er fremstillet overvejende i kulfiber, hvilket gør flyet omkring 20 procent lettere end fly i samme kategori. Boeing har også arbejdet med motorerne og øget flyets rækkevidde, så det kan flyve eksempelvis nonstop fra Chicago til Sydney.
Efter start bragte de to piloter, chefpilot Mike Carriker og co-pilot Randy Neville flyet op til 4,5 kilometers højde, hvorefter flyet gennemførte en række frem og tilbageflyvninger i bugten nord for Seattle ved en fart af ca. 333 km/t, hvilket ifølge Boeing er normalt for jomfruflyvninger.
Boeing skal nu i gang med yderligere testflyvninger og i løbet af de kommende uger og måneder vil yderlig fem fly med både Rolls Royce-motorer og motorer fra General Electric slutte sig til holdet af testfly.
Boeing lover, at det nye fly vil betyde mere behagelig flyvning med mindre turbulens og bedre luft i kabinen.
Selv om over 800 fly er blevet bestilt, er der i ventetiden faldet omkring 80 flybestillinger fra.






