/energi

Firmaet FloDesign Wind Turbine Corp. of Wilbraham har fået en tegner til at forestille sig, hvordan selskabets vindturbiner vil se ud med bjerge i baggrunden.

Firmaet FloDesign Wind Turbine Corp. of Wilbraham har fået en tegner til at forestille sig, hvordan selskabets vindturbiner vil se ud med bjerge i baggrunden.

COP15: Nye supereffektive vindmøller skal give USA førertrøjen

USA's energiminister Stephen Chu samler flyindustrien, teknologivirksomheder og energisektoren i fælles indsats for at skabe ny generation af ultrakompakte og højeffektive vindmøller.

Af Nicolai Østergaard, onsdag 16. dec 2009 kl. 10:02

Steven Chu, nobelprisvinder i fysik og energiminister i Obama-administrationen, gæstede i denne uge Bella Center for at gøre op med USA's ry som en træg global spiller i udviklingen af fremtidens vedvarende energiteknologier.

Således lagde han ud med noget, der kan fortolkes som et frontalangreb på værtslandets - altså Danmarks - berømmede vindmølleindustri.

Chu nævnte nemlig udviklingen af ny vindmølle-teknologi som en af hjørnestenene i Obama-administrationens nyligt vedtagne forskningssatsning indenfor vedvarende energiteknologier. Og han lagde ikke skjul på, at USA agter at sætte sig tungt på de vind-teknologier, der skal sørge for en langt mere intensiv udbredelse af vindkraft, end det vi ser i dag.

»Der er brug for en ny og banebrydende generation af energiteknologier - ikke mindst inden for vindteknologi. Og USA vil tage førertrøjen på dette felt,« sagde Steven Chu under et møde med udenlandske journalister.

Rugekasse for energiforskning

De forskningsbevillinger, som skal realisere denne vision, findes i Obama-administrationens nye ruge-kasse for storstilede, risikovillige og langsigtede energiforskningsprojekter samlet i forskningsprogrammet ARPA-E. Et forskningsprogram lanceret som en pendant til USA's herostratisk berømte militære forskningsprogram, Darpa.

Ligesom med Darpa er målet med ARPA-E at tilskynde private virksomheder til at konkurrere om at udvikle fremtidens revolutionerende teknologier. Tidligere på måneden bevilgede ARPA-E de første penge til forskningsprojekter, hvilket betyder, at adskillige udviklingsprojekter inden for vindenergi modtog millionbevillinger.

Steven Chu anerkendte de seneste års teknologiske fremskridt inden vindenergi.

»Men hvis landene skal realisere de målsætninger om CO2-reduktioner, som man vil forpligte sig til her under COP15, er de nuværende teknologier ikke nok - der må nødvendigvis udvikles "game-change" teknologier i den vedvarende energisektor,« sluttede Steven Chu.

Amerikansk flyindustri hjælper vindmøller
Og nobelprisvinderens forventning til den næste generation af vindmøller er klar: De skal være højeffektive, ultrakompakte og billige.

»Vi involverer flyindustrien for at trække på dennes ekspertise i turbineteknologi og effektiv udnyttelse af luftstrømme,« sagde Steven Chu og henviste til den såkaldte Mixer/Ejector Wind Turbine (MEWT) - teknologi, som i øjeblikket er under udvikling af virksomheden FloDesign Wind Turbine Corporation.

I denne teknologi er den klassiske vindmølle omskabt til en turbine med store ligheder med en klassisk jetmotor, og hvor målet er at udnytte vindstrømmene langt mere effektivt samtidig med, at de er billige og enkle at placere i landskabet.

Under sin fremlæggelse lagde Steven Chu stor vægt på, at USA fuldstændig har gjort op med tidligere præsidenternes nølen i forhold til vedvarende energiteknologier. Energiministeren benyttede således lejligheden til at fremlægge et nyt initiativ – Climate Redi - for overførsel af vedvarende energiteknologier til den 3. verden.

Climate Redi er et samarbejde mellem blandt andet USA, Australien, Indien, Italien og andre lande, hvor parterne arbejder sammen om at udvikle og distribuere low cost energiteknolgier til virksomheder og husholdninger i 3. verdenslande.

Med et programbudget på 350 mio. dollars som deles mellem projektpartnerne er det dog fortsat relativt begrænsede midler, som USA forpligter sig til at overføre til teknologi-overførsels-processen – i hvert fald i sammenligning med de beløb, som FN betegner som nødvendige bevillinger i de igangværende forhandlinger.

Til gengæld gjorde Steven Chu intet for at skjule det faktum, at USA sammen med verdens øvrige store økonomier, langt fra investerer tilstrækkelige summer i forskning og udvikling af de grønne energiteknologier, som er nødvendige, hvis politikerne skal kunne leve op til de forpligtelser, som de under de igangværende forhandlinger mere eller mindre helhjertet er parate til at tilslutte sig.

»De forskningsbevillinger, som de største økonomier kanaliserer til forskning og udvikling af vedvarende energiteknologier skal stige markant i de kommende år, hvis vi skal indfri vores klimaambitioner,« sagde Steven Chu.



16. dec 2009 kl 11:08

avatar

Bertel Lohmann Andersen

Glimrende

Det er et super forslag, som virkelig kan komme med i gruppen af "ambitiøse" forslag. Så jeg nænner næsten ikke at pege på, at selv en nok så god mølle vel ikke kan trække mere energi ud af vinden, end der er i den på det areal, som rammer møllen. Men måske er jeg gammeldags.


16. dec 2009 kl 11:24

Jens-otto Andersen

På en måde sjovt

Da Fogh & Bendtsen i sin tid tiltrådte blev energipolitikken formuleret som et spejlbillede af USA, dvs. Bush. Konkret blev eksempelvis vindmøller omtalt som noget kostbart pjat, et "Auken-flip" der skulle stoppes - og det blev det.

Det viste sig efterfølgende at være noget af en blindgyde, sådan pænt sagt.

Derfor er vinden nu tilsyneladende vendt 180 grader på den anden side af Atlanten. Mon det samme vil ske her?
Det ville på en måde være sjovt - men også kun "på en måde", for i mellemtiden har vi spildt næsten et årti.

Gad vidst om det er en del af den store plan at vi permanent skal ligge i baghjul? Konkrete ambitioner om andet og mere er i hvert fald vanskelige at få øje på.


16. dec 2009 kl 11:40

Bjarke Mønnike

Re: På en måde sjovt

Hej Jens Otto

Hvis du mener at vi skal donere vindmølle ejerne et tilskud på mere end en milliard kroner om året og så stadig kalde vindkraft for en god forretning, så skal din regnelærer have nogle ordentlige nakkedrag.

Hvorledes var det nu lige det var med USA og vindmøller.

Det danske vindmølleeventyr var ikke blevet til noget overhovedet, uden den Califoniske antismog lovgivning og præmiering af alternativ energifremstilling fra 1980 til 1985.

Amerikanerne købte danske møller der havde testkørselsdokumentation fra Risø i tusindvis

Både i Altamont-passet, San Gorgonio- passet og Tehachapi-bjergene står der tusindvis af danske møller

Her indvier Anders Fogh en vindmøllepark i Californien i 2006. Årstallet viser at det var i Bushperioden!!!

http://www.vestas.com/files//F....pdf


16. dec 2009 kl 11:40

avatar

Troels Halken

Re: Glimrende

Så jeg nænner næsten ikke at pege på, at selv en nok så god mølle vel ikke kan trække mere energi ud af vinden, end der er i den på det areal, som rammer møllen

Nu skriver de ikke noget om princippet ovenfor, men forsøg med tragte foran rotoren er forsøgt. Det viser sig som regel at det koster mere end at lave vingerne tilsvarende længere.

Vh Troels


16. dec 2009 kl 11:47

Bjarke Mønnike

Re: Re: Glimrende

Det gjorde Stig Øye mig også opmærksom på, da jeg fremstillede en lignende prototype til min far for 30 år siden :-)


16. dec 2009 kl 11:54

Søren Schack Hansen

Re: Re: På en måde sjovt

Hej Jens Otto

Hvis du mener at vi skal donere vindmølle ejerne et tilskud på mere end en milliard kroner om året og så stadig kalde vindkraft for en god forretning, så skal din regnelærer have nogle ordentlige nakkedrag.

Hvorledes var det nu lige det var med USA og vindmøller.

Det danske vindmølleeventyr var ikke blevet til noget overhovedet, uden den Califoniske antismog lovgivning og præmiering af alternativ energifremstilling fra 1980 til 1985.

Amerikanerne købte danske møller der havde testkørselsdokumentation fra Risø i tusindvis

Både i Altamont-passet, San Gorgonio- passet og Tehachapi-bjergene står der tusindvis af danske møller

Her indvier Anders Fogh en vindmøllepark i Californien i 2006. Årstallet viser at det var i Bushperioden!!!

http://www.vestas.com/files//F....pdf


-Og så er de vindturbiner oven i købet grimme at se på (eller også er jeg bare konservativ)!
En (dansk) vindmøllevinge er bare kønnere.


16. dec 2009 kl 12:50

Jens-otto Andersen

Re: Re: På en måde sjovt

Her indvier Anders Fogh en vindmøllepark i Californien i 2006. Årstallet viser at det var i Bushperioden!!!

Nu var "Californien" og "Bush" jo ikke just sammenfaldende størrelser, sådan rent energipolitisk.

Men 2006 er sandsynligvis tæt på det tidspunkt, hvor Fogh begyndte at skimte lyset/pengene. Det var noget sent. Der er ikke mange innovative firmaer, der vil kunne overleve med den horisont.

I øvrigt: Endnu i 2007 regnede finansministeriet med en langsigtet oliepris på 50USD/td. Året efter var den tre gange højere. Det er den slags uduelighed regeringen ret kritikløst har bygget sin politik på - og så skal man jo komme i vanskeligheder.


16. dec 2009 kl 12:50

John Tvingsholm

Re: Re: Glimrende

men forsøg med tragte foran rotoren er forsøgt

Det er ikke tragte foran rotoren der er tale om.

http://www.youtube.com/watch?v...UMTY


16. dec 2009 kl 18:40

Poul K.madsen

At vindmøller er for dyre

At vindmøller er for dyre er et problem som skal løses og ikke kun ved at gøre dem større. Men reel konkurrence er vist først ved at være på vej. Om den skal komme fra Kina eller USA må tiden vise. Men halv pris med samme effekt er nok ikke utænkelig, men det kommer til at gøre ondt for en del firmaer under vejs og om Vesta er med her det kræver en kraftig opvågning.


16. dec 2009 kl 23:23

Iver Sørensen

Re: At vindmøller er for dyre

En møllevinge kan kantstilles ? eller bremses og undgå overbelastning hvis vinden går grassat , men en tragt turbinemølle som viste vil jeg skønne må blive udsat for et langt større vindtryk uanset hvordan man vender den .
Spec. i USA er de ekstreme vindforhold jo et tilbagevendende problem . Ja og så er der som nævnt ikke megen landskabsdekoration i sådan et skrummel.


17. dec 2009 kl 00:11

Søren Lund

Re: Re: Re: Glimrende

Det gjorde Stig Øye mig også opmærksom på, da jeg fremstillede en lignende prototype til min far for 30 år siden :-)

Ja, der er stor fordel i at være 30 år foran med udvikling af vindmøller. Alle nitterne har været overvejet og/eller forsøgt i pionertiden, længe inden kapløbet for alvor startede.

Også vindmøller med gummigear. Dengang var det bare med kileremme i stedet for gummiruller.

Idag kan vi koncentrere os om at videreudvikle på basis af den viden vi har, men det er da sjovt at overvære andre nationer forsøge at opfinde den dybe tallerken én gang til ;-)

Mit bud er, at hvis luften kan passere gennem den viste ventury med turbine, lige så let som hvis den ikke var der, kunne den ikke udvinde energi af vinden.

Hvis vinden udsættes for en vis opbremsning i venturyen, så vil luftstrømmen uvægerligt sprede sig foran turbinen/venturyen, præcis som den gør ved normale møller, så resultatet bliver det samme.

En trevinget hurtigløber er og bliver den simpleste, billigste og mest elegante måde at hente mest muligt energi ud af en størst mulig del af luftstrømmen på.

Skal vi videre herfra, så skal vi nok af med mølletårnet og op i højrereliggende luftstrømme.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk