Det er ikke sandsynligt, at COP15 vil munde ud i nye, klimaforbedrende teknologikrav til de skibe, der i øjeblikket besejler verdenshavene.

Der vil derimod kunne skabes enighed om at stille krav til fremtidige skibes skrogdesign og motorernes energieffektivitet. Men det er i sagens natur teknologiske forbedringer, der først for alvor slår igennem i skibsfartens CO2-regnskab om flere årtier.

»Hvad der bliver besluttet om skibsfarten på COP15 vil under ingen omstændigheder revolutionere rederiernes skibe. Hvis udvekslingen af forbrugsvarer mellem verdensdelene vokser som forventet i de kommende 20 år, vil mere energieffektive nybygninger og bedre ruteplanlægning sandsynligvis ikke kunne forhindre en stigning i CO2-udledningen fra skibsfarten målt i absolutte tal,« siger John Maggs fra miljøorganisationen Seas at Risk.

Når skibsfarten alligevel er omgærdet med så stor opmærksomhed i Bella Center handler det om, at skibsfarten til gengæld vil blive tvunget til at købe aflad for klimabelastningen. Og her er der tale om store penge.

»Når regeringscheferne samles herude i Bella Center er det sandsynligt, at de kan blive enige om en afgift på mellem 50 og 100 dollars pr. ton fuelolie. Det må forventes, at ulandene går med til det, fordi pengene fra afgiften vil blive dedikeret til klimaprojekter netop i samme ulandene,« siger John Maggs og fortsætter:

»Vi kan altså forvente en fond, der vil modtage ca. 30 milliarder dollars (153,6 mia. kr., red.) om året til klimaprojekter. Skibsfarten kan måske ikke reducere den absolutte CO2-udledning nævneværdigt på kort eller mellemlang sigt. Men den kan så sandelig give et vigtigt økonomisk bidrag til at sænke CO2-udledningen i andre sektorer,« siger John Maggs.

Han håber dog, at forhandlingerne i København vil resultere i mere end blot en afgift på skibenes brændstof.

»Jeg håber, at forhandlingerne vil munde ud i et præcist og globalt reduktionskrav til skibsfarten, eventuelt et krav om 20 procents reduktion på mellemlang sigt,« siger John Maggs.

Han mener, at det bør ske ved at indføre et globat kvotesystem, hvor rederierne får uddelt et begrænset antal CO2-forureningstilladelser. Og hvis disse ikke er tilstrækkelige til det årlige trafikbehov, må rederierne købe nye forureningstilladelser på det frie marked.

»Det vil lægge et massivt pres på rederierne for at udskifte deres gamle skibe med nye, energieffektive modeller,« siger John Maggs.

Han advarer desuden politikerne mod at overlade det til FN's internationale søfartsorganisation, IMO, at definere skibsfartens målsætning på CO2-området.

»IMO har en forhandlingskultur, hvor landene tager beslutninger på basis af enstemmighed. Bagstræberiske ulande vil kunne forsinke skibsfartens klimaindsats i årevis, hvis der ikke kommer et klart og utvetydigt pres fra verdenssamfundet, formuleret i en international klimaaftale, som der forhåbentlig bliver enighed om i løbet af de næste dage,« siger John Maggs.