»Det var ikke kun rådgiversjusk, Grontmij Carl Bro som totalrådgiver på byggeriet af IT-Universitetet i Ørestaden, gjorde sig skyld i, men helt elementære og alvorlige fejl.«

Det siger vicedirektør Connie Barfod, Universitets- og Bygningsstyrelsen under Videnskabsministeriet, der var bygherre på IT-Universitetet.

Skønt den godt 19.000 etagemeter store bygning i Ørestaden blev taget i brug i 2004, er det først nu, hvor byggesagen formelt er afsluttet med et forlig mellem Carl Bro og Videnskabsministeriet, at offentligheden får indblik i sagen.

Selv efter et langtrukkent juridisk forløb og en række voldgiftssager i kølvandet på anlægsopgaven, undrer ministeriet sig stadig over, hvor svært det kunne være for en af landets største og mest velrenommerede rådgivende ingeniørfirmaer at udføre opgaven som totalrådgiver.

Carl Bro fik chancen flere gange
»Jeg ved ikke, hvorfor de ikke leverede produktet. Men selv om de flere gange fik chancen for at gøre det bedre, lykkedes det ikke. Fem-seks måneder henne i processen var det stadigvæk galt,«
fortæller Connie Barfod.

Faktisk skete der også det, ud over at der kom ekstra krav og forsinkelser, at Carl Bros projekteringsledelse også svigtede, så det blev nødvendigt, at råhusentreprenøren, NCC, måtte tage over.«

Grontmij Carl Bro har netop anerkendt ministeriets erstatningskrav på 17,2 millioner kroner og accepteret ansvaret for, at byggeriet overskred såvel budget som tidsplan.

Dermed er der sat punktum for en række voldgiftssager i kølvandet på anlægsopgaven, der blev et halvt år forsinket og 23,5 millioner kroner dyrere end de budgetterede 400 millioner kroner.

Mangler i stålkonstruktion og efterspænding
Grontmij Carl Bro, der vandt opgaven som totalrådgiver på det prestigefyldte byggeri i konkurrence med andre rådgivere, nægter fortsat at udtale sig om sagen, hvis konkrete indhold kun findes overfladisk beskrevet som et "mangelfuldt konstruktionsprojekt" og "uacceptable projektfejl og især projektmangler som byggeriet har været ramt af" i Folketingets aktstykke 40.

Men ifølge Connie Barfod svigtede Carl Bro sit rådgiveransvar ved at aflevere et mangelfuldt hovedprojekt, primært vedrørende stålkonstruktion og efterspændingsprojektet.

»Det var allerede galt på udbudstidspunktet. Udbuddet var ufuldstændigt beskrevet, og det lykkedes heller ikke at rette det op. Dét var grunden til, at vi efterfølgende måtte betale de øvrige entreprenører for ekstraarbejder,« forklarer hun.

»Konsekvensen var, at det hele blev forsinket. Og da nogle af de forsinkede delprojekter lå tidligt i forløbet, fik det vitale konsekvenser for hele resten af byggeriet.«

Rekordstor erstatning
En af de fejl, Carl Bro helt konkret gjorde sig skyldig i, var fejl i beregningen af grundvandssænkning:

»Tidligt i forløbet viste grundvandssænkningen sig at være væsentligt større, end Carl Bro angav. Det betød, at det væltede op med vand, da man begyndte at stille huset op. En fejl så tidligt i forløbet forskubber naturligvis hele projektet, så det bliver forsinket,« siger Connie Barfod.

Hun mener, at det netop er disse grundlæggende fejl, begået af et firma, der burde vide bedre, der udløser den rekordstore erstatning:

»Det er derfor, de får et ordentligt hak. Fordi de har lavet helt elementære fejl, får vi så stor erstatning. Det er ikke bare almindelig sjusk, men alvorlige fejl,« siger Connie Barfod.

Minister i god tro
Samtidig var der intet, der kunne advare ministeriet om, at rådgiveren ikke var i stand til at leve op til sit rådgiveransvar. Efter at videnskabsminister Helge Sander 1. december hævede fortroligheden, der har omgærdet sagen siden 22. oktober 2003, har Folketingets finansudvalg forsøgt at bore i, om ministeriet kunne have et medansvar.

Men selv om ministeriet ved et netop indgået forlig har måttet punge ud med 9,6 millioner kroner som kompensation til de entreprenørfirmaer som Carl Bros svigt har kostet dyrt, var ministeriet, ifølge Helge Sander, i god tro.

Oven i købet havde Videnskabsministeriet hyret rådgiverfirmaet Hifab Bygherreombud til fra starten at være bygherrens forlængede arm.

»Som offentlig bygherre skal vi ind imellem forsøge nye samarbejdsformer. Det var et forsøg på at købe eksterne ressourcer ind. I hvert fald er bygherren fritaget for skyld. Og Hifab er heller ikke selv blevet pålagt et erstatningsansvar,« fastslår Connie Barfod.