Der kan blive brug for en masse rådgivning i klima-venlig teknologi, hvis de rige lande vil byde ind med nok extra-penge.

I går fredag blev fremlagt de to centrale tekster i forhandlingerne, som afspejler de to hovedspor i Bella Centret: De ene spor er klimakonventionen med deltagelse af alle lande og det andet spor hvordan fortsættelsen skal være af Kyoto Protokollen (som USA står udenfor).

For teknisk interesserede er det særligt interessant, hvad der står i de nye tekster om teknologi. Deltagere i forhandlingsgruppen fortæller, at det har været en konstruktiv atmosfære omend udviklingslandene har et ønske om mekanismer for at accelerere teknologi overførslen endnu mere end det fremgår af udkast til tekst.

Følgende står så klart i teksten, at de givetvis er med i den endelige tekst ved COP 15’s slutning på næste fredag:

a) at der etableres en mekanisme til at accelerere udvikling og overførsel af teknologi til såvel tilpasning som CO2 reduktioner i udviklingslandene.

b) at der etableres en organ, som enten kommer til at hedde “Executive Body on Technology” eller “Technology Action Committee”. Begge navne står i parenteser, som det gælder megen tekst. Det er disse parenteser der skal forhandles væk de kommende dage.

c) Et netværk af regionale teknologi centre i de forskellige verdensdele til at udbrede spredningen af miljøvenlige teknologier. Der peges på nødvendigheden af øget teknisk rådgivning til ulandene. Mon ikke nogle af jer læsere er fra Cowi, Rambøl, Carl Bro eller andre rådgiverfirmaer, som kan se frem til mange nye opgaver.

Teknologi kræver finansiering

Teknologi er naturligvis tæt knyttet til det store slagsmål om størrelsen af finansiering. Indtil nu er der ikke penge nok på bordet til at sikre overførslen af klima venlig teknologi til udviklingslandene. FN har anlået det nødvendige budget til $100 milliarder dollars pr. år (fra 2013).

Ulandene er skuffet over udspillet fra EU topmødet i torsdags kun lovede 7,2 mia. euro til de næste tre år. Et tal som kun udgør godt 1 procent af hvad EU landene har til finanskrisen (vel at mærke uden at tælle bankpakkerne med). Det er også skuffende, at EU topmødet ingen tal er kommet med om finansieringen fra år 2013 til 2020.

Den svenske statsminister Fredrik Reinfeldt indrømmede i Bruxelles, at en del af pengen er ulandsbistand, som blot flyttes til klima. Dette er tilfældet med Danmark, hvor alle de annoncerede 1,2 mia. kr. i en klimapulje tages fra ulandsbistanden. Dvs. der bliver færre penge til at støtte sundhed og uddannelse i Afrika.

Jeg havde i fredags lejlighed til at høre G77 gruppens talsmand Lumumba Di-Aping, som taler på vegne af 134 ulande.

- Den dårlige nyhed er, at 1,2 mia. euro fra EU er meget, meget lidt sammenlignet med de  300 mia. euro, som bankbosserne i London har fået i bonus. Det siger det alt om, at Europas ledere ikke tager klimaforandringerne seriøst.

De senere dage i Bella Centret har kravet om at holde sig under 1,5 grads temperaturstigning fået en stadig stærkere røst, hvilket svarer til at CO2 koncentrationen i atmosfæren skal nedbringes til 350 ppm (parts per million). Det har det især fra ø-staterne og dette krav blev også fremhævet Lumumba Di-Aping, som selv er fra Sudan. De finder det ikke acceptabelt med de 3,5 graders stigning, som Afrika vil få ved en gennemsnitlig global temparaturstigning på to grader (som svarer til 450 ppm).

Nord-Syd konflikt

Som opsamling på den første uge kan siges, at der er to klare fronter overfor hinanden i Bella Centret: Udviklingslandene og de rige industrilande. Mit gæt på nuværende tidspunkt er, at udviklingslandene vinder slaget om at bevare Kyoto protokollen, som de rige lande gerne vil nedlægge. Der ligger 27 sider tekst om fortsættelsen af Kyoto fra år 2013, hvilket ville vække et oprør i Bella Centret at ignorere. At fastholde Kyoto har endvidere den fordel, at den allerede er godkendt i mange landes parlamenter- hvor det nemt vil tage 3-4 år at få en ny juridisk aftale (protokol) godkendt i et tilstrækkelig antal lande.

Omvendt er det sandsynligt, at industrilandene ikke kommer til at indfrie de de fattige udviklingslandes forventninger. Hverken med tilstrækkelig finansiering eller ved at ville handle hurtigt nok med reduktionerne. Det er desværre meget nemmere for politikerne at give løfter til år 2050 end det er til de kommende ti år.

PS: Link til de 2 tekster på FNs hjemmeside. Og her hvordan forhandlingerne er struktureret.