Nye teknologiske bycykler på vej til København
Københavnere og gæster af byen får nye, mere intelligente bycykler i 2013.
Openbike er uafhængig af ladestationer eller bestemte cykelstativer, for det er brugerne, der selv tramper energi til det styresystem, cyklen er udstyret med.
Dokumentation
To udenlandske forslag cyklede af med sejren, da en international idékonkurrence om nye bycykler i København blev afgjort.
Den ene cykel, Openbike, er et svensk-tysk-amerikanskudviklet integreret system, der er uafhængig af geografiske fikspunkter, fordi den har en indbygget intelligens, der fortæller, hvor cyklen bruges. Den kan stilles hvor som helst i byens cykelstativer. Deraf navnet 'Open'bike.
For at bruge cyklen skal man have et smartcard (RFID), og ved hjælp sin mobiltelefon kan man spore og reservere den nærmeste ledige cykel.
På samme måde kan administratoren få oplysninger om systemet og brugernes adfærd, der kan hjælpe til at forbedre systemkapaciteten og distributionen af cyklen.
Det er brugerne, der genererer energien til systemet og lygterne.
Den fransk-japanske cykelforbindelse
Den anden cykel hedder Myloop og er udviklet af et fransk-japansk hold. Cyklen er uden nav og eger, og juryen er især begejstret over, at design, brugervenlighed og respekt for det miljø, den indgår i, går op i en større enhed.
I modsætning til Openbike kræver Myloop opladning i en dockingstation. Men flere cykler kan kobles til hinanden, ligesom indkøbsvogne og derigennem få elektricitet fra den første cykel i dockingstationen.
Tanken er, at brugeren skal være registreret og få adgang ved hjælp af et smartcard. Hver cykel er udstyret med en GPS, der sender information om cyklens lokalitet og status til en overvågningsterminal.
Over styret er der placeret en konsol, der registrerer brugeren og derefter giver besked via af et rødt, gult eller grønt lys, om cyklen er optaget, booket eller fri. Desuden er en forlygte-LED integreret i konsollen.
Baglygten sidder under sædet, og begge lygter aktiveres ved hjælp af en sensor, når det bliver mørkt.
Modsat dagens bycykler, har brugeren af Myloop mulighed for at låse cyklen foran butikker eller lignende med det kabel, der også bruges til opladning.
127 kæmpede om prisen på 250.000 kroner
Det er Købanhavns Miljø- og Teknikforvaltning, der har udskrevet konkurrencen CPH Bike-share competition.
Baggrunden for konkurrencen er, at det københavnske bycykelsystem, der som det første i verden kom på gaden i 1995, nu er blevet overhalet af andre byer i verden og derfor trænger til at blive opdateret.
I alt var der 127 deltagere i konkurrencen. De to førstepladser vinder 250.000 kroner, men ser dog først deres idé komme til live i 2013, hvor systemet forventes at blive udrullet i København og Frederiksberg.
Københavns Kommune regner dog ikke med, at det bliver enten det ene eller det andet fulde system, men snarere en blanding af flere.





