Insekter får skyld for fejl i målestation for luftforurening
Insektrester fik DMU til at kassere måleresultater af partikelforureningen i København. Nu viser partikelforureningen ved H. C Andersens Boulevard sig at være 15 procent mindre end antaget.
Læs også
-
Fejl i måler gjorde H. C Andersens Boulevard til partikelbombe
-
Fejl i DMU-målinger gjorde luftforurening 15 procent for stor
Læs mere om
Dokumentation
Rester fra insekter betød, at data fra et måleinstrument ved H.C. Andersens Boulevard i København blev kasseret. Dermed ser partikelforureningen i området ud til at være 15 procent mindre end det først så ud til.
DMU oplyser, at det konkrete instrument ved målestationen, der opfanger de såkaldte PM10-partikler (partikler mindre end 10 mikrometer) bruger et nyt afskæringshoved for partiklerne. Og hovedet har vist sig at være mere følsomt over for fremmedlegemer end det gamle.
»Der er fundet nogle insektrester i de hoveder, som har et lidt andet design end de hoveder, som vi brugte tidligere. Vi har ikke haft problem med de gamle hoveder. De har kørt upåklageligt i adskillige år,« siger forskningschef i DMU, Lars Moseholm.
De nye hoveder bliver også brugt ved en anden målestation i København, men her ser der ikke ud til at være insektproblemer. DMU arbejder nu på en løsning for den fejlramte målestation.
»Vi har påbegyndt et design af et insektnet, - men det er ikke særlig simpelt, det kan ændre luftindtaget i de her hoveder, så det er noget, vi er nødt til at være meget omhyggelige med,« siger Lars Moseholm.
Insektforureningen betød, at måleresultaterne er blevet dømt ugyldige, hvilket har fået DMU til at skrotte dataene og i stedet lavet et skøn over partikelforureningen på H.C. Andersens Boulevard via andre måleinstrumenter på målestationerne på H.C. Andersens Boulevard og H.C. Ørsteds Instituttet i København.
Og nu ser årsmiddelværdien for partikelforureningen i det indre København ud til at lande på 33 mikrogram pr. kubikmeter mod 39 gram i 2008.
Ny asfalt giver fald i partikelforurening
Det bratte fald i antallet af partikler tilskriver DMU en ny asfaltbelægning ved H.C. Andersens Boulevard, som skulle betyde, at der bliver hvirvlet færre partikler op i luften.
Spørgsmålet om antallet af partikler i luften har været en kilden affære, da det i går kom frem, at der tilsyneladende havde været problemer med validiteten af måleresultaterne ved stationen i København. Det fik Miljøministeriet til at udsende en pressemeddelse, hvori miljøminister Troels Lund Poulsen kritiserede DMU for ikke tidligere at have opdaget fejlen.
Ministeriets reaktion hænger sammen med, at DMU tidligere i et høringssvar til Miljøministeriet har sat spørgsmålstegn ved beregningerne i regeringens plan for at nedbringe netop partikelforureningen, så forureningsniveauet kan leve op til EU's grænseværdier.
Med det nyfremkomne resultat for partikelforureningen ser Danmark nu ud til at kunne overholde EU's grænseværdier i 2009.





