De første sommerfugle er udklækket i rummet
De første Monarch-sommerfugle er blevet udklækket på rumstationen til stor glæde for astronauterne.
Multimedia
Video:
Sommerfugle udklækket i rummet
Læs også
Læs mere om
I sidste uge kunne rumstationskaptajn Jeff Williams sende video ned til Jorden af den første Monarch-sommerfugl, som var kommet ud af sin puppe og var begyndt at svæve rundt i sit bur. På videoen kunne man se sommerfugle langsomt åbne og lukke sine vinger i vægtløsheden for at tørre dem.
»Det er smukt. Det er altid rart at se en lille smule af Jorden her oppe. Tillykke til det videnskabelige hold bag forsøget,« sagde Jeff Williams over radiokanalen til Jorden.
De sommerfugle, som er blevet sendt ud i rummet, er to typer: Monarch og Painted Lady. Sommerfuglene begyndte at komme ud af deres pupper blot få dage, efter de var kommet i rummet med den sidste rumfærge som en del af et undervisningseksperiment. Selvom man tidligere har forsøgt at sende sommerfuglelarver i rummet, er det første gang, det er lykkedes at udklække dem, ved at de har gennemgået alle deres stadier i rummet: fra larver til pupper og til flyvefærdige sommerfugle.
Mere end 170.000 skoleelever og 2.800 lærere i amerikanske skoler følger med i eksperimentet fra Jorden, hvor de sammenligner sommerfuglene i rummet med en tilsvarende gruppe på Jorden for at se forskellene i deres livscyklus.
Sommerfuglene har også deres egen Twitter-side ”ButterflySpace”, hvor deres status i rummet løbende kan følges.
Man har allerede kunnet konstatere den første forskel mellem sommerfuglene i rummet og på Jorden. På Jorden tager det mellem tre og fire minutter for en nyudklækket sommerfugl at tørre sine vinger, mens det i rummet tog cirka 15 minutter.
De to sommerfugletyper blev opsendte til rumstationen som en del af en videnskabelig facilitet kaldet Commercial Generic Bioprocessing Apparatus Science Insert–03 bygget af BioServe Space Technologies i Colorado.
På grund af de trange forhold i burene i rummet, forventer Nasa at Monarch-sommerfuglene blot vil overleve i cirka fire dage, til forskel fra de normalt to uger på Jorden. For Painted Lady forventes en levetid på cirka en uge, hvilket er cirka det halve af, hvad de gør på Jorden.





