/elektronik

Twitter-skaber forvandler mobilen til kreditkortlæser

Manden bag Twitter har skabt en lille anordning, der i princippet gør alle med en mobiltelefon i stand til at modtage kreditkortbetalinger via lydindgangen.

Af Jakob Møllerhøj , torsdag 10. dec 2009 kl. 14:52

John Dorsey, der har skabt Twitter, har begået en ny opfindelse. Det drejer som en lille firkantet dingenot, passende nok kaldet Square. Den kan proppes i lydindgangen på en mobiltelefon, hvorefter telefonens indehaver er i besiddelse af en kreditkortlæser. Løsningen demonstrerede han for nyligt ved Leweb - en stor internetkonference i Paris.

Square har en indbygget magnetkortlæser, der via den energi, det giver at suse et kreditkorts magnetstribe igennem den, sender kortinformationerne videre til lydindgangen i en mobil enhed, som ikke nødvendigvis behøver være en mobiltelefon. En applikation, der både fungerer online og offline, sørger så for, at pengeoverførslen går i gennem og gør det også muligt for en kunde at skrive under på den mobile enheds touchscreen.

På den måde får folk, der ikke tidligere har haft muligheden, nu chancen for at modtage kreditkort som betalingsmiddel- fx Dorseys glaspusterven og medopfinder af Square Jim McKelvey, som Twitter-bagmanden nævnte som eksempel ved Leweb.

»Den finansielle verden er fantastisk lige nu, fordi der er en ren tavle. Mange af disse industrier er på udkig efter noget meget småt og innovativt,« sagde han ved Leweb ifølge CNN.

Dorseys Square bruger lydindgangen til at overføre data med, fordi der findes et standardiseret mini-jack stik på alt fra Macbooks, pc'er, Blackberries og telefoner med Googles Android, som han nævnte som eksempler ved konferencen. Dog kommer løsningen i første omgang til Iphones og Ipods, hvilket efter planen sker til marts 2010.

Udviklerne bag Square arbejder for øjeblikket på at svindelsikre enheden, som er ved at blive betatestet hos en række mindre erhvervsdrivende i USA.

»Vi prøver med en masse forskellige profiler af folk i New York, San Francisco, LA og St. Louis, Missouri. Der er klaverlærere, flyinstruktører og caféer,« sagde Dorsey i følge CNN.



10. dec 2009 kl 17:18

Leif Kjøller Pedersen

Chiplæsning er et krav i Europa

I denne verdensdel har den omtalte løsning til læsning af magnetstrigben ingen mulighed for at blive accepteret.
Kuriøst, og der er lignende dimser fra andre leverandører over there.
Med stadigt øgede krav til beskyttelse af kortdata er det svært at se levedygtigheden af produktet.
Men det er da en teknisk innovativ løsning.


10. dec 2009 kl 18:02

avatar

Svante Jørgensen

Vira

Det giver lige pludselig et helt nyt perspektiv for vira på mobile enheder.


10. dec 2009 kl 22:21

David Anker

Rig anvendelse

Jeg ser ingen hindring for at data så som det der ligger på sygesikringskortet kan aflæses via "Square". Fx kan al underskrift samt ligitimationskrav nu digitaliseres inden for postvæsnet. Det kan muligvis også bruges i sammenhæng med identifikation af bar-gæster, fodboldbøller, pendlere(?) og sikkert mange flere end jeg har tænkt på.

Bare fordi vi ikke kan anvende det til at overføre data omkring pengeoverførsler, skal man ikke udelukke en udemærket opfindelse.


11. dec 2009 kl 01:08

Anders Feder

USB

Findes der mon nogle fikse chip-kreditkort-læsere, der kører over USB? For det understøtter både Android og iPhone da, så vidt jeg ved, og af den vej kan der vel også leveres strøm til læseren?


11. dec 2009 kl 04:41

Ole Dahl


15. dec 2009 kl 11:03

Leif Neland

Hurtigt og nemt.

Så kan lommetyven hurtigt klone kortet og lægge det tilbage fær ejeren opdager det og får kortet spærret.

Men hvor mange steder findes magnetstribelæsning som backup til striben?

Det kan være man skal afmagnetisere striben for en sikkerheds skyld?


15. dec 2009 kl 11:22

Claus Nielsen

Svindelsikring

Det er unægteligt en svær opgave han har pålagt sig selv der - at svindelsikre denne type kortlæser.

Som systemet præsenteres kører det kun på bestemte telefonmodeller til at starte med, hvilket i praksis betyder at det er forretningsindehaverens telefon.

I forvejen er det næsten alt for nemt at svindle med falske dankortlæsere mm, men der er der i det mindste tale om dedikeret HW, som i et eller andet omfang er under kortmyndighedernes kontrol.

Her er der tale om en mobiltelefon, hvor kort-informationen i interfacet mellem læser og telefon er på ren analog form.
Det må være MEGET svært at forhindre at denne information kan aflyttes af telefonens ejer.
Det samme gælder for pinkoder der indtastes på samme telefones tastatur.

Alternativt kan betalingsapplikationen installeres på alle brugernes egne telefoner.
kortlæseren skal så kunne holde til at tages ud og ind af diverse stik rigtig mange gange.

Samtidig skal der installeres en lokal applikation på hvert håndsæt kunderne bruger = utallige forskellige platforme og kompatibilitets-test der skal køres.

Ikke en umulighed, men meget mere omfattende end den tilsyneladende simple beskrivelse af ideen.

mvh.
Claus


15. dec 2009 kl 12:02

Frithiof Andreas Jensen

Re: Chiplæsning er et krav i Europa

I denne verdensdel

At vi tilfældigvis har valgt at gennemtvinge noget forstenet klumpe-dumpe noget i "denne verdensdel" er ligegyldigt: Mobil-markedet er for længst flyttet til Asien, Syd/Mellem-Amerika samt Afrika, især Afrika.

Småt, mobilt, fungerer off- og online, kan deles, det er hvad der kræves i vækstmarkederne i den tredie verden.

Sikkerhed betyder ganske lidt i forhold til bekvemmelighed og tilgængelighed - hvis det er "sikkert nok" kan man forsikre sig ud af det problem.



Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.