Svovl fra gips plager fjernvarmeværker
Stigende mængder svovl plager flere danske fjernvarmeværker. Svovlen kommer fra gips, der bliver skjult i brændbart affald, selv om det egentlig skulle til genbrug.
Der kommer flere og flere gipsrester i i fjernvarmeværkernes ovne, og det er et problem, fordi det øger mængden af svovl i værkernes røggas.
Læs også
Læs mere om
Siden 2006 er der røget mere og mere gips ind i fjernvarmeværkernes ovne, selv om gipsen de fleste steder i landet skal udsorteres til genanvendelse.
De øgede gipsmængder giver så meget mere svovl i rensede røggas, at fire ud af seks undersøgte forbrændingsanlæg rapporterer om "relativt mange emissionsoverskridelser", i en ny undersøgelse fra Rambøll.
Rapporten "SO2 fra mellemdeponeret affald" fortæller også, at flere anlæg ikke kan overholde lovkravet om maksimalt 60 timer med emissionsoverskridelser pr. år.
Rambøll har undersøgt kilden til de stigende svovlmængder, og det kan kun være gips i affaldet, lyder konklusionen:
»Gips er den eneste pålagte fraktion i det mellemdeponerede affald, der kan medføre de observerede SO2-toppe.«
Tre gange højere svovlindhold
Undersøgelsen er bestilt af RenoSam, men også blandt den anden brancheorganisation Affald Danmarks medlemmer har man registreret problemet. Det fortæller Kim Crillesen, der er projektleder og miljøansvarlig hos Vestforbrænding i Glostrup.
»Gips er en meget stor kilde til svovlemissioner. Og vi kan se, at det affald, der kommer ind fra mellemdeponering, giver omkring tre gange så højt et svovlindhold i røggassen som normalt.«
Rambølls rapport undersøger forskellige tiltag, som værkerne kan iværksætte for at håndtere de voksende gipsmængder i affaldet. De kan blandt andet sætte en såkaldt scrubber efter den nuværende røggasrensning eller forbedre rensningen på andre måder. Men den bedste løsning er at forhindre, at gipsen overhovedet bliver blandet med affaldet.
Genanvendelse er for dyrt
Den pris, som virksomhederne skal betale for at sende affald til genanvendelse, er omtrent 100-200 kr. dyrere pr. ton end prisen for at sende det til forbrænding.
Både Kim Crillesen og Renosam mener, at det er den høje pris for genanvendelse af gipsen, som får sorteringsvirksomhederne, der håndterer byggeaffaldet til at smide mere gips ned i containerne med brændbart affald, selvom gipsen ikke kan brænde.
»Prisen for at udsortere gipsen til genanvendelse er så høj, at den frister folk til at lade være med at gøre det rigtige.«
En stor del af prisen for forbrænding udgøres af statslige afgifter, men det er ikke en løsning bare at sætte afgiften på forbrænding op, fordi det vil påvirke andre fraktioner.
Derfor er den eneste løsning at få prisen ned, mener Jacob H. Simonsen.






