Leder: Når posten nedlægger sig selv - helt i pagt med tiden
Måske skriver De julekort til venner og familie: Breve der skal bringes ud med bud og puttes i en postkasse. I så fald tilhører De en del af befolkningen, der tæller stadigt færre mennesker. Kun ni procent af al post i Danmark er afsendt af private. Og for hvert år falder brevmængden med millioner - i løbet af fem år er antallet af brevforsendelser faldet med over 200 millioner og vil snart nå under en milliard.
Tilmed bevirker den økonomiske recession, at tendensen forstærkes på trods af et - må man formode - stigende antal rudekuverter til betalere med ondt i pengepungen. Lidt som Post Danmark selv, der får stadigt sværere ved at leve godt, når vi alle snart kommunikerer per mail og sms. Siden 2004 er postens driftresultat blevet stadigt ringere.
Det er efterhånden mest når vi e-handler, at vi er i kontakt med posten. Enten for at modtage pakker eller for at returnere dem. Og de bliver sendt til vores arbejdspladser, fordi vi ikke er hjemme, når poster kommer forbi. Og fordi posthuset er lukket, når vi får fri. Det ligner panik før lukketid, når posten alt for sent og foreløbigt gratis endelig tilbyder borgerne at kunne modtage pakker i fuglehuset eller på trappestenen. Og det afværger ikke det eksistentielle spørgsmål: Hvad skal vi egentlig med postvæsenet?
Spørgsmålet er så meget desto stærkere, om Post Danmark er ved at afvikle sig selv, nu hvor filialnettet efterhånden drives af butiksindehavere, frimærkerne sælges over nettet, pakkerne henter vi selv i døgnpostautomater og vores ringbind med papirer fra det offentlige erstattes af en digital mappe i e-bokssystemet. Eller om vi fremover må forudse kun at få breve leveret et par gange om ugen, som den ansvarlige Transportminister Lars Barfoed fik signaleret mandag. Det er en paradoksal melding i en verden, hvor vi er afhængige af at kommunikere konstant og i realtid med hinanden, men den illustrerer fornemt postens umulige grundlag.
Post Danmark skal rustes til konkurrencen på et åbent postmarked, der i EU slippes helt løs om et øjeblik i 2011. Der er vredet i produkter, organisation og serviceniveau for at blive klar. Sommerens sammenlægning med den svenske post er således det seneste skridt i en årelang udvikling, der endnu ikke er forbi, For nogen udgør forandringerne dolkestødet til et nobelt og hæderligt embedsmandsvælde, som altid punktligt har bragt posten ud i regn og slud i deres røde uniformer på gule cykler.
Men billedet af et velfungerende væsen, der absolut skal være statsforankret, er nostalgisk romantik. Den arbejdsplads, der i dag beskæftiger én (1!) procent af den arbejdsduelige befolkning, begyndte som en håndfuld postruter i forbindelse med 30-års krigen i 1600-tallet. I 1653 overtog købmanden Paul Klingenberg postvæsenets drift for egen regning og risiko. Gennem årtier udvidede han posten betydeligt, hvorved den til sidst blev så god en forretning at Christian V tog det til kronen og skænkede det til sin uægte søn. I 1711 overgik posten til staten. Resten er ... historie.
Posten har, som vi kender den, ingen fremtid. I krydsfeltet mellem infrastruktur, logistik og teknologi ligger dette århundredes brevpostselskab. Det kunne være Shell eller måske Better Place. Mon ikke der også opstår en anden måde at transmittere de elskelige julehilsner.
