Additionalitet. Det vanskelige ord har sat klimaverdenen på den anden ende. Ordet er nemlig kernen i den vigtigste mekanisme, som gør, at de rige lande lever op til deres forpligtelse om at reducere udslippet af drivhusgasser.

Additionalitet er det centrale begreb, når vi i stedet for at stille bilen i garage eller isolere vores boliger bedre betaler f.eks. kineserne for at reducere deres udslip af drivhusgasser.

Additionalitet betyder, at vores investering i ulandene og Østeuropa kun må gå til klimaprojekter, som ellers ikke var blevet udført, fordi de uden vores penge ikke ville være rentable. Men hvordan beviser man lige det?

Det kan man slet ikke, eller i hvert fald kun vanskeligt. Og det bliver sværere af, at det uland, der søger om penge til projektet, har en interesse i at få økonomien til at se så elendig ud som overhovedet muligt for at tiltrække de rige landes kontanter.

Sådan lyder det fra blandt andre Lambert Schneider, forsker fra det tyske Öko-Institut. I 2007 gennemgik han 93 klimaprojekter i en rapport fra Verdensnaturfonden. Han konkluderede, at der manglede dokumentation for, at fire ud af ti projekter, som tilsammen stod for 20 procent af reduktionen, ikke var gennemført, uanset om de rige lande havde betalt til dem eller ej.

Sidste år kulegravede Lambert Schneider igen de såkaldte CDM- projekter (Clean Development Mechanism) i ulandene for Det Europæiske Miljøagentur. I dag er der sket forbedringer:

»Men der er stadig lang vej igen, for mange af projekterne var blevet gennemført uanset klimastøtten, og der er behov for fundamentale ændringer,« siger han.

Det er pænere formuleringer, end tidligere toprådgiver for EU Jørgen Henningsen, der er medlem af regeringens klimakommission, benytter.

»Der er blevet rettet op på nogle af de værste og helt håbløse fejl, men jeg mangler at se dokumentation for, at der skulle være kommet en væsentligt mere restriktiv linje,« siger han.

Jørgen Henningsen har selv besøgt nogle af klimaprojekterne i Kina, som har sat sig på knap halvdelen af alle verdens klimaprojekter. Kineserne fortalte ham helt åbenlyst, at de ville gennemføre projekterne, uanset penge fra de rige lande eller ej.

Jørgen Henningsen finder det derfor ekstremt bekymrende, at alle lande for længst er blevet enige om at fortsætte klimaprojekterne også efter Kyoto-aftalens udløb.

»Det er en uhellig alliance, hvor ulandene øjner penge, og ilandene slipper for at reducere så meget hjemme, som de ellers skulle,« siger han.

Det hjælper ikke på klimaprojekternes troværdighed, at halvdelen af de reduktioner, som er godkendt indtil videre, kommer fra fabrikker i Kina, der producerer drivmidlet HFC til bl.a. køleskabe, selv om der i dag findes mere miljøvenlige midler.

Et biprodukt fra den produktion, HFC23, virker 11.700 gange kraftigere som drivhusgas end CO2. Den gas bliver samlet og brændt af på fabrikker i Kina. De 21 projekter, som FN har godkendt med det, udgør stadig omkring halvdelen af alle godkendte reduktioner, når det regnes om til CO2-ækvivalenter.

Lektor Rikke Lybæk fra RUC, en af de få danske universitetsforskere, som har beskæftiget sig med klimaprojekterne, mener, at der er behov for at se langt mere på, om projekterne er bæredygtige.

»Så ville jeg som person opvokset og boende i et iland, hvor jeg er tvunget til at leve med, at vi overfører reduktion af drivhusgasser til ulandene, have en bedre smag i munden,« siger hun.

Rikke Lybæk understreger dog samtidigt - på linje med tyske Lambert Schneider og andre kritikere af CDM-systemet - at systemet er bedre end ingenting.