Klima-projekterne, der tillader de rige lande at investere i at reducere udledningen i ulande i stedet for hjemme hos sig selv, har været en succes.

Det fastslår seniorforsker Jørgen Fenhann, der fra FN-organisationen Uneps kontor på Risø driver verdens mest omfattende database over klimaprojekter, der går under navnene CDM (Clean Development Mechanism) og JI (Joint Implementation).

Jørgen Fenhanns database omfatter de godt 5.600 klimaprojekter, der hidtil er ansøgt om. Indtil nu er godt 1.900 godkendt. De leverer tilsammen en reduktion på knap 1,7 milliarder tons CO2-ækvivalenter.

En række forskere og eksperter kritiserer ellers klimaprojekterne voldsomt for ikke at gøre andet for klimaet, end ulandene alligevel ville have gjort.

Samtidig stammer næsten halvdelen af de godkendte reduktioner fra 21 fabrikker i Kina, der fremstiller den stærkt klimaskadelige gas HFC til blandt andet køleskabe. Projekterne går ud på at brænde et biprodukt, HFC23, af. Det virker 11.700 gange værre på klimaet end CO2, men kan fjernes billigt fra fabrikkerne.

Jørgen Fenhann, der er med i FN's klimapanel, er enig i, at de mange klimaprojekter med industrigasser skævvrider systemet, men det overskygges efter hans mening af de mange succeshistorier.

»I gamle dage, når jeg var ude i ulandene, og vi havde workshops om vedvarende energi, var de ikke rigtigt interesserede. Det var dyrt, og hvorfor skulle de kunne det? Ulande var også skeptiske over for CDM i starten, men der eddermaneme forskel i dag. De løber rundt nu og finder ud af, hvor de kan reducere, så CDM har skabt en enorm interesse,« siger han.

Han fastslår dog, at der er behov for store forbedringer af kriterierne for projekterne og den måde, de bliver vurderet på.

»Vi har sagt til hinanden, at de store potentialer for at reducere er i bygninger og i transport. Hvor er der ingen CDM-projekter? I bygninger og transport,« fremhæver han.

»Men der er også skabt så mange nye ting, der ikke ville være sket uden CDM,« tilføjer Jørgen Fenhann.