Nu kan blinde betjene mobilen med punktskrift
Gadget fra britisk designer gør det lettere for blinde at betjene mobiltelefoner og andet udstyr, der er forsynet med Bluetooth.
Ved at aflæse punktskriften på Squibbles overflade med fingrene kan blinde betjene deres mobiltelefon trådløst via en Bluethooth-forbindelse. (Foto: Andrew Mitchell)
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Squibble betyder krusedulle. Men det er også navnet på en elegant designet bærbar gadget, der ved hjælp af punktskrift og via en Bluetooth-forbindelse gør det let for blinde at betjene mobiltelefoner og andet trådløst udstyr.
Punktskriften – de såkaldte Braille-tegn – og andre let forståelige symboler dannes på enhedens overflade ved hjælp af 779 ultrasoniske motorer, der bevæger små spidser mod overfladen, der er lavet af silikone, skriver Engadget.com.
Squibble har også en indbygget minimal højttaler, således at brugeren kan få akustisk feedback.
Endnu er der tale om et koncept udviklet af den britiske designer Andre Mitchell, men han håber, at Squibble vil kunne videreudvikles til et egentligt produkt.
Det vil kræve medvirken fra mobilproducenter og andre, da de skal sørge for, at telefonernes tastaturlayout bliver korrekt overført til Squibble, samt at telefonens menuer kommer korrekt frem på enheden.
Som standard vil Squibble kunne bruges til at foretage og modtage telefonopkald på alle Bluetooth-telefoner, mens andre funktioner som for eksempel afsendelse af sms-beskeder kræver medvirken fra producenterne af mobiltelefonerne, da procedurerne for disse funktioner varierer fra telefon til telefon.
Der er også planer om at anvende Squibble som en erstatning for en almindelig fjernbetjening til underholdningselektronik, men det kræver, at elektronikken skifter til Bluetooth i stedet for den nuværende infrarøde kommunikation.





