/energi

Niels Helveg Petersen bryder blokade mod upopulære partikelfiltre i dag

Mens parterne skændes om den videnskabelig dokumentation, glider forslaget i dag igennem Skatteudvalget til Folketinget, hvor det mødes af et flertal. Afgiften kommer til april.

Af Claus Djørup, onsdag 09. dec 2009 kl. 09:31

Skatteminister Kristian Jensen (V) har store problemer med at få det genfremsatte lovforslag om partikelfiltre og en afgift på 1000 kroner på filterløse dieselbiler gennem skatteudvalget, hvor VOK-partierne er i mindretal.

Liberal Alliance agter at blokere lovforslaget sammen med venstrefløjen så længe som muligt. Skatteudvalgets formand, Niels Helveg Petersen (R) afviser dog at deltage i en sådan filibuster.

»Forslaget kan ikke komme i folketingssalen, så længe der ikke kan blive afgivet betænkning. Jeg hører historier om, at man ikke engang kan montere disse filtre på nogle biler. Andre får at vide af deres mekaniker, at dieseløkonomien bliver dårligere ved montering. Undersøgelser viser, at de ikke virker. Det er en ekstra skat, der ikke gavner miljøet,« siger Anders Samuelsen (LA).

Niels Helveg Petersen har heller ikke meget godt at sige om forslaget, som er genfremsat på grund af Skatteministeriets kludder med notifikationen over for EU-kommissionen. Imidlertid holder han sig til skikken i folketinget med at følge flertallets ønsker.

»I folketinget bruger vi sjældent proceduren til at hindre et flertal i at vedtage et forslag. Til syvende og sidst er der ingen muligheder for at forhindre et folketingsflertal i at gennemføre det, selv om et mindretal finder det meget uklogt. Det er ikke klogt at bruge procedure til at hindre flertallet i at gennemføre sit lovforslag – det bryder jeg mig ikke om,« siger Niels Helveg Petersen.

»Der er dukket nye oplysninger op om partikelfiltre, og enhver forsinkelse i denne sag må regeringen tage på sin egen kappe. Skatteministeriet glemte at notificere, og derfor har vi fået dette mærkelige forløb,« bemærker Niels Helveg Petersen.

Regeringen har mindretalsjura med sig. Ved en tidligere lejlighed besluttede forretningsordensudvalget, at ”bør” skal forstås som ”skal” hvad angår udvalgsbehandling og udvalgsbetænkning over et mindretalsforslag, og dette må også gælde regeringsforslag, vurderes det over for Fagpressebureauet.

Regeringen har også den hypotetiske mulighed at genfremsætte lovforslaget med de indarbejdede ændringsforslag og lade det køre igennem tre behandlinger uden udvalgsbehandling eller i et udvalg med regeringsflertal.

60 udvalgsspørgsmål
Skatteudvalget træder sammen i dag onsdag 9. december med afgivelse af betænkning på dagsordenen, så lovforslaget kan vedtages i næste uge. Betænkningsafgivelsen blev forhindret/udskudt fredag 4. december, fordi fire medlemmer sagde nej og dermed overtrumfede de tre tilstedeværende regeringspolitikere, erfarer Fagpressebureauet.

Skattepolitikerne er gået til den med spørgsmål. 60 spørgsmål er hidtil stillet til forslaget, som regeringen benævner ”grøn omlægning af bilbeskatningen II”.

I svarene beklager skatteminister Kristian Jensen, at lovforslaget også indeholdt de oprindelige økonomiske konsekvenser, eftersom den vedtagne men ikke ikrafttrådte lov blev ændret undervejs, da krav om lukkede partikelfiltre blev erstattet af de billigere åbne partikelfiltre.

Skatteministeren præciserer, at nok er Holland ophørt med at subsidiere åbne filtre på tunge køretøjer, men yder stadig tilskud til montering af åbne filtre på personbiler.

Videre bekræfter han, at Færdselsstyrelsen har en liste over principgodkendte, lukkede filtre, men disse er først og fremmest beregnet til køretøjer over 3,5 ton.

To kritiske rapporter om åbne partikelfiltre fra henholdsvis Holland og Schweiz (på tysk opdrag) får ikke miljøminister Troels Lund Poulsen (V) til at ændre regeringens konklusion om, at ”åbne partikelfiltre har en positiv om end noget mindre miljøeffekt” end de dyrere, lukkede filtre.

Han frygter, at et krav om lukkede filtre vil give for få eftermonteringer, dvs. at et mildere krav i form af åbne filtre vil føre til et stort antal monteringer.

Afgiften vil tidligst træde i kraft 1. april 2010.



09. dec 2009 kl 11:32

avatar

Peer Pedersen

Motorer kan være selvrensende

Folketinget skal vel ikke forholde sig til om en bil har partikelfilter eller på anden måde kan opnå den grad af forurening der er ønskelig.
Lovgiv om hvor mange partikler der kan tillades og lad så producenterne om at finde de rette løsninger billigst muligt for forbrugeren, det giver den bedste effekt både nu og i fremtiden.
Partikelfiltre hvor de ikke er nødvendige er kun en udgift for forbrugeren og til gavn for producenten samtidig med at værkstederne endnu engang kan tjene flere penge på kunderne.
Det gavner ikke miljøet at bruge et filter hvis det kan løses på en anden måde.


09. dec 2009 kl 12:13

Bent Andersen

Re: Motorer kan være selvrensende

Fuldkommen enig, det her er noget fnidder.
Det letteste ville være at indføre differentierede afgifter alt efter om køretøjet overholder EU1, EU2, EU3, EU4 osv.
Den opdeling findes allerede og kan bruges direkte.

Bent.


10. dec 2009 kl 13:22

Uffe Merrild

Gedemarked

Hvorfor skal det hele ende i et gedemarked, der er ganske kort tid til at loven skulle træde i kraft, og de står stadig og famler med dokumenterne der skal godkende hele pisset.

Tag jer dog sammen.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk