Siemens kårer København som den grønneste by i Europa
Ny rapport har netop kåret København som den grønneste by i Europa i konkurrence med 29 andre byer.
»Vi vil gerne kunne indføre bompenge, men det betragtes som en skat, hvilket vi ikke er i stand til at pålægge af regeringen,« sagde overborgmester Ritt Bjerregaard (S) i forbindelse med modtagelsen af prisen for den mest miljørigtige by i Europa. (Foto: Siemens)
Tema
Læs også
-
Ekspert til Ingeniørens læsere: Affald er en ressource ikke et problem
Læs mere om
Dokumentation
Med få decimaler foran Stockholm er København netop kåret som den grønneste by i Europa. Det er Siemens, der har fået Economist Intelligence Unit til at udarbejde en hitliste over de mest miljørigtige europæiske byer.
København er dog ikke umiddelbart bedst i blot en af de otte kategorier, men scorer generelt så høj placering i de enkelte kategorier, at byen samlet set løber af med førstepladsen.
Blandt de byer, der scorer bedst, er Oslo, der både er bedst, når det gælder CO2 og optimal udnyttelse af energi, hvor ikke mindst landets mulighed for vandkraft spiller ind. Stockholm scorer bedst, når det gælder transport, og Amsterdam er i top, både når det gælder optimal udnyttelse af vandressourcerne, hvor indbyggerne i Amsterdam har et vandforbrug, der er halvt så stort som gennemsnittet af de øvrige undersøgte byer, og i forhold til skrald, hvor Amsterdam genbruger omkring 43 procent af alt affald produceret i byen.
Netop skraldekategorien er der, hvor København klarer sig dårligst, og kun opnår en syvendeplads.
Leder af Economist Intelligence Unit, James Watson, fremlagde undersøgelsens resultater, der blandt andet viser, at jo mere befolkningen er inddraget i miljøbevidste aktiviteter, jo bedre klarer de sig i indekset, men ellers måtte han indrømme, at miljø og økonomi hænger sammen, så de rigeste byer klarer miljøudfordringen bedst.
»Selv om ni ud af de ti bedste byer har et højt bruttonationalprodukt (BNP) per indbygger på over 31.000 euro, så er der også undtagelser. Eksempelvis Berlin, der kommer ind på en ottende plads, og som har gjort meget for at miljøforbedringer i bygninger,« sagde han.
Den største miljøudfordring for byerne er netop bygninger, hvor også de største forbedringer kan høstes. På andenpladsen kommer tilrettelæggelsen af den industrielle produktion, og først på tredjepladsen kommer byernes transport, fortalte James Watson.
Kåringen af København som den mest miljørigtige by i Europa, finder sted i forbindelse med FN's klimatopmøde COP15, og Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard (S) fremhævede i sin takketale, at København blandt andet i forbindelse med tilrettelæggelsen af klimatopmødet har været stærkt engageret i miljørigtige initiativer, men efterlyste ved samme lejlighed også en politisk mulighed for at indføre bompenge ved kørsel ind til København.
»Vi vil gerne kunne indføre bompenge, men det betragtes som en skat, hvilket vi ikke er i stand til at pålægge af regeringen, så derfor lægger vi konstant pres på regeringen for at kunne få denne mulighed, og peger i den sammenhæng på, hvad der foregår i Stockholm eller London, hvor man har bompenge, og min forventning er, at vi med tiden også vil få det i København,« sagde hun.






